32 Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret, ² hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land. ³ De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal lytte; ⁴ letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale flydende, rent. ⁵ Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken. ⁶ Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra Herren, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand. ⁷ Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret. ⁸ Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.

⁹ Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til min Tale! ¹⁰ Om År og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude, der kommer ej Frugthøst. ¹¹ Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind Sæk om Lænd; ¹² slå jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare Vinstokke, ¹³ mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By! ¹⁴ Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Tårnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde - ¹⁵ til Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov. ¹⁶ Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd; ¹⁷ Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt. ¹⁸ Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri Pauluner. ¹⁹ Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt. ²⁰ Salige I, som sår ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe om!

33 Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig!

² Herre, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund!

³ For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene. ⁴ Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme. ⁵ Ophøjet er Herren, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd. ⁶ Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, Herrens Frygt er din Skat.

⁷ Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert; ⁸ Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke. ⁹ Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.

¹⁰ Nu står jeg op, siger Herren, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem! ¹¹ I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer jer selv; ¹² til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild. ¹³ Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde.

¹⁴ På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?" ¹⁵ Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det onde - ¹⁶ højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får sit Brød, og Vand er ham sikret.

¹⁷ Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land. ¹⁸ Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Tårnene?" ¹⁹ Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med stammende, ufattelig Tunge. ²⁰ Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over. ²¹ Nej der træder Herrens Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle. ²² Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Hersker, Herren er vor Konge, han bringer os Frelse. ²³ Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet. ²⁴ Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd forladt.

1 Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, og Broderen Timotheus. ² til de hellige og troende Brødre i Kristus i Kolossæ: Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader!

³ Vi takke Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader altid, når vi bede for eder, ⁴ da vi have hørt om eders Tro på Kristus Jesus og den Kærlighed, som I have til alle de hellige ⁵ på Grund af det Håb, som er henlagt til eder i Himlene, om hvilket I forud have hørt i Evangeliets Sandheds Ord, ⁶ der er kommet til eder, ligesom det også er i den hele Verden, idet det bærer Frugt og vokser, ligesom det også gør iblandt eder fra den Dag, I hørte og erkendte Guds Nåde i Sandhed, ⁷ således som I have lært af Epafras, vor elskede Medtjener som er en tro Kristi Tjener for eder, ⁸ han, som også gav os eders Kærlighed i Ånden til Kende.

⁹ Derfor have også vi fra den Dag, vi hørte det, ikke ophørt at bede for eder og begære, at I måtte fyldes med Erkendelsen af hans Villie i al Visdom og åndelige Indsigt ¹⁰ til at vandre Herren værdigt, til alt Velbehag, idet I bære Frugt og vokse i al god Gerning ved Erkendelsen af Gud, ¹¹ idet I styrkes med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al Udholdenhed og Tålmodighed med Glæde ¹² og takke Faderen, som gjorde os dygtige til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset, ¹³ han, som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige,

¹⁴ i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse, ¹⁵ han, som er den usynlige Guds Billede, al Skabnings førstefødte; ¹⁶ thi i ham bleve alle Ting skabte i Himlene og på Jorden, de synlige og de usynlige, være sig Troner eller Herredømmer eller Magter eller Myndigheder. Alle Ting ere skabte ved ham og til ham; ¹⁷ og han er forud for alle Ting, og alle Ting bestå ved ham. ¹⁸ Og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens, han, som er Begyndelsen, førstefødt ud af de døde, for at han skulde blive den ypperste i alle Ting; ¹⁹ thi det behagede Gud, at i ham skulde hele Fylden bo, ²⁰ og ved ham at forlige alle Ting med sig, være sig dem på Jorden eller dem i Himlene, idet han stiftede Fred ved hans Kors's Blod. ²¹ Også eder, som fordum vare fremmedgjorte og fjendske af Sindelag i eders onde Gerninger, ²² har han dog nu forligt i sit Køds Legeme ved Døden for at fremstille eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Åsyn, ²³ så sandt I blive i Troen, grundfæstede og faste, uden at lade eder rokke fra Håbet i det Evangelium, som I have hørt, hvilket er blevet prædiket i al Skabningen under Himmelen, og hvis Tjener jeg Paulus er bleven.

²⁴ Nu glæder jeg mig over mine Lidelser for eder, og hvad der fattes i Kristi Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans Legeme, som er Menigheden, ²⁵ hvis Tjener jeg er bleven efter den Guds Husholdning, som blev given mig over for eder, nemlig fuldelig at forkynde Guds Ord, ²⁶ den Hemmelighed, der var skjult igennem alle Tider og Slægter, men nu er bleven åbenbaret for hans hellige, ²⁷ hvem Gud vilde tilkendegive, hvilken Rigdom på Herlighed iblandt Hedningerne der ligger i denne Hemmelighed, som er Kristus i eder, Herlighedens Håb, ²⁸ hvem vi forkynde, idet vi påminde hvert Menneske og lære hvert Menneske med al Visdom, for at vi kunne fremstille hvert Menneske som fuldkomment i Kristus; ²⁹ hvorpå jeg også arbejder, idet jeg kæmper ifølge hans Kraft, som virker mægtigt i mig.