5 Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa, et Garn bredt ud over Tabor, ² en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle. ³ Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har bolet, Efraim, uren er Israel blevet. ⁴ Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud; thi Horeånd har de i sig, Herren kender de ej. ⁵ Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med dem skal og Juda styrte. ⁶ Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge Herren; men ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige. ⁷ Troløse var de mod Herren, thi uægte Børn har de født; nu vil han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.

⁸ Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft Råb i Bet-Aven, Benjamin, var dig! ⁹ Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om Israels Stammer, hvad sikkert skal ske. ¹⁰ Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg øse min Harme som Vand.

¹¹ Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efter Fjenden.

¹² Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus. ¹³ Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give jer Helse, han læger ej eders Byld. ¹⁴ Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus; jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.

¹⁵ Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel. 6 ¹ "Kom, vi vil tilbage til Herren! Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil også forbinde. ² Om to Dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da lever vi for hans Åsyn. ³ Så lad os da kende, jage efter at kende Herren! Som Morgenrøden er hans Opgang vis. Da kommer han til os som Regn, som Vårregn, der væder Jorden." ⁴ Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda? Eders Kærlighed er Morgentåge, Dug, som årle svinder! ⁵ Thi hugged jeg løs ved Profeter, dræbte med Ord af min Mund, min Ret stråler frem som Lys: ⁶ Ej Slagtoffer Kærlighed vil jeg, ej Brændofre Kendskab til Gud!

⁷ De bryder Pagten i Adam er mig utro der; ⁸ Gilead er Udådsmænds By, den er sølet i Blod. ⁹ Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de myrder på Vejen til Sikem gør Niddingsværk. ¹⁰ Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har Efraim bolet, Israel blev uren. ¹¹ Juda, også for dig er der fastsat en Høst, når jeg vender mit Folks Skæbne, når jeg læger Israel.

7 Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden. ² De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres Gerninger om dem, de er for mit Åsyn.

³ Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster. ⁴ Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret. ⁵ De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han Hånden, ⁶ thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry. ⁷ Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres Konger falder, ej en af dem påkalder mig.

⁸ Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage, der ikke er vendt. ⁹ Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også grånet, han mærker det ej. ¹⁰ Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til Herren deres Gud og søgte ham ikke trods alt. ¹¹ Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp og vandrer til Assur. ¹² Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab.

¹³ Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig! ¹⁴ De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig. ¹⁵ Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig. ¹⁶ De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det spottes de for i Ægypten.

8 Sæt hornet for din mund, som en ørn over Herrens Hus! fordi de brød min Pagt og overtrådte min Lov. ² De råber til mig: "Min Gud! Vi, Israel, kender dig." ³ Israel vragede Lykken, lad så Fjenden forfølge dem. ⁴ De kårer sig Drot uden mig, uden mit Vidende Fyrster. Af deres Sølv og Guld lavede de sig Gudebilleder til egen Undergang. ⁵ Modbydelig er din kalv, Samaria; min Vrede luer imod dem hvor længe? De kan ikke slippe for Straf. ⁶ Thi den er et Værk af Israel, en Håndværker lavede den; den er ikke Gud. Nej, til Splinter skal Samarias Kalv blive.

⁷ Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire, der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet. ⁸ Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu for et Kar uden Værd. ⁹ Thi de er draget til Assur som et enligt strejfende Vildæsel. Efraim tinged med Elskovsgaver. ¹⁰ Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem nu; snart salver de ikke mere konge og Fyrster.

¹¹ Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er blevet ham Altre til Synd; ¹² jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke. ¹³ Slagtofre elsker de slagter, elsker Kød og æder; Herren behager de ej. Han mindes nu deres Skyld og straffer deres Synder. De skal tilbage til Ægypten. ¹⁴ Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme, og Juda byggede mange faste Stæder; derfor sender jeg Ild imod hans Byer, og den skal fortære hans Borge.

