3 Så sagde han til mig: "Menneskesøn, slug hvad du her har for dig, slug denne Bogrulle og gå så hen og tal til Israels Hus!" ² Så åbnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen ³ og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din Bug fortære den Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!" Og jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.

⁴ Så sagde han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels Hus og tal mine Ord til dem! ⁵ Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Mål og tungt Mæle, ⁶ ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvis Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre dig. ⁷ Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi hele Israels Hus har hårde Pander og stive Hjerter. ⁸ Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres Ansigter og din Pande hård som deres Pander; ⁹ som Diamant, hårdere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt!" ¹⁰ Videre sagde han til mig: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine Ører; ¹¹ og gå så hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og sig: Så siger den Herre Herren! - hvad enten de så hører eller ej!"

¹² Så løftede Ånden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt Jordskælv, da Herrens Herlighed hævede sig fra sit Sted, ¹³ og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet. ¹⁴ Og Ånden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter og gram i Hu, idet Herrens Hånd var over mig med Vælde. ¹⁵ Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede hen for mig.

¹⁶ Syv Dage senere kom Herrens Ord til mig således: ¹⁷ Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig. ¹⁸ Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd. ¹⁹ Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin Gudløshed og sin Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl. ²⁰ Og når en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd. ²¹ Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din Sjæl.

²² Siden kom Herrens Hånd over mig der, og han sagde til mig: "Stå op og gå ud i dalen, der vil jeg tale med dig!" ²³ Så stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod Herrens Herlighed, som jeg havde set denved Floden Kebar. Da faldt jeg på mit Ansigt. ²⁴ Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine Fødder. Så taIede han til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit Hus! ²⁵ Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Bånd på dig og binde dig, så du ikke kan gå ud iblandt dem; ²⁶ og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, så du bliver stum og ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt. ²⁷ Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din Mund, og du skal sige til dem: Så siger den Herre Herren! Så får den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en genstridig Slægt.

4 Du Mennneskesøn tag dig en teglsten, læg den for dig og indrids i den et Billede af en By, Jerusalem; ² og kast en Vold op omkring den, byg Belejringstårne, opkast Stormvold, lad Hære lejre sig imod den og rejs Stormbukke mod den fra alle Sider; ³ tag dig så en Jernpande og sæt den som en Jernvæg op mellem dig og Byen og ret dit Ansigt imod den. Således skal den være omringet, og du skal trænge den. Det skal være Israels Hus et Tegn.

⁴ Og læg du dig på din venstre Side og tag, Israels Huss Misgerning på dig; alle de Dage du ligger således, skal du bære deres Misgerning. ⁵ Deres Misgernings År gør jeg til lige så mange Dage for dig, 190 Dage; så længe skal du bære Israels Huss Misgerning. ⁶ Og når de er til Ende, læg dig så på din højre Side og bær Judas Huss Misgerning 40 Dage; for hvert År giver jeg dig en Dag. ⁷ Og du skal rette dit Ansigt og din blottede Arm mod det omringede Jerusalem og profetere imod det. ⁸ Og se, jeg lægger Bånd på dig, så du ikke kan vende dig fra den ene Side til den anden, før din Belejrings Dage er til Ende.

⁹ Og tag du dig Hvede, Byg, Bønner, Linser, Hirse og Spelt, kom det i et og samme Kar og lav dig Brød deraf; alle de Dage du ligger på Siden, 190 Dage, skal det være din Mad; ¹⁰ og Maden, du får, skal være efter Vægt, tyve Sekel daglig; du skal spise den een Gang daglig. ¹¹ Og Vand skal du drikke efter Mål, en Sjettedel Hin; du skal drikke een Gang daglig. ¹² Og som Bygkager skal du spise det og bage det ved Menneskeskarn i deres Påsyn. ¹³ Og du skal sige: "Så sige Herren: Således skal Israeliterne have urent Brød til Føde blandt de Folk, jeg bortstøder dem til!" ¹⁴ Men jeg sagde: "Ak, Herre, Herre, jeg har endnu aldrig været uren; noget selvdødt eller sønderrevet har jeg fra Barnsben aldrig spist, og urent Kød kom aldrig i min Mund!" ¹⁵ Da svarede han: "Vel, jeg tillader dig at tage Oksegødning i Stedet for Menneskeskarn og bage dit Brød derved." ¹⁶ Videre sagde han til mig: Menneskesøn! Se, jeg bryder Brødets Støttestav i Jerusalem; Brød skal de spise efter Vægt og i Angst, og Vand skal de drikke efter Mål og i Rædsel, ¹⁷ for at de må mangle Brød og Vand og alle som een være slagne af Rædsel og hensmægte i deres Misgerning.

²⁰ Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående kommende Ting. ²¹ Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad, lænende sig over sin Stav. ²² Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Ben. ²³ Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de frygtede ikke for Kongens Befaling. ²⁴ Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af Faraos Datter ²⁵ og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en kortvarig Nydelse af Synd, ²⁶ idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen. ²⁷ Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi som om han så den usynlige, holdt han ud. ²⁸ Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem. ²⁹ Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens Ægypterne druknede under Forsøget derpå. ³⁰ Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage. ³¹ Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi hun modtog Spejderne med Fred. ³² Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og Profeterne, ³³ som ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnåede Forjættelser, stoppede Løvers Mund, ³⁴ slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at vige. ³⁵ Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en bedre Opstandelse. ³⁶ Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel; ³⁷ de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede ³⁸ (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og i Huler og Jordens Kløfter. ³⁹ Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede ikke Forjættelsen, ⁴⁰ efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke skulde fuldkommes uden os.