A A A A A
Bible Book List

Prædikeren 9-12 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

Ja, alt dette lagde jeg mig på Sinde, og mit hjerte indså det alt sammen: at de retfærdige og de vise og deres Gerninger er i Guds Hånd. Hverken om Kærlighed eller Had kan Menneskene vide noget; alt, hvad der er dem for Øje, er Tomhed. Thi alle får en og samme Skæbne, retfærdig og gudløs, god og ond, ren og uren, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; det går den gode som Synderen, den sværgende som den, der skyr at sværge. Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet igennem, og tilsidst må de ned til de døde. Kun for den, der hører til de levendes Flok, er der Håb; thi levende Hund er bedre faren end død Løve. Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om dem slettes ud. Både deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse er forlængst borte, og de får ingen Sinde mere Lod og Del i noget af det, som sker under Solen.

Så spis da dit Brød med Glæde, drik vel til Mode din Vin; thi din Id har Gud for længst kendt god. Dine Klæder være altid hvide, lad Olie ikke savnes på dit Hoved! Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine tomme Levedage, som gives dig under Solen; thi det er din Lod og Del af Livet og af den Flid, du gør dig under Solen. 10 Gør efter Evne alt, hvad din Hånd finder Styrke til; thi der er hverken Virke eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.

11 Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre over Løbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet, ej heller de kløgtige over Rigdom, ej heller de kloge over Yndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde. 12 Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat falder over dem.

13 Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjorde dybt Indtryk på mig: 14 Der var en lille By med få Indbyggere, og mod den kom en stor Konge; han omringede den og byggede høje Volde imod den; 15 men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var viis, og han frelste den ved sin Visdom. Men ingen mindedes den fattige Mand. 16 Da sagde jeg: "Visdom er bedre end Styrke, men den fattiges Visdom agtes ringe, og hans Ord høres ikke."

17 Vismænds Ord, der høres i Ro, er bedre end en Herskers Råb iblandt Dårer. 18 Visdom er bedre end Våben, men en eneste Synder kan ødelægge meget godt.

10 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd. Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre, Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre. Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder. Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten: Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige. Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle. Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange; den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare. 10 Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom. 11 Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst. 12 Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde; 13 hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab. 14 Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det? 15 Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej. 16 Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry. 17 Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere. 18 Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset. 19 Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje. 20 End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.

11 Kast dit Brød på Vandet, Thi du får det igen, går end lang Tid hen. Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt der kanske på Jorden. Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; og falder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der, hvor det falder. Man får aldrig sået, når man kigger efter Vinden, og aldrig høstet, når man ser efter Skyerne. Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, så kender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt. Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er lige gode. Lyset er lifligt, at skue Solen er godt for Øjnene; ja, lever et Menneske mange År, skal han glæde sig over dem alle og komme Mørkets Dage i Hu, thi af dem er der mange i Vente; alt, hvad der kommer, er Tomhed.

Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær vel til Mode i Livets Vår; gå, hvor dit Hjerte lyster, og nyd, hvad dit Øje skuer; men vid, at for alle disse Ting skal du kræves til Regnskab af Gud. 10 Slå Mismod ud af dit Sind, hold Sygdom fjernt fra din Krop; thi Ungdom og Livsgry er Tomhed!

12 Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har jeg ikke Behag!" før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn, Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne, da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker, da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden, førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den. Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.

Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog. 10 Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord. 11 Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde. 12 Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet. 13 Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre. 14 Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes