2 Mosebog 4-6
Dette er Biblen på dansk
4 Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men siger, at Herren ikke har åbenbaret sig for mig?" 2 Da sagde Herren til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han svarede: "En Stav!" 3 Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den. 4 Og Herren sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!" Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd. 5 "For at de nemlig kan tro, at Herren, deres Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig." 6 Og Herren sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed. 7 Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den igen som hans øvrige Legeme. 8 "Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første Tegn, så vil de tro det sidste; 9 men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden."
10 Men Moses sagde til Herren: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig." 11 Da svarede Herren ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, Herren? 12 Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du skal sige!" 13 Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!" 14 Da blussede Herrens Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig. Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde sig i sit Hjerte, når han ser dig; 15 du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre. 16 Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund, og du skal være som Gud for ham. 17 Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!"
18 Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort i Fred!" 19 Da sagde Herren til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten, thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde." 20 Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden. 21 Men Herren sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten, så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans Hjerte, så han ikke lader Folket rejse. 22 Og da skal du sige til Farao: Så siger Herren: Israel er min førstefødte Søn; 23 men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte Søn!"
24 Men undervejs, i Natteherberget, kom Herren imod ham og vilde dræbe ham. 25 Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en Blodbrudgom!" 26 Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet "Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen.
27 Derpå sagde Herren til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham. 28 Og Moses fortalte Aron om alt, hvad Herren havde pålagt ham, og om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre. 29 Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes Ældste sammen; 30 og Aron fortalte alt, hvad Herren havde sagt til Moses, og denne gjorde Tegnene i Folkets Påsyn. 31 Da troede Folket, og da de hørte, at Herren havde givet Agt på Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og tilbad.
5 Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: "Så siger Herren, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde Højtid for mig i Ørkenen!" 2 Men Farao sagde: "Hvem er Herren, at jeg skulde adlyde ham og lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til Herren, og jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!" 3 De svarede: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til Herren. vor Gud, for at han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!" 4 Men Ægypterkongen sagde til dem: "Hvorfor vil I, Moses og Aron, forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!" 5 Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres Trællearbejde!"
6 Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over Folket og dets Opsynsmænd: 7 "I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet; de skal selv gå ud og sanke Halm; 8 men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til vor Gud! 9 Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være optaget deraf og ikke af Løgnetale." 10 Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket: "Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm; 11 gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders Arbejde bliver der intet eftergivet!" 12 Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå. 13 Men Fogederne trængte på og sagde: "I skal Dag for Dag yde fuldt Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!" 14 Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: "Hvorfor stryger I ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?" 15 Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: "Hvorfor handler du således med din Fræne? 16 Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit Folk." 17 Men han svarede: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I: Lad os rejse ud og ofre til Herren! 18 Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I skal levere det samme Antal Teglsten!"
19 Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle sige: "Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af Teglsten!" 20 Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem, 21 sagde de til dem: "Herren se til eder og dømme eder, fordi I har vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd i Hånden til at dræbe os med!" 22 Da vendte Moses sig igen til Herren og sagde: "Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig? 23 Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!"
6 Men Herren svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit Land!" 2 Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er Herren! 3 For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit Navn Herren gav jeg mig ikke til Kende for dem. 4 Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som fremmede, 5 har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu. 6 Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er Herren, og jeg vil udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og med vældige Straffedomme; 7 og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud, som udfrier eder fra Ægypternes Trællearbejde; 8 og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er Herren!" 9 Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres Trællearbejde for hårdt
10 Da talede Herren til Moses og sagde: 11 "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade Israeliterne drage ud af, sit Land!" 12 Men Moses sagde for Herrens Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren på Læberne?" 13 Da talede Herren til Moses og Aron og sendte dem til Farao, Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.
14 Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi; det er Rubens Slægter. 15 Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter. 16 Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning: Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År. 17 Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter. 18 Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid var 133 År. 19 Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter deres Nedstamning. 20 Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og Moses. Amrams Levetid var 137 År. 21 Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri. 22 Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri. 23 Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte; og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar. 24 Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes Slægter. 25 Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter. 26 Det var Aron og Moses, som Herren sagde til: "Før Israeliterne ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!" 27 Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.
28 Dengang Herren talede til Moses i Ægypten, 29 talede Herren til Moses således: "Jeg er Herren! Forkynd Farao, Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!" 30 Men Moses sagde for Herrens Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?"