A A A A A
Bible Book List

2 Mosebog 13-15 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

13 Og Herren talede til Moses og sagde: "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal tilhøre mig!"

Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte Herren eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød. I Dag vandrer I ud, i Abib Måned. Når nu Herren fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned. I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal der være Højtid for Herren. I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine Landemærker. Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i Anledning af, hvad Herren gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten! Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, for at Herrens Lov må være i din Mund, thi med stærk Hånd førte Herren dig ud af Ægypten. 10 Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den fastsatte Tid, År efter År. 11 Og når Herren fører dig til Kana'anæernes Land, således som han tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det, 12 da skal du overlade Herren alt, hvad der åbner Moders Liv; alt det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er et Handyr, skal tilhøre Herren. 13 Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner skal du udløse. 14 Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk Hånd førte Herren os ud af Ægypten, af Trællehuset; 15 og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort, ihjelslog Herren alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og Fæ; derfor ofrer vi Herren alt, hvad der åbner Moders Liv, for så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore Sønner udløser vi! 16 Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte Herren os ud af Ægypten."

17 Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten." 18 Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten. 19 Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!" 20 De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af Ørkenen. 21 Men Herren vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så kunde de rejse både Dag og Nat. 22 Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten.

14 Og Herren talede til Moses og sagde: "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I lejre eder ved Havet. Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde; og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren!" Og de gjorde således.

Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!" Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig; han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere. Og Herren forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Hånds Værn. Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon. 10 Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til Herren; 11 og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? 12 Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen." 13 Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se Herrens Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere. 14 Herren skal stride for eder, men I skal tie!"

15 Da sagde Herren til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op! 16 Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund. 17 Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og Ryttere, 18 og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."

19 Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem 20 og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.

21 Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og Herren drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig. 22 Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. 23 Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet. 24 Men ved Morgenvagtens Tid skuede Herren fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden; 25 og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi Herren kæmper for dem imod Ægypten!"

26 Men Herren sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!" 27 Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og Herren drev Ægypterne midt ud i Havet. 28 Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage. 29 Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. 30 Og Herren frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred. 31 Da så Israel den Stordåd, Herren havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede Herren, og de troede på Herren og på hans Tjener Moses.

15 Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Herren er en Krigshelt, Herren er hans Navn!

Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste Vognkæmpere drukned i det røde Hav, Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet. Din højre, Herre, er herlig i Kraft, din højre, Herre, knuser Fjenden. I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din Harme løs, den fortærer dem som Strå. Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en Vold, Strømmene stivnede midt i Havet. Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd skal udrydde dem." 10 Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de vældige Vande.

11 Hvo er som du blandt Guder, Herre, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger! 12 Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem. 13 Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i din Vælde til din hellige Bolig. 14 Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk. 15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet. 16 Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o Herre, til Folket, du vandt dig, var nået frem. 17du førte dem frem og planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig til Bolig, Herre, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder grundfæsted. 18 Herren er Konge i al Evighed!

19 Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet, lod Herren Havets Vande strømme tilbage over dem, medens Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.

20 Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse, 21 og Mirjam sang for: Syng for Herren, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet!

22 Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde Vand. 23 Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara. 24 Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?" 25 Men han råbte til Herren, og da viste Herren ham en bestemt Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der satte han dem på Prøve. 26 Og han sagde: "Hvis du vil høre på Herren din Guds Røst og gøre, hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne, men jeg Herren er din Læge!"

27 Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes