11 Så løftede Ånden mig og bragte mig til Herrens huses østport, den der vender mod Øst. Og se, ved Indgangen til Porten var der fem og tyve Mænd, og jeg så iblandt dem Jaazanja, Azzurs Søn, og Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster. ² Og han sagde til mig: "Menneskesøn! Det er de Mænd, som pønser på Uret og lægger onde Råd op i denne By, ³ idet de siger: "Er Husene ikke nys bygget? Byen er Gryden, vi Kødet!" ⁴ Profeter derfor imod dem, profeter, Menneskesøn! ⁵ Så faldt Herrens Ånd på mig, og han sagde til mig: Sig: Så siger Herren: Således taler I, Israels Hus; jeg kender godt, hvad der stiger op i eders Ånd. ⁶ Mange har I dræbt i denne By; I har fyldt dens Gader med dræbte. ⁷ Derfor, så siger den Herre Herren: De, som I dræbte og henslængte i dens Midte, de er Kødet, og Byen er Gryden; men eder vil jeg føre ud af den. ⁸ I frygter for Sværd, og Sværd vil jeg bringe over eder, lyder det fra den Herre Herren. ⁹ Jeg vil føre eder ud af den og give eder i fremmedes Hånd, og jeg vil holde Dom over eder. ¹⁰ For Sværd skal I falde; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. Og I skal kende, at jeg er Herren. ¹¹ Byen skal ikke være eder en Gryde, og I skal ikke være Kødet deri; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. ¹² Og I skal kende, at jeg er Herren, hvis Vedtægter I ikke fulgte, og hvis Lovbud I ikke levede efter, hvorimod I levede efter eders Nabofolks Lovbud. - ¹³ Men medens jeg profeterede således, døde Pelatja, Benajas Søn. Da faldt jeg på mit Ansigt og råbte med høj Røst: "Ak, Herre, Herre, vil du da helt udrydde Israels Rest?"

¹⁴ Så kom Herrens Ord til mig således: ¹⁵ Menneskesøn! Dine Brødre, dine Medfanger og alt Israels Hus, alle de, om hvem Jerusalems Indbyggere siger: "De er langt borte fra Herren, os er Landet givet i Eje!" - ¹⁶ derfor skal du sige: Så siger den Herre Herren: Ja, jeg har ført dem langt bort blandt Folkene og spredt dem i Landene, og kun i ringe Måde var jeg dem en Helligdom i de Lande, hvor de kom hen. ¹⁷ Men derfor skal du sige: Så siger den Herre Herren: Jeg vil samle eder sammen fra Folkeslagene og sanke eder op i Landene, hvor I er spredt, og give eder Israels Jord. ¹⁸ Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige Guder og alle dets Vederstyggeligheder; ¹⁹ jeg giver dem et nyt Hjerte og indgiver dem en ny Ånd; jeg tager Stenhjertet ud af deres Legeme og giver dem et Kødhjerte, ²⁰ for at de må følge mine Vedtægter og holde mine Lovbud og gøre efter dem. Så skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. ²¹ Men hines Hjerter holder sig til deres væmmelige Guder og deres Vederstyggeligheder; dem gengælder jeg deres Færd, lyder det fra den Herre Herren.

²² Så løftede keruberne Vingerne og samtidig Hjulene; og Israels Guds Herlighed var oven over dem. ²³ Og Herrens Herlighed steg op fra Byen og stillede sig på Bjerget østen for. ²⁴ Derpå løftede Ånden mig og bragte mig ved Guds Ånd i Synet til de landflygtige i Kaldæa; og Synet, som jeg havde skuet, steg op og svandt bort. ²⁵ Så kundgjorde jeg de landflyggige alle de Ord, Herren havde åbenbaret mig.

