1 Mosebog 8-11
Dette er Biblen på dansk
8 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde; 2 Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede, 3 og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb. 4 På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge, 5 og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem. 6 Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken, 7 og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden. 8 Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade; 9 men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig. 10 Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken; 11 ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden. 12 Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham. 13 I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør. 14 På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
15 Da sagde Gud til Noa: 16 "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner 17 og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!" 18 Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner; 19 og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.
20 Derpå byggede Noa Herren et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret. 21 Og da Herren indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort! 22 Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"
9 Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden! 2 Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet! 3 Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen. 4 Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise! 5 Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv. 6 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene. 7 Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!"
8 Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner: 9 "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder 10 og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr; 11 jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!"
12 Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder: 13 Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden! 14 Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne, 15 vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød. 16 Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden." 17 Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!"
18 Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an; 19 det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.
20 Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård. 21 Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt. 22 Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det; 23 men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel. 24 Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham, 25 sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!" 26 Fremdeles sagde han: "Lovet være Herren, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl! 27 Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!"
28 Noa levede 350 År efter Vandfloden; 29 således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.
10 Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.
2 Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras. 3 Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma. 4 Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne; 5 fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.
6 Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an. 7 Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan. 8 Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden. 9 Han var en vældig Jæger for Herrens Øjne; derfor siger man: "En vældig Jæget for Herrens Øjne som Nimrod." 10 Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i Sinear; 11 fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot- Ir, Kela 12 og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By. 13 Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne, 14 Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne. 15 Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het, 16 Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne, 17 Hivviterne, Arkiterne, Siniterne, 18 Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kana'anæernes Slægter sig, 19 så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim indtil Lasja. 20 Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
21 Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder, fødtes der Sønner. 22 Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram. 23 Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj. 24 Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber; 25 Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan. 26 Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera, 27 Hadoram, Uzal, Dikla, 28 Obal, Abimael, Saba, 29 0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner, 30 og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge. 31 Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
32 Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.
11 Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog. 2 Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned. 3 Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk. 4 Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!" 5 Men Herren steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede, 6 og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem; 7 lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!" 8 Da spredte Herren dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen. 9 Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede Herren al Jordens Tungemål, og derfra spredte Herren dem ud over hele Jorden.
10 Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden; 11 og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre. 12 Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela; 13 og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. 14 Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber; 15 og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. 16 Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg; 17 og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre. 18 Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u; 19 og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre. 20 Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug; 21 og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre. 22 Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor; 23 og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre. 24 Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara; 25 og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre. 26 Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.
27 Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran. Haran avlede Lot. 28 Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim. 29 Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader. 30 Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn. 31 Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der. 32 Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.