2 Skriv til Menighedens Engel i Efesus: Dette siger han, som holder de syv Stjerner i sin højre Hånd, ham, som vandrer midt imellem de syv Guldlysestager: ² Jeg kender dine Gerninger og dit Arbejde og din Udholdenhed, og at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som kalde sig selv Apostle og ikke ere det, og du har fundet, at de ere Løgnere; ³ og du har Udholdenhed, og du har døjet ondt for mit Navns Skyld og er ikke bleven træt. ⁴ Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første Kærlighed. ⁵ Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og omvend dig, og gør de forrige Gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender dig. ⁶ Dog, dette har du, at du hader Nikolaiternes Gerninger, som også jeg hader. ⁷ Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den, som sejrer, ham vil jeg give at æde af Livets Træ, som er i Guds Paradis.

⁸ Og skriv til Menighedens Engel i Smyrna: Dette siger den første og den sidste, han, som var død og blev levende: ⁹ Jeg kender din Trængsel og din Fattigdom (dog, du er rig), og Bespottelsen fra dem, som kalde sig selv Jøder og ikke ere det, men ere Satans Synagoge. ¹⁰ Frygt ikke, for hvad du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil kaste nogle af eder i Fængsel, for at I skulle fristes, og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, så vil jeg give dig Livets Krone ¹¹ Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den, som sejrer, skal ingenlunde skades af den anden Død.

¹² Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: Dette siger han, som har det tveæggede, skarpe Sværd: ¹³ Jeg ved, hvor du bor, der, hvor Satans Trone er; og du holder fast ved mit Navn og fornægtede ikke min Tro, i Antipas's, mit tro Vidnes Dage, han, som blev ihjelslået hos eder, der, hvor Satan bor. ¹⁴ Men jeg har noget lidet imod dig, at du har nogle hos dig, som holde fast ved Bileams Lære, der lærte Balak at sætte Snare for Israels Børn, for at de skulde spise Afgudsofferkød og bedrive Utugt. ¹⁵ Således har også du dem, som holde fast ved Nikolaiternes Lære på lignende Vis. ¹⁶ Omvend dig! Men hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil stride imod dem med min Munds Sværd. ¹⁷ Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den, som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Sten og på Stenen et nyt Navn skrevet, som ingen kender, uden den, der får det.

¹⁸ Og skriv til Menighedens Engel i Thyatira: Dette siger Guds Søn, der har Øjne som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Malm: ¹⁹ Jeg kender dine Gerninger og din Kærlighed og Tro og Tjeneste og Udholdenhed, ja, dine Gerninger, de sidste flere end de første. ²⁰ Men jeg har imod dig, at du finder dig i Kvinden Jesabel, som kalder sig selv en Profetinde og lærer og forfører mine Tjenere til at bedrive Utugt og spise Afgudsofferkød. ²¹ Og jeg har givet hende Tid til at omvende sig, men hun vil ikke omvende sig fra sin Utugt. ²² Se, jeg kaster hende på Sygelejet og hendes Bolere i stor Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gerninger. ²³ Og hendes Børn vil jeg slå med Død, og alle Menighederne skulle kende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give eder, hver efter eders Gerninger. ²⁴ Men til eder, de øvrige, som ere i Thyatira, så mange som ikke have denne Lære, fordi de ikke kende Satans Dybder, som de kalde det, til eder siger jeg: Jeg lægger ingen anden Byrde på eder. ²⁵ Kun skulle I holde fast ved det, I have, indtil jeg kommer. ²⁶ Og den, som sejrer, og som indtil Enden tager Vare på mine Gerninger, ham vil jeg give Mag over Hedningerne; ²⁷ og med en Jernstav skal han vogte dem, ligesom Lerkar sønderknuses, ligesom også jeg har modtaget det af min Fader; ²⁸ og jeg vil give ham Morgenstjernen. ²⁹ Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!