Prædikeren 5-8
Dette er Biblen på dansk
5 1 Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor skal dine Ord være få. 2 Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord giver Dåretale. 3 Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde. 4 Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. 5 Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke til Guds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din Tale og nedbryde dine Hænders Værk? 6 Thi af mange Drømme og Ord kommer mange Skuffelser; nej, frygt Gud!
7 Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge. 8 Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Konge over dyrket Jord.
9 Den, der elsker Sølv, mættes aldrig af Sølv, og den, der elsker Rigdom, mættes aldrig af Vinding. Også det er Tomhed. 10 Jo mere Gods, des flere til at fortære det, og hvad Gavn har Ejeren da deraf, ud over at hans Øjne ser det? 11 Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten han har lidt eller meget at spise; men den riges Overflod giver ikke ham Lov til at sove. 12 Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af sin Ejermand til hans Ulykke; 13 går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så bliver der intet til ham. 14 Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan tage med sig. 15 Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret? 16 Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdom og Kummer. 17 Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den Flid, man gør sig under Solen, alle de Levedage Gud giver en; thi det er den Del, man har; 18 og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin Flid, da er det en Guds Gave; 19 thi da tænker han ikke stort på sine Levedage, idet Gud lader ham være optaget af sit Hjertes Glæde.
6 Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt: 2 Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse. 3 Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han; 4 thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn; 5 og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en Grav; det hviler bedre end han. 6 Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen?
7 Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig. 8 Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne? 9 Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.
10 Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste. 11 Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket? 12 Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?
7 Godt Navn er bedre end ypperlig Salve, Dødsdag bedre end Fødselsdag; 2 bedre at gå til et Sørgehus end at gå til et Gildehus; thi hist er alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte 3 Bedre Græmmelse end Latter, thi er Minerne mørke, har Hjertet det godt. 4 De vises Hjerte er i Sørgehuset. Tåbernes Hjerte i Glædeshuset. 5 Bedre at høre på Vismands Skænd end at høre på Tåbers Sang. 6 Som Tjørnekvistes Knitren under Gryden er Tåbers Latter; også det er Tomhed.
7 Thi uredelig Vinding gør Vismand til Dåre, og Stikpenge ødelægger Hjertet. 8 En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Tålmod er bedre end Hovmod. 9 Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes, thi Græmmelse bor i Tåbers Bryst.
10 Spørg ikke: "Hvoraf kommer det, at de gamle Dage var bedre end vore?" Thi således spørger du ikke med Visdom. 11 Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som skuer Solen; 12 thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs Fortrin er dette, at Visdom holder sin Mand i Live. 13 Se på Guds Værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget? 14 Vær ved godt Mod på den gode Dag og indse på den onde Dag, at Gud skabte denne såvel som hin, for at Mennesket ikke skal finde noget efter sig.
15 Begge Dele så jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres Ondskab. 16 Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? 17 Vær ikke alt for gudløs og vær ingen Dåre; hvorfor vil du dø i Utide? 18 Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud, vil undgå begge Farer. 19 Visdom gør Vismand stærkere end ti Magthavere i Byen. 20 Thi intet Menneske er så retfærdigt på Jorden, at han kun gør gode Gerninger og aldrig synder.
21 Giv ikke Agt på alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre din Træl forbande dig; 22 thi du ved med dig selv, at også du mange Gange har forbandet andre.
23 Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: "Jeg vil vorde viis." Men Visdom holdt sig langt fra mig; 24 Tingenes Grund er langt borte, så dyb, så dyb; hvem kan finde den? 25 Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at Gudløshed er Tåbelighed, Dårskab Vanvid. 26 Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerfe er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange. 27 Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til det andet for at drage min Slutning. 28 Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een Mand fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i hele Flokken. 29 Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har så mange sære Ting for.
8 Hvo er som den vise, og hvo ved at tyde en Ting? Visdom får et Menneskes Åsyn til at lyse, og Åsynets Hårdhed mildnes. 2 Hold en Konges Bud! Men drejer det sig om en Gudsed, så forhast dig ikke. 3 Gå bort fra hans Åsyn og bliv ikke stående, når Sagen står slet; thi han kan gøre alt, hvad han vil. 4 Thi en Konges Ord er Magtsprog, og hvo kan sige til ham: "Hvad gør du?" 5 Den, som holder Budet, skal ikke mærke til noget ondt, og Dommens Tid skal den vises Hjerte kende.
6 Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det er et tyngende Onde for Mennesket, 7 at han ikke ved, hvad der vil ske; thi hvo kan sige ham hvorledes Fremtiden bliver? 8 Som intet Menneske er Herre over Vinden, så han kan spærre den inde, er ingen Herre over Dødens Dag; Krig kan man ikke unddrage sig, og Gudløshed frier ikke sin Mand.
9 Alt dette så jeg, idet jeg rettede min Tanke på hver en Idræt, som øves under Solen: Der er Tider, da det ene Menneske hersker over det andet til hans Ulykke. 10 Ligeledes så jeg gudløse stedes til Hvile, medens de, som gjorde det rette, måtte gå bort fra det hellige Sted og glemtes i Byen. Også det er Tomhed. 11 Fordi den onde Gerning ikke i Hast rammes af Dommen får Menneskenes Hjerte Mod til at gøre det onde, 12 eftersom Synderen gør det onde fra første Færd og dog lever længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans Åsyn, 13 og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres Levetid ikke skal længes som Skyggen, fordi de ikke frygter for Guds Åsyn. 14 Der er en Tomhed, som forekommer på Jorden: at der findes retfærdige, hvem det går, som om de havde gjort de gudløses Gerninger, og gudløse, hvem det går som om de havde gjort de retfærdiges Gerninger. Jeg sagde: Også det er Tomhed. 15 Og jeg priste Glæden, fordi Mennesket ikke har andet Gode under Solen end at spise og drikke og være glad, og at dette ledsager ham under hans Flid i de Levedage, Gud giver ham under Solen.
16 Hver Gang jeg vendte min Hu til at nemme Visdom og granske det Slid, som går for sig på Jorden - thi hverken Dag eller Nat får man Søvn i Øjnene - 17 da indså jeg, at det er således med alt Guds Værk, at Mennesket ikke kan udgrunde det, som sker under Solen; thi trods al den Flid, et Menneske gør sig med at søge, kan han ikke udgrunde det; og selv om den vise mener at kende det, kan han ikke udgrunde det.