17 Et Udsagn om Damaskus. Se, Damaskus går ud af Byernes Tal og bliver til Sten og Grus; ² dets Stæder forlades for evigt og bliver Hjordes Eje; de lejrer sig uden at skræmmes. ³ Det er ude med Efraims Værn, Damaskus's Kongedømme, Arams Rest; det går dem som Israels Sønners Herlighed, lyder det fra Hærskarers Herre. ⁴ Og det skal ske på hin Dag: Ringe bliver Jakobs Herlighed, Huldet på hans Krop svinder hen; ⁵ det skal gå som når Høstkarlen griber om Korn og hans Arm skærer Aksene af, det skal gå, som når Aksene samles i Refaims Dal. ⁶ En Efterslæt levnes deraf, som når Olietræets Frugt slås ned, to tre Bær øverst i Kronen, fire fem på Frugttræets Grene, så lyder det fra Herren, Israels Gud. ⁷ På hin Dag skal Menneskene se hen til deres Skaber, og deres Øjne skal skue hen til Israels Hellige; ⁸ og de skal ikke se hen til Altrene, deres Hænders Værk, eller skue hen til, hvad deres Fingre har lavet, hverken til Asjerastøtterne eller Solstøtterne. ⁹ På hin Dag ligger dine Byer forladt som de Tomter, Hivviter og Amoriter forlod for Israels Børn; og Landet skal blive en Ørk. ¹⁰ Thi du glemte din Frelses Gud, slog din Tilflugtsklippe af Tanke. Derfor planter du yndige Plantninger og sætter fremmede Skud; ¹¹ hver Dag får du din Plantning i Vækst, hver Morgen dit Skud i Blomst - indtil Høsten på Sotens, den ulægelige Smertes Dag. ¹² Hør Bulder af mange Folkeslag! De buldrer som Havets Bulder. Drøn af Folkefærd! De drøner som vældige Vandes Drøn.

¹³ Folkefærdene drøner som Drønet af mange Vande. Men truer han ad dem, flygter de bort, vejres hen som Avner på Bjerge for Vinden, som hvirvlende Løv for Stormen. ¹⁴ Ved Aftenstid kommer Rædsel; før Morgen gryr, er de borte. Det er vore Plyndreres Del, det er vore Ransmænds Lov

18 Hør Land med de surrende Vinger hinsides Ætiopiens Strømme, ² du, som sender Bud over Havet i Både af Siv på Vandspejlet: Gå, I hastige Bud, til det ranke, glinsende Folk, til Folket, som frygtes så vide, Kraftens og Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes af Floder. ³ Alle I Jorderigs Folk, som bygger på Jord: Rejses Banner på Bjerge, så se, når der stødes i Horn, så hør! ⁴ Thi så sagde Herren til mig: "Rolig ser jeg til fra mit Sæde som glødende Luft i Solskin, som Dugsky i Høstens Tid." ⁵ Thi før Høst, når Blomstring er endt, når Blomst sætter modnende Drue, afskærer han Rankerne med Knive, og Skuddene kapper han bort. ⁶ De gives alle til Bjergenes Fugle og Jordens Dyr, om Somren Føde for Fugle, om Vintren for al Jordens Dyr.

⁷ Til hin Tid skal der bringes Hærskarers Herre Gave fra et rankt og glinsende Folk, et Folk, som frygtes så vide, Kraftens og Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes af Floder, til Stedet, hvor Hærskarers Herres Navn bor, til Zions Bjerg.

19 Et Udsagn om Ægypten. Se, Herren farer på letten Sky og kommer til Ægypten; Ægyptens Guder bæver for ham, Ægyptens Hjerte smelter i Brystet. ² Jeg hidser Ægypten mod Ægypten, så de kæmper Broder mod Broder, Ven mod Ven, By mod By, Rige mod Rige. ³ Ægyptens Forstand står stille, dets Råd gør jeg til intet, så de søger Guder og Manere, Genfærd og Ånder. ⁴ Jeg giver Ægypten hen i en hårdhjertet Herres Hånd, en Voldskonge bliver deres Hersker, så lyder det fra Herren, Hærskarers Herre. ⁵ Vandet i Floden svinder, Strømmen bliver sid og tør; ⁶ Strømmene udspreder Stank, Ægyptens Floder svinder og tørres; Rør og Siv visner hen, ⁷ alt Græsset ved Nilbredden dør, al Sæd ved Nilen hentørres, svinder og er ikke mere. ⁸ Fiskerne sukker og sørger, alle, som meder i Nilen; de, som, sætter Garn i Vandet, gribes af Modløshed. ⁹ Til Skamme er de, som væver Linned, Heglersker og de, som væver Byssus; ¹⁰ Spinderne er sønderknust, hver Daglejer sørger bittert. ¹¹ Kun Dårer er Zoans Øverster, Faraos viseste Rådmænd så dumt et Råd. Hvor kan I sige til Farao: "Jeg er en Ætling af Vismænd, Ætling af Fortidens Konger?" ¹² Ja, hvor er nu dine Vismænd? Lad dem dog kundgøre dig og lade dig vide, hvad Hærskarers Herre har for mod Ægypten! ¹³ Hans Fyrster blev Dårer: Fyrster i Nof blev Tåber. Ægypten er bragt til at rave af Stammernes Hjørnesten. ¹⁴ I dets Indre har Herren udgydt Svimmelheds Ånd; Ægypten fik de til at rave i al dets Id, som den drukne raver i sit Spy. ¹⁵ For Ægypten lykkes intet, hverken for Hoved eller Hale, Palme eller Siv.

¹⁶ På hin Dag skal Ægypten blive som Kvinder; det skal ængstes og grue for Hærskarers Herres svungne Hånd, som han svinger imod det. ¹⁷ Judas Land bliver Ægypten en Rædsel; hver Gang nogen minder dem derom, gribes de af Angst for, hvad Hærskarers Herre har for imod det. ¹⁸ På hin Dag skal fem Byer i Ægypten tale Kana'ans Tungemål og sværge ved Hærskarers Herre; en af dem skal kaldes Ir-Haheres. ¹⁹ På hin Dag skal Herren have et Alter midt i Ægypten og en Stenstøtte ved dets Grænse. ²⁰ Det skal være Tegn og Vidne for Hærskarers Herre i Ægypten; når de råber til Herren over dem, som mishandler dem, vil han sende dem en Frelser; han skal stride og udfri dem. ²¹ Da skal Herren give sig til Kende for Ægypten, Ægypterne skal lære Herren at kende på hin Dag; de skal bringe Slagtoffer og Afgrødeoffer og gøre Løfter til Herren og indfri dem. ²² Herren skal slå Ægypten, slå og læge; og når de omvender sig til Herren, bønhører han dem og læger dem. ²³ På hin Dag skal der gå en banet Vej fra Ægypten til Assyrien, og Assyrien skal komme til Ægypten og Ægypten til Assyrien, og Ægypten skal tjene Herren sammen med Assyrien. ²⁴ På hin Dag skal Israel selvtredje, sammen med Ægypten og Assyrien, være en Velsignelse midt på Jorden, ²⁵ som Hærskarers Herre velsigner med de Ord: "Velsignet være Ægypten, mit Folk, og Assyrien, mine Hænders Værk, og Israel, min Arvelod!"

¹⁷ Derfor bliver ikke uforstandige, men skønner, hvad Herrens Villie er. ¹⁸ Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er Ryggesløshed, men lader eder fylde med Ånden, ¹⁹ så I tale hverandre til med Salmer og Lovsange og åndelige Viser og synge og spille i eders Hjerte for Herren ²⁰ og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn ²¹ og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt;

²² Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren; ²³ thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom også Kristus er Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser. ²⁴ Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, således skulle også Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle Ting. ²⁵ I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom også Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, ²⁶ for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord, ²⁷ for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den måtte være hellig og ulastelig. ²⁸ Således ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den,som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv. ²⁹ Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og plejer det, ligesom også Kristus Menigheden. ³⁰ Thi vi ere Lemmer på hans Legeme. ³¹ Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød. ³² Denne Hemmelighed er stor - jeg sigter nemlig til Kristus og til Menigheden. ³³ Dog, også I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden!