10 Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet for at hylde ham som Konge. ² Men da Jeroboam, Nebats Søn, der opholdt sig i Ægypten, hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys derom, vendte han hjem fra Ægypten. ³ Man sendte da Bud og lod ham kalde. Og Jeroboam kom. Da sagde hele Israel til Rehabeam: ⁴ "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde Arbejde for os, som din Fader krævede, og det tunge Åg, han lagde på os, så vil vi tjene dig!" ⁵ Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!" Så gik Folket.

⁶ Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem: "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?" ⁷ De svarede: "Hvis du i Dag vil være venlig mod dette Folk og føje dem og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for bestandig!" ⁸ Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i hans Tjeneste, ⁹ og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på dem?" ¹⁰ De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham: "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter! ¹¹ Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"

¹² Da Jeroboam og alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde sagt, ¹³ gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles Råd ¹⁴ sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre det tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!" ¹⁵ Kongen hørte ikke på Folket, thi Gud føjede det således for at opfylde det Ord, Herren havde talet ved Ahija fra Silo til Jerøboam, Nebats Søn. ¹⁶ Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte. ¹⁷ Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam Konge.

¹⁸ Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med Hoveriarbejdet, ud til dem, men Israeliterne stenede ham til Døde. Da steg Kong Rehabeam i største Hast op på sin Stridsvogn og flygtede til Jerusalem. ¹⁹ Så brød Israel med Davids Hus, og således er det den Dag i Dag.

11 Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas og Benjamins Hus, 180.000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre Krig med Israel og vinde Kongedømmet tilbage til Rehabeam. ² Men da kom Herrens Ord til den Guds Mand Sjemaja således: ³ "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Israel i Juda og Benjamin: ⁴ Så siger Herren: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg tilskikket!" Da adlød de Herrens Ord og vendte tilbage og drog ikke mod Jeroboam.

⁵ Rehabeam boede så i Jerusalem, og han befæstede flere Byer i Juda. ⁶ Således befæstede han Betlehem, Etam, Tekoa, Bet-Zur, Soko, Adullam, ⁸ Gat, Maresj a, Zif, ⁹ Adorajim, Lakisj, Azeka, ¹⁰ Zor'a, Ajjalon og Hebron, alle i Juda og Benjamin; ¹¹ og han gjorde Fæstningerne stærke, indsatte Befalingsmænd i dem og forsynede dem med Forråd af Levnedsmidler, Olie og Vin ¹² og hver enkelt By med Skjolde og Spyd og gjorde dem således meget stærke. Ham tilhørte Juda og Benjamin.

¹³ Præsterne og Leviterne i hele Israel kom alle Vegne fra, hvor de boede, og stillede sig til hans Tjeneste; ¹⁴ thi Leviterne forlod deres Græsmarker og Ejendom og begav sig til Juda og Jerusalem, fordi Jeroboam og hans Sønner afsatte dem fra Stillingen som Herrens Præster, ¹⁵ idet han indsatte sig Præster for Offerhøjene og Bukketroldene og Tyrekalvene, som han, havde ladet lave. ¹⁶ Og i Følge med Leviterne kom fra alle Israels Stammer de, hvis Hjerte var vendt til at søge Herren, Israels Gud, til Jerusalem for at ofre til Herren, deres Fædres Gud; ¹⁷ og de styrkede Juda Rige og hævdede Rehabeams, Salomos Søns, Magt i et Tidsrum af tre År. Thi i tre År fulgte han Davids og Salomos Veje.

¹⁸ Rehabeam ægtede Mahalat; en Datter af Davids Søn Jerimot og Abihajil, en Datter af Eliab, Isajs Søn. ¹⁹ Hun fødte ham Sønnerne Je'usj, Sjemarja og Zaham. ²⁰ Senere ægtede han Absaloms Datter Ma'aka, som fødte ham Abija, Attaj, Ziza og Sjelomit. ²¹ Rehabeam elskede Absaloms Datter Ma'aka højere end sine andre Hustruer og Medhustruer; han havde nemlig atten Hustruer og tresindstyve Medhustruer og avlede otte og tyve Sønner og tresindstyve Døtre. ²² Og Rehabeam satte Ma'akas Søn Abija til Overhoved, til Fyrste blandt hans Brødre; thi han havde i Sinde at gøre, ham til Konge; ²³ og han fordelte klogelig alle sine Sønner rundt i alle Judas og Benjamins Landsdele og i alle de befæstede Byer og gav dem rigeligt Underhold og skaffede dem Hustruer.

12 Men da Rehabeams Kongedømme var grundfæstet og hans Magt styrket, forlod han tillige med hele Israel Herrens Lov. ² Da drog i Kong Rehabeams femte Regeringsår Ægypterkongen Sjisjak op imod Jerusalem, fordi de havde været troløse mod Herren, ³ med 1200 Stridsvogne og 60.000 Ryttere, og der var ikke Tal på Krigerne, der drog med ham fra Ægypten, Libyere, Sukkijiter og Ætiopere; ⁴ og efter at have indtaget Fæstningerne i Juda drog han mod Jerusalem. ⁵ Da kom Profeten Sjemaja til Rehabeam og Judas Øverster, som var tyet sammen i Jerusalem for Sjisjak, og sagde til dem: "Så siger Herren: I har forladt mig, derfor har jeg også forladt eder og givet eder i Sjisjaks Hånd!" ⁶ Da ydmygede Israels Øverster og Kongen sig og sagde: "Herren er retfærdig!" ⁷ Og da Herren så, at de havde ydmyget sig, kom Herrens Ord til Sjemaja således: "De har ydmyget sig; derfor vil jeg ikke tilintetgøre dem, men frelse dem om ikke længe, og min Vrede skal ikke udgydes over Jerusalem ved Sjisjak; ⁸ men de skal komme til at stå under ham og lære at kende Forskellen mellem at tjene mig og at tjene Hedningemagterne!"

⁹ Så drog Sjisjak op mod Jerusalem og tog Skattene i Herrens Hus og i Kongens Palads; alt tog han, også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave. ¹⁰ Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved Indgangen til Kongens Palads; ¹¹ og hver Gang Kongen begav sig til Herrens Hus, kom Livvagten og hentede dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen. ¹² Men da han havde ydmyget sig, vendfe Herrens Vrede sig fra ham, så han ikke helt tilintetgjorde ham; også i Juda var Forholdene gode.

¹³ Således styrkede Kong Rehabeam sin Magt i Jerusalem og blev ved at herske; thi Rehabeam var een og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten År i Jerusalem, den By, Herren havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at stedfæste sit Navn. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama. ¹⁴ Han gjorde, hvad der var ondt, thi hans Hjerte var ikke vendt til at søge Herren.

¹⁵ Rehabeams Historie fra først til sidst står jo optegnet i Profeten Sjemajas og Seeren tddos Krønike. Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden. ¹⁶ Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.

³⁰ Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var på det Sted, hvor Martha havde mødt ham. ³¹ Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, så, at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven for at græde der. ³² Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: "Herre! havde du været her da var min Broder ikke død." ³³ Da nu Jesus så hende græde og så Jøderne, som vare komne med hende, græde, harmedes han i Ånden og blev heftig bevæget i sit Indre; og han sagde: ³⁴ "Hvor have I lagt ham?" De sige til ham: "Herre! kom og se!" ³⁵ Jesus græd. ³⁶ Da sagde Jøderne: "Se, hvor han elskede ham!" ³⁷ Men nogle af dem sagde: "Kunde ikke han, som åbnede den blindes Øjne, have gjort, at også denne ikke var død?" ³⁸ Da harmes Jesus atter i sit Indre og går hen til Graven. Men det var en Hule, og en Sten lå for den. ³⁹ Jesus siger: "Tager Stenen bort!" Martha, den dødes Søster, siger til ham: "Herre! han stinker allerede; thi han har ligget der fire Dage:" ⁴⁰ Jesus siger til hende: " Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds Herlighed?" ⁴¹ Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: "Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig. ⁴² Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld, som står omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har udsendt mig." ⁴³ Og da han havde sagt dette, råbte han med høj Røst: "Lazarus, kom herud!" ⁴⁴ Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem: "Løser ham, og lader ham gå!"

⁴⁵ Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu på ham; ⁴⁶ men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort. ⁴⁷ Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet og sagde: "Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn. ⁴⁸ Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk." ⁴⁹ Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til dem: ⁵⁰ "I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå til Grunde." ⁵¹ Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket; ⁵² og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet. ⁵³ Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham.

⁵⁴ Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple. ⁵⁵ Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Påsken for at rense sig. ⁵⁶ Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: "Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?" ⁵⁷ Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham.