Hoseas 8-14
Dette er Biblen på dansk
8 Sæt hornet for din mund, som en ørn over Herrens Hus! fordi de brød min Pagt og overtrådte min Lov. 2 De råber til mig: "Min Gud! Vi, Israel, kender dig." 3 Israel vragede Lykken, lad så Fjenden forfølge dem. 4 De kårer sig Drot uden mig, uden mit Vidende Fyrster. Af deres Sølv og Guld lavede de sig Gudebilleder til egen Undergang. 5 Modbydelig er din kalv, Samaria; min Vrede luer imod dem hvor længe? De kan ikke slippe for Straf. 6 Thi den er et Værk af Israel, en Håndværker lavede den; den er ikke Gud. Nej, til Splinter skal Samarias Kalv blive.
7 Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire, der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet. 8 Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu for et Kar uden Værd. 9 Thi de er draget til Assur som et enligt strejfende Vildæsel. Efraim tinged med Elskovsgaver. 10 Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem nu; snart salver de ikke mere konge og Fyrster.
11 Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er blevet ham Altre til Synd; 12 jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke. 13 Slagtofre elsker de slagter, elsker Kød og æder; Herren behager de ej. Han mindes nu deres Skyld og straffer deres Synder. De skal tilbage til Ægypten. 14 Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme, og Juda byggede mange faste Stæder; derfor sender jeg Ild imod hans Byer, og den skal fortære hans Borge.
9 Israel, glæd dig ikke med Folkets jubel, ved Hor veg du bort fra din Gud, på hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn. 2 Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slår fejl for dem. 3 Ej skal de blive i Herrens Land; til Ægypten skal Efraim tilbage, spise uren Føde i Assur. 4 Ej skal de udgyde Vin for Herren, ej heller gøre Slagtoffer rede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser det uren: thi Hungeren kræver alt Brødet, i Herrens Hus kommer intet. 5 Hvad gør I på Højtidsdagen, på Herrens Festdag? 6 Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfis jorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skal bo i deres Telte.
7 Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens Dage, det skal Israel mærke. "Afsindig er Profeten, forrykt den af Ånden grebne" fordi din Brøde er stor og Fjendskabet stort! 8 I sin Guds Hus lurer Efraim på Profeten; der er Snarer på alle hans Veje, man gør Faldgruben dyb. 9 Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og straffer deres Synder.
10 Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner på Træet så jeg eders Fædre. De kom til Baal-Peor, til Skændselen viede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob. 11 Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab, Undfangelse forbi! 12 Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud uden Børn. Ja, ve også dem, når jeg viger fra dem! 13 Efraim så jeg som en Mand, der gør Jagt på sine Børn; thi Efraim selv fører Sønnerne ud til Bøddelen. 14 Giv dem, Herre ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skød og golde Bryster! 15 I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deres onde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikke mer, genstridige er alle deres Fyrster. 16 Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt; og får de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt. 17 Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse bliver de blandt Folkene.
10 En froding vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere Støtter. 2 Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han skal slå Altrene ned, lægge Støtterne øde. 3 De siger jo nu: "Vi har ingen Konge; thi Herren frygter vi ej; en Konge, hvad gavner han os?" 4 Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Ret bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer.
5 For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi den bortføres fra dem;
6 som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud. 7 Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade. 8 Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Torn og Tidsel gro. De siger til Bjergene: "Skjul os!" til Højene: "Fald ned over os!"
9 Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man: "Krig skal ej nå os!" Men jeg kom over de Niddinger, revsede dem; 10 Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde.
11 En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda for Harven. 12 Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs Nyjord og søg så Herren, til Retfærds Frugt bliver eder til Del.
13 I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte, 14 skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens Dag. Moder skal knuses hos Børn. 15 Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels Konge, ved Morgengry gøres til intet.
11 Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn 2 Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild, 3 Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem. 4 Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde. 5 Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke. 6 Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger. 7 Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op.
8 Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt. 9 Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke. 10 Herren skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet, 11 bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra Herren.
12 Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud med Skøger slår han sig sammen. 2 Efraims Hu står til Vind, efter Østenstorm jager han stadig, af Løgn og Svig er han fuld; med Assur slutter de Pagt, til Ægypten bringer de Olie.
3 Herren går i Rette med Juda og hjemsøger Jakob, gengælder ham efter hans Veje og efter hans Id. 4 I Moders Liv overlisted han sin Broder, han stred med Gud i sin Manddom, 5 ja stred med en Engel og sejred, han bad ham med Gråd om Nåde; i Betel traf han ham og talte med ham der, 6 Herren, Hærskarers Gud, Herren er hans Navn: 7 "Drag du nu hjem med din Gud, tag Vare på Kærlighed og Ret og bi bestandig på din Gud!" 8 I Kana'ans Hånd er falske Lodder, han elsker Svig. 9 Efraim siger: "Jeg vandt dog Rigdom og Gods!" Al hans Vinding soner ej Brøden, han øved. 10 Men jeg, som er Herren din Gud, fra du var i Ægypten, lader dig bo i Telt igen som i svundne Dage. 11 Jeg har talet til Profeterne og givet mange Syner, ved Profeterne talet i Lignelser. 12 Gilead er Løgn og Tomhed, i Gilgal ofrer de Tyre; som Stendynger langs med Markfurer er deres Altre. 13 Jakob flyede til Arams Slette, og Israel trællede for en kvindes Skyld, og for en Kvindes Skyld vogtede han kvæg. 14 Ved en Profet førte Herren Israel op fra Ægypten, og det vogtedes ved en Profet. 15 Efraim vakte bitter Vrede, han bærer Blodskyld; med Skændsel dænges han til, hans Herre gør Gengæld.
13 Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han forbrød sig med Ba'alog døde. 2 Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som Billeder af Sølv, Arbejderes Værk til Hobe; de siger: "Til dem skal I ofre!" Mennesker kysser Kalve! 3 Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner, der blæses fra Lo, som Røg fra Røghul skal de blive. 4 Og jeg er Herren din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser; 5 jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land. 6 Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev stolt; derfor glemte de mig. 7 Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen, 8 jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå dem sønder.
9 Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp? 10 Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle dine Byer, Herskerne, om hvem du siger: "Giv mig dog Konge og Fyrster!" 11 Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme.
12 Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen. 13 Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende. 14 Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg ej, thi et sært Barn er han.
15 En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig, tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer med alle dets Skatte. 14 1 Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op.
2 Israel, vend om til Herren din Gud, thi du faldt ved din Brøde. 3 Tag Angersord med og vend jer atter til Herren; sig til ham: "Tilgiv al vor Brøde, vær nådig! Vi betaler med Læbernes F1ugt. 4 Vi vil ej søge Hjælp hos Assur, ej lide på Stridshest, vi kalder ej mer vore Hænders Værk vor Gud; hos dig finder faderløs Medynk." 5 Jeg læger deres Frafald, elsker dem frivilligt, min Vrede har vendt sig fra dem. 6 Jeg vil være Israel som Dug, han skal blomstre som Liljen, Rod skal han slå som en Poppel 7 og bugne af Skud, som et Olietræ stå i Pragt, som Libanon dufte. 8 Atter skal de bo i min Skygge, Korn skal de avle, skyde som en Vinstok med Ry som Libanons Vin. 9 Hvad skal Efraim mere med Afguder? Jeg hører ham, ser ned til ham. Jeg er som en grøn Cypres, du får din Frugt fra mig. 10 Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det? Thi rette er Herrens Veje; retfærdige vandrer på dem, men Syndere snubler på dem.