1 Dette er de Ord, Moses talte til hele Israel hinsides Jordan i Ørkenen, i Arabalavningen, lige over for Suf, mellem Paran og Tofel, Laban, Hazerot og Di Zahab, ² elleve Dagsrejser fra Horeb, regnede over Seirs Bjerge til Kadesj Barnea. ³ I det fyrretyvende År på den første Dag i den elevte Måned kundgjorde Moses Israelitterne alt, hvad Herren havde pålagt ham angående dem, ⁴ efter at han havde slået Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon, og Kong Og af Basan, der boede i Asjtarot og Edrei. ⁵ Hinsides Jordan i Moabs Land tog Moses sig for at fremsætte følgende Lovudlægning:

⁶ Herren vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: "I har nu længe nok opholdt eder ved Bjerget her; ⁷ bryd derfor op og drag til Amoriternes Bjerge og til alle deres Naboer i Arabalavningen, på Bjergene, i Lavlandet, i Sydlandet og ved Kysten, til Kana'anæernes Land og Libanon, lige til den store Flod, Eufratfloden. ⁸ Se, jeg giver Landet i eders Magt; drag derind og tag det Land i Besiddelse, som jeg tilsvor eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dem og deres Afkom efter dem."

⁹ Dengang talte jeg til eder og sagde: "Jeg kan ikke ene bære eder. ¹⁰ Herren eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange som Stjernerne på Himmelen; ¹¹ måtte kun Herren, eders Fædres Gud, gøre eder tusinde Gange så talrige endnu og velsigne eder, som han har forjættet eder; ¹² men hvorledes skal jeg ene kunne bære hele Besværet og Arbejdet med eder og eders Stridigheder? ¹³ Sørg derfor for at finde nogle kloge, forstandige.og erfarne Mænd i hver Stamme, som jeg kan sætte i Spidsen for eder!" ¹⁴ Dertil svarede I og sagde: "Det Forslag, du har fremsat, er godt!" ¹⁵ Derfor tog jeg Overhovederne for eders Stammer, kloge og erfarne Mænd, og satte dem i Spidsen for eder som Øverste over tusinde, hundrede, halvtredsindstyve eller ti og som Tilsynsmænd over eders Stammer. ¹⁶ Dengang gav jeg så eders Dommere det Påbud: "Hold Forhør, når der er Stridigheder mellem eders Landsmænd, og døm retfærdigt, når en Mand har en Sag, enten det er med en Landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham; ¹⁷ vis ingen Personsanseelse for Retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi Dommen er Guds! Men Sager, som er eder for vanskelige, skal I forebringe mig, så skal jeg holde Forhør i dem!" ¹⁸ Og dengang gav jeg eder så Pålæg om alt, hvad I skulde gøre.

¹⁹ Derpå brød vi op fra Horeb og drog gennem hele denne store, grufulde Ørken, som I selv har set, i Retning af Amoriternes Bjerge, således som Herren vor Gud havde pålagt os. Og vi kom til Kadesj Barnea. ²⁰ Da sagde jeg til eder: "I er nu kommet til Amoriternes Bjerge, som Herren vor Gud vil give os. ²¹ Se, Herren din Gud har givet Landet i din Magt, drag derfor op og tag det i Besiddelse, således som Herren, dine Fædres Gud, har sagt til dig. Frygt ikke, men vær uforsagt!" ²² Da kom I alle hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle Mænd i forvejen til at udspejde Landet for os og bringe os Underretning om den Vej, vi skal drage op ad, og om de Byer, vi kommer til!" ²³ Jeg billigede det og udtog tolv Mænd iblandt eder, en af hver Stamme. ²⁴ De begav sig på Vej og drog op i Bjergene og kom til Esjkoldalen og udspejdede den; ²⁵ og de tog nogle af Landets Frugter med og bragte dem ned til os, og de meldte os tilbage: "Det er et herligt Land, Herren vor Gud vil give os!"

²⁶ Men I vilde ikke drage op, I var genstridige mod Herren eders Guds Befaling. ²⁷ I knurrede i eders Telte og sagde: "Af Had til os førte Herren os ud af Ægypten for at give os i Amoriternes Hånd og lade os gå til Grunde! ²⁸ Hvor er det dog, vi skal hen? Vore Brødre tog Modet fra os, da de sagde: Det er et Folk, der er større og højere end vi, og der er store Byer med himmelhøje Fæstningsværker, ja, vi så endog Efterkommere af Anakiterne der!" ²⁹ Men jeg sagde til eder: "Lad eder ikke skræmme og frygt ikke for dem! ³⁰ Herren eders Gud, der vandrer foran eder, vil selv stride for eder, som I så, han gjorde det for eder i Ægypten ³¹ og i Ørkenen, hvor du så, at Herren din Gud bar dig, som en Mand bærer sin Søn, hele den Vej I har vandret, lige til I nåede hertil!" ³² Men alligevel troede I ikke på Herren eders Gud, ³³ skønt han vandrede foran eder på Vejen for at udsøge Lejrpladser til eder, om Natten i Ilden, for at I kunde se, hvor I skulde gå, og om dagen i Skyen.

³⁴ Men da Herren hørte eders Ord, blev han vred og svor: ³⁵ "Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre, ³⁶ undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi han har vist Herren fuld Lydighed!" ³⁷ Også på mig blev Herren vred for eders Skyld, og han sagde: "Heller ikke du skal komme derind! ³⁸ Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind; sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje." ³⁹ Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i Besiddelse. ⁴⁰ I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i Retning af det røde Hav!"

⁴¹ Da svarede I og sagde til mig: "Vi har syndet imod Herren! Vi vil drage op og kæmpe, som Herren vor Gud har befalet os!" Og alle iførte I eder eders Våben og vilde i Letsindighed drage op i Bjergene. ⁴² Men Herren sagde til mig: Sig til dem: Drag ikke op og indlad eder ikke i Kamp, thi jeg er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender!" ⁴³ Men da jeg sagde det til eder, adlød I ikke, men var genstridige mod Herrens Bud og formastede eder til at drage op i Bjergene. ⁴⁴ Da drog Amoriterne, der bor i Bjergene der, ud imod eder, og de forfulgte eder som Bier og slog eder fra Seir til Horma. ⁴⁵ Da I så kom tilbage, græd I for Herrens Åsyn; men Herren vilde ikke høre eder og låne eder Øre. ⁴⁶ Så blev I hele den lange Tid i Kadesj.

2 Så vendte vi om og brød op til Ørkenen i Retning af det røde Hav, således som Herren havde pålagt mig, og i lang Tid vandrede vi rundt om Seirs Bjerge. ² Da sagde Herren til mig: ³ "Nu har I længe nok vandret rundt om Bjergene her; vend eder nu mod Nord! ⁴ Men byd Folket og sig: Når I nu drager igennem eders Brødres, Esaus Sønners, Landemærker, de, som bor i Seir, og de bliver bange for eder, så skal I tage eder vel i Vare ⁵ for at indlade eder i Krig med dem; thi jeg vil ikke give eder så meget som en Fodsbred af deres Land; thi Esau har jeg givet Seirs Bjerge i Arv og Eje. ⁶ Fødevarer at spise skal I købe af dem for Penge, også Vand at drikke skal I købe af dem for Penge; ⁷ thi Herren din Gud har velsignet dig i alt, hvad du har taget dig for, han har sørget for dig på din Vandring gennem denne store Ørken; i fyrretyve År har, Herren din Gud nu været med dig, du har ikke manglet noget." ⁸ Derpå drog vi fra Elat og Ezjongeber ad Arabavejen gennem vore Brødres, Esaus Sønners Land, de, som bor i Se'ir; så drejede vi af og drog videre ad Vejen til Moabs Ørken.

⁹ Og Herren sagde til mig: "Du må ikke angribe Moab eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres Land i Eje; thi Lots Sønner har jeg givet Ar i Eje. ¹⁰ Fordum beboedes det af Emiterne, et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne; ¹¹ også de henregnes ligesom Anakiterne til Refaiterne, men Moabiterne kalder dem Emiter. ¹² I Se'ir boede derimod fordum Horiterne, som Esaus Sønner drev bort og udryddede foran sig, hvorefter de bosatte sig der i deres Sted, ligesom Israel gjorde ved sit Ejendomsland, som Herren gav dem. ¹³ Bryd nu op og gå over Zeredbækken! Så gik vi over Zeredbækken. ¹⁴ Der var gået otte og tredive År fra vort Opbrud fra Kadesj Barnea, til vi gik over Zeredbækken, til hele din Slægt af våbenføre Mænd var uddød af Lejren, således som Herren havde svoret dem; ¹⁵ også Herrens Hånd havde været imod dem, så de blev udryddet af Lejren til sidste Mand.

¹⁶ Men da alle våbenføre Mænd var uddøde af Folket, ¹⁷ talede Herren til mig og sagde: ¹⁸ Når du nu drager gennem Moabs Landemærker, gennem Ar, ¹⁹ og således når hen til Ammoniterne, så må du ikke angribe dem eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af Ammoniternes Land i Eje; thi det har jeg givet Lots Børn i Eje. ²⁰ Også det henregnes til Refaiternes Land; det beboedes fordum af Refaiter, men Ammoniterne kalder dem Zamzummiter. ²¹ Det var et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne. Men Herren udryddede dem foran dem, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted, ²² ligesom han gjorde for Esaus Sønner, der bor i Se'ir, for hvem han udryddede Horiterne, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted, og de bor der den Dag i dag. ²³ Men Avvijiterne, der boede i Landsbyer i Egnene henimod Gaza, dem drev Kaftorerne, der var udvandret fra Kaftor, bort og bosatte sig der i deres Sted. ²⁴ Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg har givet Hesjbons Konge, Amoriten Sihon, og hans Land i din Hånd; giv dig kun til at drive ham bort og føre Krig med ham! ²⁵ Fra i Dag af begynder jeg at vække Frygt og Rædsel for dig hos alle Folkeslag under Himmelen; blot de hører om dig, skal de ryste og bæve for dig!

²⁶ Da udsendte jeg Sendebud fra Kedemots Ørken til Kong Sihon af Hesjbon med følgende fredelige Tilbud: ²⁷ "Lad mig drage gennem dit Land; jeg skal holde mig til Vejen uden at bøje af til højre eller venstre. ²⁸ Fødevarer at spise skal du sælge mig for Penge, og Vand at drikke skal du give mig for Penge, jeg beder kun om at måtte drage igennem til Fods, ²⁹ således som Esaus Sønner, der bor i Se'ir, og Moabiterne, der bor i Ar, tillod mig, indtil jeg kommer over Jordan ind i det Land, Herren vor Gud vil give os!" ³⁰ Men Kong Sihon i Hesjbon vilde ikke tillade os at drage igennem; thi Herren din Gud forhærdede hans Ånd og gjorde hans Hjerte hårdt for at give ham i din Hånd, som det nu er sket. ³¹ Derpå sagde Herren til mig: "Se, jeg har allerede begyndt at give Sihon og hans Land i din Magt; giv dig kun til at drive ham bort for at tage hans Land i Besiddelse!" ³² Så rykkede Sihon med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Jaza; ³³ og Herren vor Gud gav ham i vor Magt, og vi slog ham og hans Sønner og alle hans Krigere. ³⁴ Og vi indtog dengang alle hans Byer og lagde i enhver By Band på Mænd, Kvinder og Børn uden at lade en eneste undslippe; ³⁵ kun Kvæget tog vi selv som Bytte, tillige med hvad vi røvede i de erobrede Byer. ³⁶ Fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen, der ligger i Dalen, og til Gilead var der ikke en By, som var os uindtagelig; Herren vor Gud gav dem alle i vor Magt. ³⁷ Men på Ammoniternes Land forgreb du dig ikke, hverken det, der ligger langs Jabbokfloden, eller Byerne i Bjergene, således som Herren vor Gud havde påbudt.

3 Derpå brød vi op og drog mod Basan. Og Kong Og af Basan rykkede med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Edrei. ² Da sagde Herren til mig: "Frygt ikke for ham, thi jeg giver ham i din Hånd tillige med hele hans Folk og Land, og du skal gøre ved ham, som du gjorde ved Sihon, Amoriterkongen i Hesjbon." ³ Så gav Herren vor Gud også kong Og af Basan og alle hans Krigere i vor Hånd, og vi slog ham, så ikke en eneste undslap. ⁴ Vi indtog dengang alle hans Byer; der var ikke een By, vi ikke fratog dem, i alt tresindstyve Byer, hele Landskabet Argob, Ogs Kongerige i Basan, ⁵ lutter Byer, der var befæstet med høje Mure, Porte og Portslåer, foruden de mange åbne Byer; ⁶ og vi lagde Band på dem, ligesom vi havde gjort ved Kong Sihon i Hesjbon, i enhver By lagde vi Band på Mænd, Kvinder og Børn; ⁷ men alt Kvæget, og hvad vi røvede fra Byerne, tog vi selv som Bytte. ⁸ Således erobrede vi dengang Landet fra de to Amoriterkonger hinsides Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget ⁹ Zidonierne kalder Hermon Sirjon, men Amoriterne kalder det Senir ¹⁰ alle Byerne på Højsletten, hele Gilead og hele Basan lige til Salka og Edrei, Byer i kong Ogs Rige i Basan. ¹¹ Thi Kong Og af Basan var den eneste, der endnu var tilbage af Refaiterne; hans Kiste, en Jernkiste, står jo endnu i Rabba i Ammon, ni Alen lang og fire Alen bred efter vanligt Mål.

¹² Således tog vi dengang dette Land i Besiddelse. Landet fra Aroer, der ligger ved Arnonfloden, og Halvdelen af Gileads Bjerge med Byerne der gav jeg Rubeniterne og Gaditerne; ¹³ men Resten af Gilead og hele Basan, Ogs Rige, gav jeg til Manasses halve Stamme, hele Landskabet Argob. (Det er hele dette Basan, man kalder Refaiterland.) ¹⁴ Manasses Søn Jair erobrede hele Landskabet Argob indtil Gesjuriternes og Ma'akatiternes Egne og kaldte dem Ja'irs Teltbyer efter sig selv, som de hedder endnu den Dag i Dag. ¹⁵ Og Makir gav jeg Gilead; ¹⁶ og Rubeniterne og Gaditerne gav jeg Landet fra Gilead til Arnonfloden med Dalens Midtlinie som Grænse og til Jabbokfloden, Ammoniternes Grænse, ¹⁷ og Arabalavningen med Jordan som Grænse fra Kinneret til Arabaeller Salthavet ved Foden af Pisgas Skrænter mod Øst.

¹⁸ Dengang gav jeg eder følgende Påbud: "Herren eders Gud har givet eder dette Land i Eje; men I skal, så mange krigsdygtige Mænd I er, drage væbnede i Spidsen for eders Brødre Israelitterne ¹⁹ kun eders Kvinder, Børn og Kvæg (jeg ved, at I har meget Kvæg) skal blive tilbage i de Byer, jeg giver eder ²⁰ indtil Herren bringer eders Brødre til Hvile ligesom eder, og de også får taget det Land i Besiddelse, som Herren eders Gud vil give dem hinsides Jordan; så kan enhver af eder vende tilbage til den Ejendom, jeg har givet eder!"

²¹ Og Josua gav jeg dengang følgende Påbud: "Du har med egne Øjne set alt, hvad Herren eders Gud har gjort ved disse to Konger; således vil Herren også gøre ved alle de Riger, du drager over til. ²² Du skal ikke frygte for dem; thi Herren eders Gud vil selv kæmpe for eder!"

²³ Og dengang bad jeg således til Herren: ²⁴ "Herre, Herre! Du har begyndt at vise din Tjener din Storhed og din stærke Hånd! Thi hvem er den Gud i Himmelen og på Jorden, der kan gøre sådanne Gerninger og Storværker som du? ²⁵ Lad mig da få Lov at drage over og se det herlige Land hinsides Jordan, det herlige Bjergland og Libanon!" ²⁶ Men Herren var vred på mig for eders Skyld og hørte mig ikke, men han sagde til mig: "Lad det være nok, tal ikke mere til mig om den Sag; ²⁷ men stig op på Pisgas Tinde, løft dit Blik mod Vest og Nord, mod Syd og Øst, og tag det i Øjesyn. Thi du kommer ikke til at drage over Jordan dernede; ²⁸ men sig Josua, hvad han skal, og sæt Mod i ham og styrk ham, thi det bliver ham, der skal drage over i Spidsen for dette Folk, og ham, der skal give dem det Land, du ser, i Eje." ²⁹ Så blev vi i Dalen lige over for Bet Peor.

³² Men de vare på Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der skulde times ham ³³ "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne; ³⁴ og de skulle spotte ham og spytte på ham og hudstryge ham og ihjelslå ham, og tre Dage efter skal han opstå."

³⁵ Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gå hen til ham og sige: "Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig om." ³⁶ Og han sag,de til dem: "Hvad ønske I, at jeg skal gøre for eder?" ³⁷ Men de sagde til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed." ³⁸ Men Jesus sagde til dem: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Dåb, som jeg døbes med?" ³⁹ Men de sagde til ham: "Det kunne vi." Men Jesus sagde til dem: "Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Dåb, som jeg døbes med, skulle I døbes med; ⁴⁰ men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt." ⁴¹ Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede på Jakob og Johannes. ⁴² Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: "I vide, at de, der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store iblandt dem bruge Myndighed over dem. ⁴³ Men således er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders Tjener; ⁴⁴ og den, som vil blive den første af eder, skal være alles Tjener; ⁴⁵ thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."

⁴⁶ Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en blind Tigger, ved Vejen. ⁴⁷ Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at råbe og sige: "Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!" ⁴⁸ Og mange truede ham,for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" ⁴⁹ Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder på ham!" Og de kalde på den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder på dig." ⁵⁰ Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til Jesus. ⁵¹ Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at jeg kan blive seende!" ⁵² Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, din Tro har frelst dig." Og straks blev han seende, og han fulgte ham på Vejen.