7 Da sagde Herren til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din Broder Aron skal være din Profet. ² Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne rejse ud af sit Land. ³ Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten. ⁴ Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme; ⁵ og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er Herren." ⁶ Da gjorde Moses og Aron, som Herren pålagde dem. ⁷ Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da de talte til Farao.

⁸ Og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ⁹ "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en Slange!" ¹⁰ Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren bød; og da Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til en Slange. ¹¹ Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster; ¹² de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons Stav opslugte deres Stave. ¹³ Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem, således som Herren havde sagt.

¹⁴ Herren sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse. ¹⁵ Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden ¹⁶ og sig til ham: Herren, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt. ¹⁷ Så siger Herren: Deraf skal du kende, at jeg er Herren: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod, ¹⁸ Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen." ¹⁹ Og Herren sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar." ²⁰ Og Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod; ²¹ Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten. ²² Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt. ²³ Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde. ²⁴ Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet. ²⁵ Og således gik der syv Dage, efter at Herren havde slået Nilen.

8 Derpå sagde Herren til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger Herren: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ² Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer; ³ Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge; ⁴ ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op." ⁵ Da sagde Herren til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til at kravle op over Ægypten!" ⁶ Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten. ⁷ Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten. ⁸ Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos Herren, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til Herren." ⁹ Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun bliver tilbage i Nilen?" ¹⁰ Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som Herren vor Gud; ¹¹ Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage." ¹² Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til Herren om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao; ¹³ og Herren gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i Gårdene og på Markerne, ¹⁴ og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke deraf. ¹⁵ Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke på dem, således som Herren havde sagt.

¹⁶ Derpå sagde Herren til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele Ægypten!" ¹⁷ Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten. ¹⁸ Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr. ¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt.

²⁰ Derpå sagde Herren til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så siger Herren: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ²¹ Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på; ²² men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg Herren er i Landet; ²³ og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!" ²⁴ Og Herren gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne. ²⁵ Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!" ²⁶ Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til Herren vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os? ²⁷ Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til Herren vor Gud, således som han har pålagt os!" ²⁸ Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til Herren eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i Forbøn for mig!" ²⁹ Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i Forbøn hos Herren, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til Herren!" ³⁰ Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos Herren. ³¹ Og Herren gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste tilbage. ³² Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse.

15 Da kommer der fra Jerusalem Farisæere og skriftkloge til Jesus og sige: ² "Hvorfor overtræde dine Disciple de gamles Overlevering? thi de to ikke deres Hænder, når de holde Måltid." ³ Men han svarede og sagde til dem: "Hvorfor overtræde også I Guds Bud for eders Overleverings Skyld? ⁴ Thi Gud har påbudt og sagt: "Ær din Fader og Moder;" og: "Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø." ⁵ Men I sige: "Den, som siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpet af mig, skal være en Tempelgave," han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder." ⁶ Og I have ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld. ⁷ I Hyklere! Rettelig profeterede Esajas om eder, da han sagde: ⁸ "Dette Folk ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt borte fra mig. ⁹ Men de dyrke mig forgæves,idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud." ¹⁰ Og han kaldte Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører og forstår! ¹¹ Ikke det, som går ind i Munden, gør Mennesket urent, men det, som går ud af Munden, dette gør Mennesket urent." ¹² Da kom hans Disciple hen og sagde til ham: "Ved du, at Farisæerne bleve forargede, da de hørte den Tale?" ¹³ Men han svarede og sagde: "Enhver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal oprykkes med Rode. ¹⁴ Lader dem fare, det er blinde Vejledere for blinde; men når en blind leder en blind, falde de begge i Graven." ¹⁵ Men Peter svarede og sagde til ham: "Forklar os Lignelsen!" ¹⁶ Og han sagde: "Ere også I endnu så uforstandige? ¹⁷ Forstår I endnu ikke, at alt, hvad der går ind i Munden, går i Bugen og føres ud ad den naturlige Vej? ¹⁸ Men det, som går ud af Munden, kommer ud fra Hjertet, og det gør Mennesket urent. ¹⁹ Thi ud fra Hjertet kommer der onde Tanker, Mord, Hor, Utugt, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Forhånelser. ²⁰ Det er disse Ting, som gøre Mennesket urent; men at spise med utoede Hænder gør ikke Mennesket urent."