1 Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.

² Hvor længe skal jeg klage, Herre, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser? ³ Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op. ⁴ Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.

⁵ Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes. ⁶ Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo. ⁷ Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra. ⁸ Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde ⁹ er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand. ¹⁰ Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den. ¹¹ Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.

¹² Er du ikke fra fordum Herren, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - Herre, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf? ¹³ Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd? ¹⁴ Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker: ¹⁵ Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad; ¹⁶ han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde. ¹⁷ Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?

2 Op på min Varde vil jeg stige; stå hen på mit Vagtsted og spejde, og se, hvad han taler i mig, hvad Svar han har på min Klage. ² Og Herren gav mig til Svar de Ord: "Skriv Synet op og rist det ind i Tavler, at det kan læses let; ³ thi Synet står ved Magt, træffer ind til Tide, usvigeligt iler det mod Målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke."

⁴ Se, opblæst, uredelig er Sjælen i ham, men den retfærdige skal leve ved sin Tro. ⁵ Han er der hos den frækkeste Røver, en hoven, frastødende Mand, der som Dødsriget opspiler Gabet, som Døden uden at mættes, skraber alle Folkene til sig, sanker alle Folkeslag til sig. ⁶ Visselig skal de alle istemme en Hånsang, en Smædevise fuld af Hentydninger til ham og sige: Ve ham, der dynger andres Gods op - hvor længe? - og læsser Pantegods på sig! ⁷ Thi brat står dine Skyldherrer op; de, som vil rykke dig, vågner; da bliver du dem til Bytte. ⁸ Fordi du har plyndret mange Folk, skal du plyndres af al Folkeslagenes Rest for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der. ⁹ Ve ham, som søger ublu Vinding til sit Hus for at bygge sin Rede højt og redde sig fra Ulykkens Hånd. ¹⁰ Dit Hus får Skam af dit Råd.Du nedtrådte mange Folkeslag, men satte din Sjæl i Vove. ¹¹ Thi Stenen råber fra Væggen, fra Træværket svarer Bjælken. ¹² Ve ham, som bygger By med Blod og rejser en Stad med Uret, ¹³ (er dette ikke, fra Hærskarers Herre?) så Folkeslag slider for Ilden, og Folkefærds Møje er spildt. ¹⁴ Thi Jorden skal fyldes af Kundskab om Herrens Herlighed, som Vandene dækker Havets Bund. ¹⁵ Ve ham, som lader Venner drikke en Rus af Fade og Skåle for at få deres Blusel at se. ¹⁶ Du mætted dig med Skam for Ære. Drik selv, vis din Forhud frem! Nu kommer Bægeret fra Herrens højre til dig og Skændsel til din Ære. ¹⁷ Thi du tynges af Vold mod Libanon, knuses for Misbrug af Dyr, for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der. ¹⁸ Hvad gavner det skårne Billed, at en Billedskærer skærer det ud, det støbte Billed, hvis Spådom er falsk, at en Billedskærer stoler derpå, så han laver stumme Guder? ¹⁹ Ve den, som siger til Træ: "Vågn op!" til Sten uden Mæle:" - Stå op!" Den skulde kunne spå! Se, den er klædt i Guld og Sølv, men af Ånd har den intet i sig. ²⁰ Men Herren er i sin Helligdom; stille for ham, al Jorden!

3 En Bøn af Profeten Hahakkuk. Al-sjigjonot. ² Herre, jeg har hørt dit Ry, jeg har skuet din Gerning, Herre. Fuldbyrd det i Årenes Løb, åbenbar dig i Årenes Løb, kom Barmhjertighed i Hu under Vreden!

³ Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans Bjerge. - Sela. Hans Højhed skjuler Himlen, hans Herlighed fylder Jorden. ⁴ Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgår Stråler; der er hans Vælde i Skjul. ⁵ Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger Sot. ⁶ Hans Fjed får Jorden til at skælve, hans Blik får Folk til at bæve. De ældgamle Bjerge brister, de evige Høje synker, ad evige Stier går han. ⁷ Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i Midjans Land. ⁸ Er Herren da vred på Strømmene, gælder din Vrede Strømmene, gælder din Harme Havet, siden du farer frem på dine Heste og dine Vogne drøner. ⁹ Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter du med Pile. - Sela. Du kløver Jorden i Strømme, ¹⁰ Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender Regnskyl, og Afgrunden løfter sin Røst. ¹¹ Solen glemmer at stå op, Månen bliver i sit Bo; de flygter for Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd. ¹² I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper Folk i Vrede. ¹³ Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at frelse din Salvede. Du knuser den gudløses Hustag, blotter Grunden til Klippen. - Sela. ¹⁴ Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, bans Høvdinger splittes. ¹⁵ Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes Dynd.

¹⁶ Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved Braget skjalv mine Læber; Edder for i mine Ben, og under mig vakled mine Skridt. Jeg bier på Trængselens Dag over Folket, som volder os Krig.

¹⁷ Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet, Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser. ¹⁸ Men jeg vil frydes i Herren, juble i min Frelses Gud. ¹⁹ Den Herre Herren er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens og lader mig gå på mine Høje. Til Sangmesteren. Med Strengespil.

1 HerrenS ord, som kom til Zefanias, en Søn af Kusji, en Søn af Gedalja, en Søn af Amarja, en Søn af Ezekias, i de Dage da Josias, Amons Søn, var Konge i Juda.

² Jeg bortriver, bortriver alt fra Jorden, lyder det fra Herren; ³ jeg bortriver Folk og Fæ, jeg bortriver Himlens Fugle og Havets Fisk. Gudløse bringer jeg til Fald, og Syndere rydder jeg, bort fra Jorden, lyder det fra Herren. ⁴ JegudrækkerHåndenmodJuda og alle Jerusalems Borgere. Jeg fjerner den sidste Ba'al fra dette Sted og Afgudspræsternes Navn med Præsterne ⁵ og dem, som på Tagene tilbeder Himlens Hær, og dem, som tilbeder Herren og sværger til bam, men også sværger ved Milkom, ⁶ og dem, som veg bort fra Herren, ej søger, ej rådspørger Herren.

⁷ Stille for den Herre Herren! Thi hans Dag er nær; thi Herren har et Offer rede, han har helliget de budne. ⁸ Og på Herrens Offerdag skal det ske: Da vil jeg hjemsøge Fyrsterne og Kongens Sønner og alle dem, som er klædt i udenlandsk Dragt. ⁹ Den Dag hjemsøget jeg alle, som hopper over Tærsklen, som fylder deresHerresHus med Vold og Svig.

¹⁰ Den Dag skal det ske, så lyder det fra Herren: Hør Skrig fra Fiskeporten og Jamren fra den nye Bydel. fra Højene et vældigt Brag! ¹¹ Beboerne i Morteren jamrer, thi slettet er alt Kræmmerfolket, udryddet enhver, som vejer Sølv.

¹² Til den Tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med Lygter og hjemsøger Mændene der, som ligger i Ro på deres Bærme, som siger i deres Hjerte: "Herren gør hverken godt eller ondt." ¹³ Deres Gods skal gøres til Bytte, deres Huse skal ødelægges. De skal vel bygge Huse, men ej bo deri, vel plante Vingårde, men Vinen skal de ikke drikke.

¹⁴ Nær er Herrens Dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, Herrens Dag, den bitre! Da udstøder Helten Skrig. ¹⁵ Den Dag er en Vredens Dag, en Trængselens og Nødens Dag, en Ødelæggelsens og Ødets Dag, en Mørkets og Mulmets Dag, en Skyernes og Tågens Dag, ¹⁶ en Hornets og Krigsskrigets Dag imod de faste Stæder og imod de knejsende Tinder. ¹⁷ Over Menneskene bringer jeg Trængsel; som blinde vanker de om, fordi de synded mod Herren. Deres Blod øses ud som Støv, deres Livssaft ligesom Skarn. ¹⁸ Hverken deres Sølv eller Guld evner at frelse dem på Herrens Vredes Dag, når hele Jorden fortæres af hans Nidkærheds Ild; thi Undergang, ja brat Tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på Jorden.

2 Saml jer,saml jer, I Folk, som ej kender Skam, ² før l endnu er blevet som flyvende Avner, før Herrens glødende Harme kommer over eder, før Herrens Vredes Dag kommer over eder. ³ Søg Herren, alle l ydmyge i Landet, som holder hans Bud, søg Retfærd, søg Ydmyghed! Måske kan l skjule jer på Herrens Vredes Dag.

⁴ Thi Gaza skal ligge forladt og Askalon øde, Asdod drives bort ved Middag, Ekron udryddes. ⁵ Ve dem, som bor ved Stranden, Kreternes Folk; Herrens Ord over dig, Kana'an, Filisternes Land! Jeg gør dig til intet, så ingen bor der. ⁶ Du skal blive til Græsmark for Hyrder, til Folde for Småkvæg. ⁷ Og Stranden skal tilfalde Resten af Judas Hus; de skal græsse derpå. Lejr skal de slå ved Kvæld i Askalons Huse. Thi Herren deres Gud ser til dem og vender deres Skæbne.

⁸ Jeg hørte Moabs Spot, Atnmoniternes hånende Ord, med hvilke de spotted mit Folk, hovmoded sig over deres Land. ⁹ Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra Hærskarers Herre, Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma, Ammoniterne som Gomorra, Jord for Nælder, et Salthul, Ørken til evig Tid. Resten af mit Folk skal plyndre dem; hvad der levnes af mit Folk skal eje dem. ¹⁰ Dette skal times dem for deres Hovmod, fordi de hånede Hærskarers Herres Folk og gjorde sig store over for det. ¹¹ Frygtelig er Herren for dem; thi han udrydder alle Jordens Guder, og alle Hedningemes fjerne Strande skal tilbede ham, hver på sit Sted.

¹² 0gså I Ætiopere skal falde for Herrens Sværd, ¹³ og han udrækker Hånden mod Nord og tilintetgør Assur, Nineve gør han til Ødemark, tørt som en Ørk; ¹⁴ Hjorde skal lejre sig deri, hvert Slettens Dyr; på dets Søjlehoveder sover Pelikan og Rørdrum, i Vinduet skriger Uglen, Ravnen på Tærsklen. ¹⁵ Det er den jublende By, som lå så trygt, som sagde i sit Hjerte: "Jeg og ellers ingen." Hvor er den dog blevet øde, et Raststed for Dyr! Enhver, som kommer forbi den håner med Fløjt og Hånd.

3 Ve den genstridige, urene, grumme By! ² Den hører ej Herrens Røst, tager ikke mod Tugt. På Herren stoler den ej, holder sig ej til Gud. ³ Fyrsterne i dens Midte er brølende Løver, dens dommere som Ulve ved Kvæld, der ej levner til Morgen; ⁴ Skrydere er dens Profeter, troløse Mænd, dens Præster vanærer det hellige, øver Vold mod Loven. ⁵ Herren er retfærdig i dens Midte, gør ikke Uret; hver Morgen gør han Ret, ej svigte Lyset, til Uret kender han ikke. ⁶ I Stridslarm udrydded jeg Folk, deres Tinder er øde, deres Gader lagde jeg øde, så ingen går der, deres Byer er hærget, mennesketomme, ingen bor der. ⁷ Jeg tænkte: "Den må dog frygte mig, tage mod Tugt; intet af alt, hvad jeg bød, vil gå den ad Glemme." Men des tidligere var de i Gang med al deres Ondskab.

⁸ Bi derfor på mig, så lyder det fra Herren, på Dagen, jeg fremstår som Vidne! Thi min Ret er at sanke Folkene, samle Rigerne og udøse over dem min Vrede, al min Harmglød; thi af min Nidkærheds Ild skal al Jorden fortæres. ⁹ Thi da vil jeg give Folkene rene Læber, så de alle påkalder Herren og tjener ham endrægtigt. ¹⁰ Fra Landet hinsides Floden bringer de mig Bukke, fra Patros kommer de med Afgrødeoffer til mig. ¹¹ Hin bag skal du ikke beskæmmes i al din tid, med hvilken du synded mod mig; thi da vil jeg fjerne fra dig de jublende stolte, du skal ikke hovmode dig mer på mit hellige Bjerg. ¹² Jeg levner i din Midte et Folk, som er ydmygt og ringe, og Israels Rest skal lide på Herrens Navn. ¹³ Uret øver de ikke og taler ej Løgn, der findes ej i deres Mund en svigefuld Tunge; thi de skal græsse og raste uden at skræmmes.

¹⁴ Jubl, du Zions Datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af hele dit Hjerte, Jerusalems Datter! ¹⁵ Herren har slettet din Dom, bortdrevet dine Fjender. I din Midte er Israels Konge, Herren, ej mere skuer du ondt. ¹⁶ På hin Dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke Hænderne synke! ¹⁷ I dig er Herren din Gud, en Helt, som frelser. Han glæder sig over dig med Fryd, han tier i sin Kærlighed, han fryder sig over dig med Jubel som på Festens Dag; ¹⁸ den Tid er omme, da du bærer på Skam over ham. ¹⁹ Se, på hin Tid gør jeg Ende på alle, som kuede dig, og jeg frelser, hvad der halter, og sanker det spredte og giver dem Ære og Ry på hele Jorden. ²⁰ På hin Tid bringer jeg eder hjem, og på hin Tid samler jeg eder; thi jeg giver eder Ry og Ære blandt alle Jordens Folkeslag, når jeg vender eders Skæbne for eders Øjne, siger Herren.