Esajas 23-27
Dette er Biblen på dansk
23 Et Udsagn om Tyrus. Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus! De får det at vide på Vejen fra Kyperns Land. 2 Det er ude med Kystlandets Folk, med Zidons Købmænd, hvis Sendebud for over Havet, 3 de mange Vande, hvis Indkomst var Sjihors Sæd, hvis Vinding Alverdens Varer. 4 Skam få du, Zidon, thi Havet siger: "Jeg har ikke haft Veer, jeg fødte ikke, ej har jeg fostret Ynglinge, opfødt Jomfruer!" 5 Når Rygtet når Ægypten, skælver de ved Rygtet om Tyrus. 6 Drag over til Tarsis og jamrer, I Kystlandets Folk! 7 Er det eders jublende By fra Urtids Dage, hvis Fødder førte den viden om som Gæst? 8 Hvo satte sig dette for mod det kronede Tyrus, hvis Købmænd var Fyrster, hvis Kræmmere Jordens Adel? 9 Det gjorde Hærskarers Herre for at vanære Hovmod, skænde al Stolthed, al Jordens Adel. 10 Græd, I Tarsisskibe, Havn er der ikke mer! 11 Han udrakte Hånden mod Havet, rystede Riger, Herren samled Folk for at jævne Kana'ans Fæstninger. 12 Han sagde: "Aldrig mer skal du juble, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! Stå op, drag over til Kypern, selv der skal du ej finde Hvile!" 13 Se til Kyprioternes Land! Søfarere grunded det Folk; de rejste dets Vagttårne, Byer og Borge. Han gjorde det til en Ruinhob. 14 Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus!
15 På hin Dag skal Tyrus gå ad Glemme i halvfjerdsindstyve År, som i een Konges Dage. Men efter halvfjerdsindstyve Års Forløb skal det gå med Tyrus som med Skøgen i Visen: 16 Tag din Citer, gå rundt i Byen, du glemte Skøge, leg smukt på Strenge, syng, hvad du kan, så du kommes i Hu!" 17 Efter halvfjerdsindstyve Års Forløb vil Herren se til Tyrus; det skal atter modtage Skøgeløn og bole med Alverdens Riger på den vide Jord. 18 Men dets Vinding og Skøgeløn skal helliges Herren; den skal ikke gemmes hen eller lægges op; dem, der bor for Herrens Åsyn, skal dets Vinding tjene til Føde, Mættelse og prægtige Klæder.
24 Se, Herren gør Jorden tom og øde og vender op og ned på dens Overflade, han spreder dens Beboere; 2 det går Lægfolk som Præst, Træl som Herre, Trælkvinde som Frue, Køber som Sælger, Långiver som Låntager, Ågerkarl som Skyldner. 3 Jorden tømmes og plyndres i Bund og Grund, thi Herren har talet dette Ord. 4 Jorden blegner og segner, Jorderig sygner og segner, Jordens Højder sygner hen. 5 Vanhellig blev Jorden under dem, som bor der, thi Lovene krænked de, overtrådte Budet, brød den evige Pagt. 6 Derfor fortærer Forbandelse Jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides Jordens Beboere bort, kun få af de dødelige levnes.
7 Druesaften sørger, Vinranken sygner alle de hjertensglade sukker; 8 Håndpaukens Klang er endt, de jublendes Larm hørt op, endt er Citrens Klang. 9 De drikker ej Vin under Sang, besk smager den stærke Drik. 10 Den øde Stad ligger nedbrudt, stængt er hver Boligs Indgang. 11 Man jamrer over Vinen på Gaden, bort er al Glæde svundet; landflygtig er Landets Fryd. 12 I Byen er Øde tilbage, og Porten er hugget i Splinter.
13 Thi på Jorden midt iblandt Folkene går det, som når Olietræets Frugt slås ned, som ved Efterslæt, når Vinen er høstet: 14 Disse opløfter Røsten, jubler over Herrens Storhed, råber fra Vesten: 15 "Derfor skal I ære Herren i Østen, på Havets Strande Herrens, Israels Guds, Navn!" 16 Fra Jordens Grænse hører vi Lovsange: "Hil den retfærdige!" Men jeg siger: Jeg usle, jeg usle, ve mig, Ransmænd raner, Ransmænd raner Ran, 17 Gru og Grav og Garn over dig, som bor på Jorden! 18 Den, der flygter for Gru, skal falde i Grav, og den, der når op af Grav, skal fanges i Garn. Thi Sluserne oventil åbnes, og Jordens Grundvolde vakler. 19 Jorden smuldrer og smuldrer, Jorden gynger og gynger, Jorden skælver og skælver; 20 Jorden raver og raver som drukken og svajer som Vogterens Hytte; tungt ligger dens Brøde på den, den segner og rejser sig ikke. 21 På hin Dag hjemsøger Herren Himlens Hær i Himlen og Jordens Konger på Jorden. 22 De slæbes i Fængsel som Fanger, holdes under Lås og Lukke og straffes lang Tid efter. 23 Månen blues og Solen skæmmes, thi Hærskarers Herre viser, han er Konge på Zions Bjerg, i Jerusalem; for hans Ældstes Øjne er Herlighed.
25 Herre, min Gud er du; jeg priser dig, lover dit Navn. Thi du har gjort et Under, Råd fra fordum var tro og sande. 2 Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i Ruiner; de fremmedes Borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges. 3 Derfor ærer dig et mægtigt Folk, frygter dig grumme Hedningers Stad. 4 Thi du blev de ringes Værn, den fattiges Værn i Nøden, et Ly mod Skylregn, en Skygge mod Hede; thi som isnende Regn er Voldsmænds Ånde, 5 som Hede i det tørre Land. Du kuer de fremmedes Larm; som Hede ved Skyens Skygge så dæmpes Voldsmænds Sang.
6 Hærskarers Herre gør på dette Bjerg et Gæstebud for alle Folkeslag med fede Retter og stærk Vin, med fede, marvfulde Retter og stærk og klaret Vin. 7 Og han borttager på dette Bjerg Sløret, som tilslører alle Folkeslag, og Dækket, der dækker alle Folk. 8 Han opsluger Døden for stedse. Og den Herre Herren aftørrer Tåren af hver en Kind og gør Ende på sit Folks Skam på hele Jorden, så sandt Herren har talet.
9 På hin Dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er Herren, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans Frelse; 10 thi Herrens Hånd hviler over dette Bjerg. Men Moab trampes ned, hvor det står, som Strå i Møddingpølen; 11 det breder sine Hænder ud deri som Svømmeren gør for at svømme, og han ydmyger dets Hovmod trods Hændernes Kunstgreb. 12 Han nedbryder og nedstyrter de stejle Mures Værn; han jævner dem med Jorden, så de ligger i Støvet.
26 På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk. 2 Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab, 3 hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig. 4 Stol for evigt på Herren, thi Herren er en evig Klippe. 5 Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet. 6 De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.
7 Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej. 8 Ja, vi venter dig, Herre, på dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry står vor Sjæls Attrå. 9 Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig. Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig, Retfærd. 10 Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke Herrens Højhed. 11 Herre, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem! 12 Herre, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os. 13 Herre vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi. 14 Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem. 15 Du har mangfoldiggjort Folket, Herre, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser. 16 Herre, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem. 17 Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig i Veer, således fik vi det, Herre, fra dig. 18 Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden. 19 Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.
20 Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over. 21 Thi Herren går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.
27 På hin Dag hjemsøger Herren med sit hårde, vældige, stærke Sværd Livjatan, Den flugtsnare Slange, og ihjelslår Dragen i Havet.
2 På hin Dag skal man sige,: Syng om en liflig Vingård! 3 Jeg, Herren, jeg er dens Vogter, jeg vander den atter og atter. For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den Nat og Dag. 4 Vrede nærer jeg ikke. Fandt jeg kun Torn og Tidsel, gik jeg løs derpå i Kamp og satte det alt i Brand 5 med mindre man tyr til mit Værn, slutter Fred med mig, slutter Fred med mig. 6 På hin Dag skal Jakob slå Rod, Israel skyde og blomstre og fylde Verden med Frugt.
7 Har han vel slået det, som de, der slog det, blev slagne, eller blev det myrdet, som deres Mordere myrdedes? 8 Ved at støde det bort og sende det bort trættede han med det; han jog det bort med sin voldsomme Ånde på Østenstormens Dag. 9 Derfor sones Jakobs Brøde således, og dette er al Frugten af, at hans Synd tages bort: at han gør alle Altersten til sønderhuggede Kalksten, at Asjerastøtterne og Solstøtterne ikke mere rejser sig. 10 Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted, forladt som en Ørken. Der græsser Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver Kvistene. 11 Når Grenene er tørre, kommer Kvinderne og bryder dem af for at tænde Bål. Thi det er et Folk uden Indsigt; derfor kan dets Skaber ikke forbarme sig, dets Ophav ikke være det nådig.
12 På hin Dag slår Herren Frugten ned fra Flodens Strøm til Ægyptens Bæk, og I skal opsankes een for een, Israels Børn. 13 På hin Dag skal der stødes i det store Horn, og de tabte i Assyrien og de bortdrevne i Ægypten skal komme og tilbede Herren på det hellige Bjerg i Jerusalem.