23 Sara levede l27 År, så mange var Saras Leveår. ² Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende. ³ Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til Hetiterne: ⁴ "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt!" ⁵ Da svarede Hetiterne Abraham: ⁶ "Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin Grav og hindre dig i at jorde din døde." ⁷ Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på Stedet, ⁸ og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn, ⁹ så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den til Gravsted!"

¹⁰ Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port: ¹¹ "Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den; jord du kun din døde!" ¹² Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet ¹³ og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af mig, så jeg kan jorde min døde der." ¹⁴ Da sagde Efron til Abraham: ¹⁵ "Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din døde!" ¹⁶ Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt. ¹⁷ Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken ¹⁸ over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind gennem hans Bys Port. ¹⁹ Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land. ²⁰ Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til Abraham som Gravsted.

24 Abraham var blevet gammel og til Års, og Herren havde velsignet ham i alle Måder. ² Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd, ³ så jeg kan tage dig i Ed ved Herren, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre. blandt hvem jeg bor, ⁴ men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en Hustru derfra!" ⁵ Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du vandrede ud fra?" ⁶ Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil! ⁷ Herren, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra; ⁸ men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!" ⁹ Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor ham Eden.

¹⁰ Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i Aram Naharajim. ¹¹ Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid, ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand; ¹² og han bad således: "Herre. du min Herre Abrahams Gud, lad det lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham! ¹³ Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går ud for at hente Vand; ¹⁴ og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist Miskundhed mod min Herre!"

¹⁵ Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru Milka, gående med Krukken på Skulderen, ¹⁶ en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand. Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen. ¹⁷ Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!" ¹⁸ Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin Hånd og lod ham drikke; ¹⁹ og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst." ²⁰ Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans Kameler.

²¹ Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om Herren havde ladet hans Rejse lykkes eller ej; ²² og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering, der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti Guldsekel, og satte dem på hendes Arme; ²³ og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der Plads til os i din Faders Hus for Natten?" ²⁴ Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;" ²⁵ og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos os og Plads til at overnatte " ²⁶ Da bøjede Manden sig og tilbad Herren, ²⁷ idet han sagde: "Lovet være Herren, min Herre Abrahams Gud. som ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed! Herren har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus." ²⁸ Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders Hus.

²⁹ Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til Manden ved Kilden; ³⁰ og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved Kilden; ³¹ og han sagde: "Kom, du Herrens velsignede, hvorfor står du herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne." ³² Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for Manden og hans Ledsagere. ³³ Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde, før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"

³⁴ Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl. ³⁵ Herren har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler ³⁶ og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer. ³⁷ Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor; ³⁸ Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra! ³⁹ Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig? ⁴⁰ svarede han: Herren, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus; ⁴¹ i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig! ⁴² Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: Herre, du min Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg nu har for! ⁴³ Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke! ⁴⁴ og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine Kameler! lad hende da være den Kvinde, Herren har udset til min Herres Søn! ⁴⁵ Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at drikke! ⁴⁶ løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også Kamelerne at drikke. ⁴⁷ Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme; ⁴⁸ og jeg bøjede mig og tilbad Herren, og jeg lovede Herren, min Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg: kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn! ⁴⁹ Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det, og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette mig efter!"

⁵⁰ Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra Herren,. vi kan hverken gøre fra eller til! ⁵¹ Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan: blive din Herres Søns Hustru, således som Herren har sagt!" ⁵² Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for Herren. ⁵³ Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver. ⁵⁴ Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da, de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare til. min Herre!" ⁵⁵ Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage bort" ⁵⁶ Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu Herren har ladet min Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!" ⁵⁷ De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!" ⁵⁸ Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!" ⁵⁹ Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere; ⁶⁰ og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders Porte!" ⁶¹ Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort. ⁶² Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og han boede i Sydlandet. ⁶³ Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede, så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig. ⁶⁴ Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen ⁶⁵ og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit Slør og tilhyllede sig. ⁶⁶ Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet. ⁶⁷ Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin Moder.

7 Dømmer ikke,for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes, ² og med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder. ³ Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje bliver du ikke var? ⁴ Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Lad mig drage Skæven ud af dit Øje; og se, Bjælken er i dit eget Øje. ⁵ Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at tage Skæven ud af din Broders Øje.

⁶ Giver ikke Hunde det hellige, kaster ikke heller eders Perler for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive eder.

⁷ Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder. ⁸ Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. ⁹ Eller hvilket Menneske er der iblandt eder, som, når hans Søn beder ham om Brød, vil give ham en Sten? ¹⁰ Eller når han beder ham om en Fisk, mon han da vil give ham en Slange? ¹¹ Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som bede ham!

¹² Altså, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, det skulle også I gøre imod dem; thi dette er Loven og Profeterne.

¹³ Går ind ad den snævre Port; thi den Port er vid, og den Vej er bred,som fører til Fortabelsen, og de ere mange, som gå ind ad den; ¹⁴ thi den Port er snæver, og den Vej er trang, som fører til Livet og de er få, som finde den

¹⁵ Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i Fåreklæder, men indvortes ere glubende Ulve. ¹⁶ Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figener af Tidsler? ¹⁷ Således bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det rådne Træ bærer slette Frugter. ¹⁸ Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et råddent Træ kan ikke bære gode Frugter. ¹⁹ Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden. ²⁰ Altså skulle I kende dem af deres Frugter. ²¹ Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriges Rige, men den, der gør min Faders Villie, som er i Himlene. ²² Mange skulle sige til mig på hin Dag: Herre, Herre! have vi ikke profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Ånder ved dit Navn, og have vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit Navn? ²³ Og da vil jeg bekende for dem Jeg kendte eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øve Uret!

²⁴ Derfor, hver den, som hører disse mine Ord og gør efter dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus på Klippen, ²⁵ og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og sloge imod dette Hus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet på Klippen. ²⁶ Og hver den, som hører disse mine Ord og ikke gør efter dem, skal lignes ved en Dåre, som byggede sit Hus på Sandet, ²⁷ og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og stødte imod dette Hus, og det faldt, og dets Fald var stort."

²⁸ Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, vare Skarerne slagne af Forundring over hans Lære; ²⁹ thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som deres skriftkloge.