12 Herrens Ord kom til mig således: ² Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige Slægt, som har Øjne at se med, men ikke ser, og Ører at høre med, men ikke hører, thi de er en genstridig Slægt. ³ Men du, Menneskesøn, udrust dig ved højlys Dag i deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed, og drag så i deres Påsyn fra Stedet, hvor du bor, til et andet Sted! Måske de så får Øjnene op; thi de er en genstridig Slægt. ⁴ Bær ved højlys dag i deres Påsyn dine Sager udenfor, som om du skal i Landflygtighed, men selv skal du drage bort om Aftenen i deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed. ⁵ Slå i deres Påsyn Hul i Væggen og drag ud derigennem; ⁶ tag Sagerne på Skulderen og drag ud i Bælgmørke med tilhyllet Ansigt uden at se Landet; thi jeg gør dig til et Tegn for Israels Hus! ⁷ Og jeg gjorde, som der bødes mig: Jeg bar ved højlys Dag mine Sager udenfor, som om jeg skulde i Landflygtighed, og om Aftenen slog jeg med Hånden Hul i Væggen, og i Bælgmørke drog jeg ud; jeg tog det på Skulderen i deres Påsyn. ⁸ Næste Morgen kom Herrens Ord til mig således: ⁹ Menneskesøn! Har Israels Hus, den genstridige Slægt, ikke spurgt dig: "Hvad gør du der?" ¹⁰ Sig til dem: Så siger den Herre Herren: Således skal det være med Fyrsten, denne Byrde i Jerusalem, og hele Israels Hus derinde. ¹¹ Sig: Jeg er eder et Tegn; som jeg har gjort, skal der gøres med dem: I Landflygtighed og Fangenskab skal de drage. ¹² Og Fyrsten i deres Midte skal tage sine Sager på Skulderen, og i Bælgmørke skal han drage ud, han skal slå Hul i Væggen for at drage ud derigennem, og han skal tilhylle sit Ansigt for ikke at se Landet. ¹³ Men jeg breder mit Net over ham, og han skal fanges i mit Garn; og jeg bringer ham til Bael i kaldæernes Land, som han dog ikke skal se; og der skal han dø. ¹⁴ Og alle hans Omgivelser, hans Hjælpere og alle hans Hærskarer vil jeg udstrø for alle Vinde og drage Sværdet bag dem. ¹⁵ Da skal de kende, at jeg er Herren, når jeg spreder dem: blandt Folkene og udstrør dem i Landene. ¹⁶ Kun nogle få af dem levner jeg fra Sværd, Hunger og Pest, for at de kan fortælle om alle deres Vederstyggeligheder blandt de Folk, de kommer til; og de skal kende, at jeg er Herren.

¹⁷ Herrens Ord kom til mig således: ¹⁸ Menneskesøn, spis Brød i Angst og drik Vand i Frygt og Bæven; ¹⁹ og sig til Landets Folk: Så siger den Herre Herren om Jerusalems Indbyggere i Israels Land: Brød skal de spise med Bæven, og Vand skal de drikke med Rædsel, for at deres Land og alt deri må ligge øde til Straf for alle dets Indbyggeres Voldsfærd;, ²⁰ og Byerne, der nu er beboet, skal ligge øde, og Landet skal blive til Ørk; og I skal kende, at jeg er Herren.

²¹ Herrens Ord kom til mig således: ²² Menneskesøn! Hvad er det for et Mundheld, I har om Israels Land: "Det trækker i Langdrag, og alle Syner slår fejl!" ²³ Sig derfor til dem: Så siger den Herre Herren: Jeg vil bringe dette Mundheld til at forstumme, så de ikke mere bruger det i Israel. Sig tværtimod til dem: "Tiden er nær, og alle Syner træffer ind!" ²⁴ Thi der skal ikke mere være noget Løgnesyn eller nogen falsk Spådom i Israels Hus, ²⁵ men jeg, Herren taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal ikke længer trække i Langdrag; men i eders Dage, du genstridige Slægt, vil jeg tale et Ord og fuldbyrde det, lyder det fra den Herre Herren. ²⁶ Herrens Ord kom til mig således: ²⁷ Menneskesøn! Se, Israels Hus siger: "Synet, han skuer, gælder sene Dage, og han profeterer om fjerne Tider!" ²⁸ Sig derfor til dem: Så siger den Herre Herren: Intet af mine Ord skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske, lyder det fra den Herre Herren.

13 Herrens Ord kom til mig således: ² Menneskesøn, profeter mod Israels Profeter, profeter og sig til dem, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse: Hør Herrens Ord! ³ Så siger den Herre Herren: Ve Profeterne, de Dårer, som følger deres egen Ånd uden at have skuet noget! ⁴ Dine Profeter, Israel, er som Sjakaler i Ruiner. ⁵ De stillede sig ikke i Murbruddet og byggede ikke en Mur om Israels Hus, så det kunde stå sig i Striden på Herrens Dag. ⁶ De skuede Tomhed og spåede Løgn, idet de sagde: "Så lyder det fra Herren! " uden at Herren havde sendt dem, og dog ventede de Ordet stadfæstet, ⁷ Var det ikke tomme Syner, I skuede, og Løgnespådomme, I fremsatte? Og I siger: "Så lyder det fra Herren!" uden at jeg har talet. ⁸ Derfor, så siger den Herre Herren: Fordi I forkynder Tomhed og skuer Løgn, se, derfor kommer jeg over eder, lyder det fra den Herre Herren. ⁹ Jeg udrækker min Hånd mod Profeterne, der skuer Tomhed og spår Løgn; i mit Folks Samfund skal de ikke være, de skal ikke optages i Israels Huses Mandtalsbog og ikke komme til Israels Land; og I skal kende, at jeg er den Herre Herren. ¹⁰ Fordi, ja fordi de vildleder mit Folk ved af forkynde Fred, hvor ingen Fred er, og når det bygger en Væg, stryger den over med Kalk, ¹¹ så sig til dem, der stryger over med kalk: Skylregn skal komme, Isstykker skal falde og Stormvejr bryde løs, ¹² og når så Væggen styrter sammen, vil man da ikke spørge eder: "Hvor er Kalken, I strøg på?" ¹³ Derfor, så siger den Herre Herren: Og jeg lader et Stormvejr bryde løs i min Harme, og Skylregn skal komme i min Vrede og Isstykker i min Harme til Undergang; ¹⁴ og Væggen, som I strøg over med Kalk, river jeg ned og lader den styrte til Jorden, så dens Grundvold blottes, og ved dens Fald skal I gå til Grunde derinde; og I skal kende, at jeg er Herren. ¹⁵ Jeg vil udtømme min Vrede over Væggen og dem, der strøg den over med Kalk, så man skal sige til eder: "Hvor er Væggen, og hvor er de, som strøg den over, ¹⁶ Israels Profeter, som profeterede om Jerusalem og skuede Fredssyner for det, hvor ingen Fred var - lyder det fra den Herre Herren.

¹⁷ Og du, Menneskesøn, vend dit Ansigt mod dit Folks Døtre, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse; profeter imod dem ¹⁸ og sig: Så siger den Herre Herren: Ve dem, der syr Bind til alle Håndled og laver Slør til alle Hoveder efter hver Legemshøjde for at fange Sjæle! Dræber I Sjæle, der hører til mit Folk, og holder Sjæle i Live af Egennytte? ¹⁹ I, som vanhelliger mig for mit Folk for nogle Håndfulde Bygkorn og nogle Bidder Brød og således dræber Sjæle, der ikke skulde dø, og holder Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyver for mit Folk, som gerne hører på Løgn! ²⁰ Derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over eders Bind, med hvilke I fanger Sjæle, og river dem af eders Arme, og de Sjæle, I fanger, lader jeg slippe fri som Fugle; ²¹ og jeg sønderriver eders Slør og frier mit Folk af eders Hånd, så de ikke mere er Bytte i eders Hånd; og I skal kende, at jeg er Herren. ²² Fordi I ved Svig volder den retfærdiges Hjerte Smerte, skønt jeg ikke vilde volde ham Smerte, og styrker den gudløses Hænder, så han ikke omvender sig fra sin onde Vej, at jeg kan holde ham i Live, ²³ derfor skal I ikke mere skue Tomhed eller drive eders Spådomskunst; jeg frier mit Folk af eders Hånd; og I skal kende, at jeg er Herren.

1 Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.

² Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser, ³ vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed; ⁴ men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget. ⁵ Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham. ⁶ Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden. ⁷ Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Her ren, ⁸ en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.

⁹ Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, ¹⁰ den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst. ¹¹ Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje.

¹² Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham. ¹³ Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen; ¹⁴ men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen Begæring; ¹⁵ derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når Synden er fuldvoksen, føder den Død. ¹⁶ Farer ikke vild, mine elskede Brødre! ¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge. ¹⁸ Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.

¹⁹ I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; ²⁰ thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. ²¹ Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle. ²² Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv. ²³ Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl; ²⁴ thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor dan han var. ²⁵ Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.

²⁶ Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves. ²⁷ En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden.