1 Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til Ægypten med deres Familier: ² Ruben, Simeon, Levi og Juda, ³ Issakar, Zebulon og Benjamin, ⁴ Dan og Naftali, Gad og Aser. ⁵ Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef var i Ægypten. ⁶ Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette Slægtled. ⁷ Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.

⁸ Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef; ⁹ og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og stærkere end vi. ¹⁰ Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader Landet!" ¹¹ Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og Ra'amses. ¹² Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne. ¹³ Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde ¹⁴ og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at udføre for sig.

¹⁵ Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua: ¹⁶ "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er det et Pigebarn, lad det så leve!" ¹⁷ Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve. ¹⁸ Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem: "Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene leve?" ¹⁹ Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen kommer til dem, har de allerede født!" ²⁰ Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og såre talrigt; ²¹ og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham. ²² Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene skal I lade leve!"

2 Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte, ² og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder; ³ og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred. ⁴ Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der vilde ske med ham. ⁵ Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den. ⁶ Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: "Det må være et af Hebræernes Drengebørn!" ⁷ Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: "Skal jeg gå hen og hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for dig?" ⁸ Faraos Datter svarede hende: "Ja, gør det!" Så gik Pigen hen og hentede Barnets Moder. ⁹ Og Faraos Datter sagde til hende: "Tag dette Barn med dig og am ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!" Og Kvinden tog Barnet og ammede ham. ¹⁰ Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses; "thi," sagde hun, "jeg har trukket ham op af Vandet."

¹¹ På den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel. ¹² Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og gravede ham ned i Sandet. ¹³ Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret: "Hvorfor slår du din Landsmand?" ¹⁴ Han svarede: "Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?" Og Moses blev bange og tænkte: "Så er det dog blevet bekendt!" ¹⁵ Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte han sig ved en Brønd.

¹⁶ Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg. ¹⁷ Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og hjalp dem og vandede deres Småkvæg. ¹⁸ Da de nu kom hjem til deres Fader Reuel, sagde han: "Hvorfor kommer I så tidligt hjem i Dag?" ¹⁹ De svarede: "Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne, ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget." ²⁰ Da sagde han til sine Døtre: "Hvor er han da? Hvorfor har I ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at spise!" ²¹ Så bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav Moses sin Datter Zippora til Ægte, ²² og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land."

²³ Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud. ²⁴ Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham, Isak og Jakob, ²⁵ og Gud så til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.

3 Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i Midjan,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til Guds Bjerg Horeb. ² Da åbenbarede Herrens Engel sig for ham i en Ildslue, der slog ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret. ³ Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue, hvorfor Tornebusken ikke brænder op." ⁴ Men da Herren så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er jeg!" ⁵ Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder, thi det Sted, du står på, er hellig Jord!" ⁶ Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for at skue Gud.

⁷ Derpå sagde Herren: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja, jeg kender deres Lidelser; ⁸ og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og Jebusiternes Egn. ⁹ Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem. ¹⁰ Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk, Israeliterne, ud af Ægypten!" ¹¹ Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?" ¹² Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!" ¹³ Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7" ¹⁴ Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!"

¹⁵ Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til Israeliterne: Herren, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt. ¹⁶ Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: Herren, eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man har gjort imod eder i Ægypten, ¹⁷ og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning! ¹⁸ De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til Ægypterkongen, og I skal sige til ham: Herren, Hebræernes Gud, har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til Herren vor Gud! ¹⁹ Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage bort uden med Magt; ²⁰ men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov til at drage af Sted. ²¹ Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I, når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder. ²² Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra Ægypterne."

14 På den Tid hørte Fjerdingsfyrsten Herodes Rygtet om Jesus. ² Og han sagde til sine Tjenere: "Det er Johannes Døberen; han er oprejst fra de døde, derfor virke Kræfterne i ham." ³ Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og sat ham i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld. ⁴ Johannes sagde nemlig til ham: "Det er dig ikke tilladt at have hende." ⁵ Og han vilde gerne slå ham ihjel, men frygtede for Mængden, thi de holdt ham for en Profet. ⁶ Men da Herodes's Fødselsdag kom, dansede Herodias's Datter for dem; og hun behagede Herodes. ⁷ Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad som helst hun begærede. ⁸ Og tilskyndet af sin Moder siger hun: "Giv mig Johannes Døberens Hoved hid på et Fad!" ⁹ Og Kongen blev bedrøvet; men for sine Eders og for Gæsternes Skyld befalede han, at det skulde gives hende. ¹⁰ Og han sendte Bud og lod Johannes halshugge i Fængselet. ¹¹ Og hans Hoved blev bragt på et Fad og givet Pigen, og hun bragte det til sin Moder. ¹² Da kom hans Disciple og toge Liget og begravede ham, og de kom og forkyndte Jesus det.

¹³ Og da Jesus hørte det, drog han bort derfra i et Skib til et øde Sted afsides; og da Skarerne hørte det, fulgte de ham til Fods fra Byerne. ¹⁴ Og da han kom i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem og helbredte deres syge. ¹⁵ Men da det blev Aften, kom Disciplene til ham og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Skarerne gå bort, for at de kunne gå hen i Landsbyerne og købe sig Mad." ¹⁶ Men Jesus sagde til dem: "De have ikke nødig at gå bort; giver I dem at spise!" ¹⁷ Men de sige til ham: "Vi have ikke her uden fem Brød og to Fisk." ¹⁸ Men han sagde: "Henter mig dem hid!" ¹⁹ Og han bød Skarerne at sætte sig ned i Græsset og tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne. ²⁰ Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev tilovers af Stykkerne, tolv Kurve fulde ²¹ Men de, som spiste, vare omtrent fem Tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn.