1 Samuel 4-8
Dette er Biblen på dansk
4 1 Og Samuels Ord nåede ud til hele Israel.
Og Israel rykkede ud til Kamp imod Filisterne og lejrede sig ved Eben-Ezer, medens Filisterne lejrede sig ved Afek. 2 Filisterne stillede sig op til Kamp mod Israel, og Kampen blev hed; Israel blev slået af Filisterne, og de dræbte i Slaget på åben Mark omtrent 4000 Mand. 3 Da Folket kom tilbage til Lejren, sagde Israels Ældste: "Hvorfor lod Herren os i Dag bukke under for Filisterne? Lad os hente vor Guds Ark i Silo, for at han kan være i vor Midte og fri os af vore Fjenders Hånd!" 4 Så sendte Folket Bud til Silo og hentede Hærskarers Herres Pagts Ark, han, som troner over Keruberne; og Elis to Sønner Hofni og Pinehas fulgte med Guds Pagts Ark.
5 Da nu Herrens Pagts Ark kom til Lejren, brød hele Israel ud i et vældigt Jubelråb, så Jorden rystede derved. 6 Og da Filisterne hørte Jubelråbet, sagde de: "Hvad er det for et vældigt Jubelråb i Hebræernes Lejr?" Og de fik at vide, at Herrens Ark var kommet til Lejren. 7 Da blev Filisterne bange, thi de tænkte: "Gud er kommet i Lejren!" Og de sagde: "Ve os! Sligt er ikke hændet før! 8 Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds Hånd? Det er den Gud, som slog Ægypterne med alle Hånde Plager og Pest. 9 Tag eder nu sammen og vær Mænd, Filistere, for at I ikke skal komme til at trælle for Hebræerne, som de har trællet for eder; vær Mænd og kæmp!" 10 Så begyndte Filisterne Kampen, og Israel blev slået, og de flygtede hver til sit; Nederlaget blev meget stort; der faldt 30000 Mand af det israelitiske Fodfolk, 11 Guds Ark blev gjort til Bytte, og Elis to Sønner Hofni og Pinehas faldt.
12 En Benjaminit løb bort fra Slaget og nåede samme Dag til Silo med sønderrevne Klæder og Jord på sit Hoved. 13 Da han kom derhen, se, da sad Eli på sin Stol ved Porten og spejdede hen ad Vejen; thi hans Hjerte var uroligt for Guds Ark. Da Manden så kom ind i Byen og fortalte det, opløftede hele Byen et Skrig, 14 og Eli hørte Skriget og sagde: "Hvad er det for en Larm?" Og Manden skyndte sig hen og fortalte Eli det. 15 Men Eli var otte og halvfemsindstyve År gammel, og hans Øjne var blevet sløve, så han ikke kunde se. 16 Og Manden sagde til Eli: "Det er mig, som kommer fra Slaget; jeg flygtede fra Slaget i Dag!" Da spurgte han: "Hvorledes er det gået, min Søn?" 17 Og Budbringeren svarede: "Israel flygtede for Filisterne, og Folket led et stort Nederlag; også begge dine Sønner Hofni og Pinehas er faldet, og Guds Ark er taget!" 18 Og da han nævnede Guds Ark, faldt Eli baglæns ned af Stolen ved Siden af Porten og brækkede Halsen og døde; thi Manden var gammel og tung. Han havde været Dommer for Israel i fyrretyve År.
19 Men da hans Sønnekone, Pinehas's Hustru, der var højt frugtsommelig, hørte Efterretningen om, at Guds Ark var taget, og at hendes Svigerfader og hendes Mand var døde, sank hun om og fødte, thi Veerne kom over hende. 20 Da hun lå på sit yderste, sagde de omstående Kvinder: "Frygt ikke, du har født en Søn!" Men hun svarede ikke og ænsede det ikke. 21 Og hun kaldte drengen Ikabod, idet hun sagde: "Borte er Israels Herlighed!" Dermed hentydede hun til, at Guds Ark var taget, og til sin Svigerfader og sin Mand. 22 Hun sagde: "Borte er Israels Herlighed, thi Guds Ark er taget!"
5 Filisterne tog da Guds Ark og bragte den fra Eben Ezer til Asdod. 2 Og Filisterne tog Guds Ark og bragte den ind i Dagons Hus og stillede den ved Siden af Dagon. 3 Men tidligt næste Morgen, da Asdoditerne gik ind i Dagons Hus, se, da var Dagon faldet næsegrus til Jorden foran Herrens Ark. De tog da Dagon og stillede ham på Plads igen. 4 Men da de kom tidligt næste Morgen, se, da var Dagon faldet næsegrus til Jorden foran Herrens Ark; Hovedet og begge Hænder var slået af og lå på Tærskelen; kun Kroppen var tilbage af ham. 5 Derfor undgår Dagons Præster og alle, som går ind i dagons Hus, endnu den Dag i Dag at træde på Dagons Tærskel i Asdod.
6 Og Herrens Hånd lå tungt på Asdoditerne; han bragte Fordærvelse over dem, og med Pestbylder slog han Asdod og Egnen der omkring. 7 Da Asdoditerne skønnede, hvorledes det hang sammen, sagde de: "Israels Guds Ark må ikke blive hos os, thi hans Hånd tager hårdt på os og på Dagon, vor Gud!" 8 De sendte da Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen hos sig og sagde: "Hvad skal vi gøre med Israels Guds Ark?" De svarede: "Israels Guds Ark skal flyttes til Gat!" Så flyttede de Israels Guds Ark; 9 men efter at de havde flyttet den derhen, ramte Herrens Hånd Byen, så de grebes af stor Rædsel; og han slog Indbyggerne i Byen, små og store, så der brød Pestbylder ud på dem. 10 De sendte da Guds Ark til Ekron; men da Guds Ark kom til Ekron, råbte Ekroniterne: "De har flyttet Israels Guds Ark over til mig for at bringe Død over mig og mit Folk!" 11 Og de sendte Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen og sagde: "Send Israels Guds Ark bort og lad den komme hen igen, hvor den har hjemme, for at den ikke skal bringe Død over mig og mit folk!"Thi der var kommet Dødsangst over hele Byen, Guds Hånd lå såre tungt på den. 12 De Mænd, som ikke døde, blev slået med Pestbylder, så at Klageråbet fra Byen nåede op til Himmelen.
6 Efter at Herren Ark havde været i Filisternes Land syv Måneder, 2 lod Filisterne Præsterne og Sandsigerne kalde og sagde: "Hvad skal vi gøre med Herrens Ark? Lad os få at vide, hvorledes vi skal bære os ad, når vi sender den hen, hvor den har hjemme!" 3 De svarede: "Når I sender Israels Guds Ark tilbage, må I ikke sende den bort uden Gave; men I skal give den en Sonegave med tilbage; så bliver I raske og skal få at vide, hvorfor hans Hånd ikke vil vige fra eder!" 4 De spurgte da: "Hvilken Sonegave skal vi give den med tilbage?" Og de sagde: "Fem Guldbylder og fem Guldmus svarende til Tallet på Filisterfyrsterne; thi det er en og samme Plage, der har ramt eder og eders Fyrster; 5 I skal eftergøre eders Bylder og Musene, som hærger eders Land, og således give Israels Gud Æren; måske vil han da tage sin Hånd bort fra eder, eders Gud og eders Land. 6 Hvorfor vil I forhærde eders Hjerte, som Ægypterne og Farao forhærdede deres Hjerte? Da han viste dem sin Magt, måtte de da ikke lade dem rejse, så de kunde drage af Sted? 7 Tag derfor og lav en ny Vogn og tag to diegivende Køer, som ikke har båret Åg, spænd Køerne for Vognen og tag Kalvene fra dem og driv dem hjem; 8 tag så Herrens Ark og sæt den på Vognen, læg de Guldting, I giver den med i Sonegave, i et Skrin ved Siden af og send den så af Sted. 9 Læg siden Mærke til, om den tager Vejen hjem ad Bet-Sjemesj til, thi så er det ham, som har voldt os denne store Ulykke; i modsat Fald ved vi, at det ikke var hans Hånd, som ramte os, men at det var en Hændelse!"
10 Mændene gjorde da således; de tog to diegivende Køer og spændte dem for Vognen, men Kalvene lukkede de inde i Stalden. 11 Derpå satte de Herrens Ark på Vognen tillige med Skrinet med Guldmusene og Bylderne. 12 Men Køerne gik den slagne Vej ad Bet-Sjemesj til; under ustandselig Brølen fulgte de stadig den samme Vej uden at bøje af til højre eller venstre, og Filisterfyrsterne fulgte med dem til Bet-Sjemesj's Landemærke. 13 Da Bet-Sjemesjiterne, der var ved at høste Hvede i Dalen, så op og fik Øje på Arken, løb de den glade i Møde; 14 og da Vognen var kommet til Bet-Sjemesjiten Jehosjuas Mark, standsede den. Der lå en stor Sten; de huggede da Træet af Vognen i Stykker og ofrede Køerne som Brændoffer til Herren. 15 Og Leviterne løftede Herrens Ark ned tillige med Skrinet med Guldtingene, der stod ved Siden af, og satte den på den store Sten, og Mændene i Bet-Sjemesj bragte den Dag Brændofre og ofrede Slagtofre til Herren. 16 Da de fem Filisterfyrster havde set det, vendte de ufortøvet tilbage til Ekron.
17 Dette er de Guldbylder, Filisterne lod følge med i Sonegave til Herren: For Asdod een, for Gaza een, for Askalon een, for Gat een og for Ekron een. 18 Guldmusene svarede til Tallet på alle Filisterbyerne, der tilhørte de fem Fyrster, både de befæstede Byer og Landsbyerne. Vidne derom er den Dag i Dag den store Sten på Bet-Sjemesjifen Jehosjuas Mark, hvorpå de satte Herrens Ark. 19 Men Jekonjas Efterkommere havde ikke taget Del i Bet-Sjemesjiternes Glæde over at se Herrens Ark; derfor ihjelslog han halvfjerdsindstyve Mænd iblandt dem. Da sørgede Folket, fordi Herren havde slået så mange af dem ihjel; 20 og Bet-Sjemesjiterne sagde:"Hvem kan bestå for Herrens, denne hellige Guds, Åsyn? Og hvor vil han drage hen fra os?" 21 Og de sendte Bud til Indbyggerne i Kirjat-Jearim og lod sige: "Filisterne har sendt Herrens Ark tilbage. Kom herned og hent den op til eder!" 7 1 Da kom Mændene fra Kirjat-Jearim og hentede Herrens Ark op til sig og bragte den til Abinadabs Hus på Højen; og hans Søn El'azar helligede de til at vogte Herrens Ark.
2 Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim gik der lang Tid; der gik tyve År, og hele Israels Hus sukkede efter Herren. 3 Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende eder til Herren af hele eders Hjerte, skil eder så af med de fremmede Guder og Astarterne; vend eders Hu til Herren og dyrk ham alene, så vil han fri eder af Filisternes Hånd!" 4 Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne og Astarterne og dyrkede Herren alene. 5 Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg bede til Herren for eder!" 6 Så samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for Herrens Åsyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet mod Herren!" Derpå dømte Samuel Israeliterne i Mizpa.
7 Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa, drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørte det, blev de bange for Filisterne. 8 Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe til Herren vor Gud, at han må frelse os af Filisternes Hånd!" 9 Da tog Samuel et diende Lam og bragte Herren det som Brændoffer, som Heloffer; og Samuel råbte til Herren for Israel, og Herren bønhørte ham. 10 Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkede Filisterne frem til Kamp mod Israel,men Herren sendte den Dag et vældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, så de blev slået af Israel; 11 og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne og huggede dem ned lige til neden for Bet-Kar. 12 Derpå tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa og Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtil har Herren hjulpet os!" 13 Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind i Israels Land, men Herrens Hånd lå tungt på Filisterne, så længe Samuel levede. 14 De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekron til Gat; også Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne; og der var Fred mellem Israel og Amoriterne.
15 Samuel var Dommer i Israel, så længe han levede; 16 han plejede årlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og dømme Israeliterne på alle disse Steder; 17 derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han sit Hjem, og der dømte han Israel. Og han byggede Herren et Alter der.
8 Da Samuel var blevet gammel, satte han sine Sønner til Dommere over Israel; 2 hans førstefødte Søn hed Joel og hans anden Søn Abija; de dømte i Be'ersjeba. 3 Men hans Sønner vandrede ikke i hans Spor; de lod sig lede af egen Fordel, tog imod Bestikkelse og bøjede Retten.
4 Da kom alle Israels Ældste sammen og begav sig til Samuel i Rama 5 og sagde til ham: "Se, du er blevet gammel, og dine Sønner vandrer ikke i dit Spor. Sæt derfor en Konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre Folk har det!" 6 Men det vakte Samuels Mishag, at de sagde: "Giv os en Konge, som kan dømme os!" Og Samuel bad til Herren. 7 Da sagde Herren til Samuel: "Ret dig i et og alt efter, hvad Folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres Konge. 8 Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud af Ægypten og indtil denne Dag, idet de forlod mig og dyrkede andre Guder, således handler de også imod dig. 9 Men ret dig nu efter dem; dog skal du indtrængende advare dem og lade dem vide, hvad Ret den Konge skal have, som skal herske over dem!"
10 Så forebragte Samuel Folket, som krævede en Konge af ham, alle Herrens Ord 11 og sagde: "Denne Ret skal den Konge have, som skal herske over eder: Eders Sønner skal han tage og sætte ved sin Vogn og sine Heste, så de må løbe foran hans Vogn, 12 og sætte dem til Tusindførere og Halvhundredførere og til at pløje og høste for ham og lave hans Krigsredskaber og Vogntøj. 13 Eders Døtre skal han tage til at blande Salver, koge og bage. 14 De bedste af eders Marker, Vingårde og Oliventræer skal han tage og give sine Folk. 15 Af eders Sæd og Vinhøst skal han tage Tiende og give sine Hofmænd og Tjenere. 16 De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af eders Hornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde. 17 Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hans Trælle. 18 Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgt eder, så vil Herren ikke bønhøre eder!"
19 Folket vilde dog ikke rette sig efter Samuel, men sagde: "Nej, en Konge vil vi have over os, 20 vi vil have det som alle de andre Folk; vor Konge skal dømme os og drage ud i Spidsen for os og føre vore Krige!" 21 Da Samuel havde hørt alle Folkets Ord. forebragte han Herren dem; 22 og Herren sagde til Samuel: "Ret dig efter dem og sæt en Konge over dem!" Da sagde Samuel til Israels Mænd: "Gå hjem, hver til sin By!"