10 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd. ² Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre, ³ Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre. ⁴ Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder. ⁵ Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten: ⁶ Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige. ⁷ Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle. ⁸ Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange; ⁹ den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare. ¹⁰ Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom. ¹¹ Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst. ¹² Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde; ¹³ hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab. ¹⁴ Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det? ¹⁵ Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej. ¹⁶ Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry. ¹⁷ Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere. ¹⁸ Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset. ¹⁹ Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje. ²⁰ End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.

11 Kast dit Brød på Vandet, Thi du får det igen, går end lang Tid hen. ² Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt der kanske på Jorden. ³ Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; og falder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der, hvor det falder. ⁴ Man får aldrig sået, når man kigger efter Vinden, og aldrig høstet, når man ser efter Skyerne. ⁵ Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, så kender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt. ⁶ Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er lige gode. ⁷ Lyset er lifligt, at skue Solen er godt for Øjnene; ⁸ ja, lever et Menneske mange År, skal han glæde sig over dem alle og komme Mørkets Dage i Hu, thi af dem er der mange i Vente; alt, hvad der kommer, er Tomhed.

⁹ Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær vel til Mode i Livets Vår; gå, hvor dit Hjerte lyster, og nyd, hvad dit Øje skuer; men vid, at for alle disse Ting skal du kræves til Regnskab af Gud. ¹⁰ Slå Mismod ud af dit Sind, hold Sygdom fjernt fra din Krop; thi Ungdom og Livsgry er Tomhed!

12 Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har jeg ikke Behag!" ² før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn, ³ Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne, ⁴ da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker, ⁵ da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden, ⁶ førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden ⁷ og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den. ⁸ Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.

⁹ Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog. ¹⁰ Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord. ¹¹ Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde. ¹² Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet. ¹³ Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre. ¹⁴ Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.

1 Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, ² og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien: ³ Nåde være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus, ⁴ som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie, ⁵ ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen.

⁶ Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham, som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes Evangelium; ⁷ hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium. ⁸ Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være en Forbandelse! ⁹ Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det, han være en Forbandelse! ¹⁰ Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da var jeg ikke en Kristi Tjener.

¹¹ Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt af mig, er ikke Menneskeværk; ¹² thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist derom af noget Menneske, men ved Åbenbarelse at Jesus Kristus. ¹³ I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al Måde forfulgte Guds Menighed og søgte at udrydde den. ¹⁴ Og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene Overleveringer. ¹⁵ Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget mig og havde kaldet mig ved sin Nåde, ¹⁶ at åbenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet om ham iblandt Hedningerne: da spurgte jeg straks ikke Kød og Blod til Råds, ¹⁷ drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før mig vare Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage til Damaskus. ¹⁸ Senere, tre År efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage. ¹⁹ Men nogen anden af Apostlene så jeg ikke, men kun Jakob, Herrens Broder. ²⁰ Men hvad jeg skriver til eder - se, for Guds Åsyn vidner jeg, at jeg ikke lyver. ²¹ Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne. ²² Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus; ²³ de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde; ²⁴ og de priste Gud for mig.