13 ¹ og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham.

² Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld; ³ og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj, ⁴ til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der Herrens Navn. ⁵ Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte. ⁶ Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen. ⁷ Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet. ⁸ Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder! ⁹ Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!" ¹⁰ Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før Herren ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som Herrens Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til, ¹¹ valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes, ¹² idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma. ¹³ Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod Herren.

¹⁴ Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde Herren til denne: "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest; ¹⁵ thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid, ¹⁶ og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv. ¹⁷ Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!" ¹⁸ Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede Herren et Alter.

14 Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim. ² lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar. ³ Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet. ⁴ I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra; ⁵ og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim ⁶ og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand; ⁷ så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar.

⁸ Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp ⁹ med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem. ¹⁰ Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene. ¹¹ Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort; ¹² ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.

¹³ Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller. ¹⁴ Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte efter Fjenden til Dan; ¹⁵ der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus. ¹⁶ Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.

¹⁷ Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen. ¹⁸ Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin ¹⁹ og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, ²⁰ og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.

²¹ Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og behold selv Godset!" ²² Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til Herren, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på, ²³ at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig! ²⁴ Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"

15 Nogen Tid efter kom HerrenS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!" ² Men Abram svarede: "Herre", Herre, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus." ³ Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!" ⁴ Og se, Herrens Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig." ⁵ Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!" ⁶ Da troede Abram Herren, og han regnede ham det til Retfærdighed.

⁷ Derpå sagde han til ham: "Jeg er Herren, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!" ⁸ Men han svarede: "Herre, Herre, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?" ⁹ Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!" ¹⁰ Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over. ¹¹ Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort. ¹² Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke. ¹³ Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År. ¹⁴ Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods. ¹⁵ Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom. ¹⁶ I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

¹⁷ Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe. ¹⁸ På den Dag sluttede Herren Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden, ¹⁹ det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne, ²⁰ Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne, ²¹ Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne."

5 Men da han så Skarerne, steg han op på Bjerget; og da han havde sat sig, gik hans Disciple hen til ham, ² og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde:

³ "Salige ere de fattige i Ånden, thi Himmeriges Rige er deres. ⁴ Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales. ⁵ Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden. ⁶ Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes. ⁷ Salige ere de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed. ⁸ Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud. ⁹ Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn. ¹⁰ Salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres. ¹¹ Salige ere I, når man håner og forfølger eder og lyver eder alle Hånde ondt på for min Skyld. ¹² Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himlene; thi således have de forfulgt Profeterne, som vare før eder.

¹³ I ere Jordens Salt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og nedtrædes af Menneskene. ¹⁴ I ere Verdens Lys; en Stad, som ligger på et Bjerg, kan ikke skjules. ¹⁵ Man tænder heller ikke et Lys og sætter det under Skæppen, men på Lysestagen; så skinner det for alle dem, som ere i Huset. ¹⁶ Lader således eders Lys skinne for Menneskene, at de må se eders gode Gerninger og ære eders Fader, som er i Himlene.

¹⁷ Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller Profeterne;jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. ¹⁸ Thi sandelig, siger jeg eder, indtil Himmelen og Jorden forgår, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgå af Loven, indtil det er sket alt sammen. ¹⁹ Derfor, den, som bryder et at de mindste af disse Bud og lærer Menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriges Rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige. ²⁰ Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgår de skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.

²¹ I have hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel, men den, som slår ihjel, skal være skyldig for Dommen. ²² Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred på sin Broder uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Rådet; og den, som siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild. ²³ Derfor, når du ofrer din Gave på Alteret og der kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig, ²⁴ så lad din Gave blive der foran Alteret, og gå hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offer din Gave! ²⁵ Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, medens du er med ham på Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren, og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel. ²⁶ Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du får betalt den sidste Hvid.