Hebræerne 1-6

Dette er Biblen på dansk

1 Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder, til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, ² hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har skabt Verden; ³ han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje, ⁴ idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem.

⁵ Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag"? og fremdeles: "Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn"? ⁶ Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham". ⁷ Og om Englene hedder det: "Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue"; ⁸ men om Sønnen,: "Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav. ⁹ Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre". ¹⁰ Og: "Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger. ¹¹ De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon, ¹² ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende". ¹³ Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder"? ¹⁴ Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?

2 Derfor bør vi des mere agte på det, vi have hørt, for at vi ikke skulle rives bort. ² Thi når det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver Overtrædelse og Ulydighed f1k velforskyldt Løn, ³ hvorledes skulle da vi undfly, når vi ikke bryde os om så stor en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham, ⁴ idet Gud vidnede med både ved Tegn og Undere og mange Hånde kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligånd efter sin Villie.

⁵ Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om hvilken vi tale. ⁶ Men en har vidnet et Sted og sagt: "Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham? ⁷ Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og Ære kronede du ham; ⁸ alle Ting lagde du under hans Fødder". - Idet han nemlig underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte ham; ⁹ men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle, Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle.

¹⁰ Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser. ¹¹ Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre, ¹² når han siger: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i en Menighed vil jeg lovsynge dig." ¹³ Og fremdeles: "Jeg vil forlade mig på ham." Og fremdeles: "Se, her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig." ¹⁴ Efterdi da Børnene ere delagtige i Blod og Kød, blev også han i lige Måde delagtig deri, for at han ved Døden skulde gøre den magtesløs, som har Dødens Vælde, det er Djævelen, ¹⁵ og befri alle dem, som på Grund af Dødsfrygt vare under Trældom al deres Livs Tid. ¹⁶ Thi det er jo dog ikke Engle, han tager sig af, men Abrahams Sæd tager han sig af. ¹⁷ Derfor måtte han blive sine Brødre lig i alle. Ting, for at han kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud til at sone Folkets Synder. ¹⁸ Thi idet han har lidt, kan han som den, der selv er fristet, komme dem til Hjælp, som fristes.

3 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus, ² der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans Hus. ³ Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv. ⁴ Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud. ⁵ Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales; ⁶ men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.

⁷ Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst, ⁸ da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen, ⁹ hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År. ¹⁰ Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje, ¹¹ så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile" - ¹² så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud. ¹³ Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag", for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. ¹⁴ Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden. ¹⁵ Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen": ¹⁶ hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses? ¹⁷ Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen? ¹⁸ Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige? ¹⁹ Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.

4 Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommen for silde. ² Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet med Troen hos dem, som hørte det. ³ Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter hvad han har sagt: "Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile", omendskønt Gerningerne vare fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse. ⁴ Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger." ⁵ Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile." ⁶ Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den, og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind for deres Genstridigheds Skyld: ⁷ så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!" ⁸ Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale om en anden Dag siden efter. ⁹ Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. ¹⁰ Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.

¹¹ Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave Eksempel på. ¹² Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd, Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd. ¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab.

¹⁴ Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekendelsen! ¹⁵ Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd. ¹⁶ Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.

5 Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både Gaver og Slagtofre for Synder, ² som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed ³ og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således også for sig selv ⁴ Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron.

⁵ Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag," ⁶ som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis," ⁷ han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angst, ⁸ og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led, ⁹ og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, ¹⁰ idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

¹¹ Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre. ¹² Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde. ¹³ Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd; ¹⁴ men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.

6 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud, ² med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom. ³ Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det. ⁴ Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse ⁶ da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot. ⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud; ⁸ men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.

⁹ Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således. ¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige. ¹¹ Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden, ¹² for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne. ¹³ Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: ¹⁴ "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig." ¹⁵ Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. ¹⁶ Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse. ¹⁷ Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, ¹⁸ for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os, ¹⁹ hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget, ²⁰ hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.