1 Samuel 15-17

Dette er Biblen på dansk

15 Samuel sagde til Saul: "Det var mig, Herren sendte for at salve dig til konge over hans Folk Israel; lyd nu Herrens Røst. ² Så siger Hærskarers Herre: Jeg vil straffe Amalek for, hvad de gjorde mod Israel, da de stillede sig i Vejen for det på Vandringen op fra Ægypten. ³ Drag derfor hen og slå Amalek og læg Band på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder, Børn og diende, Okser og Får, Kameler og Æsler!" ⁴ Så stævnede Saul Folket sammen og mønstrede dem i Telaim, 200000 Mand Fodfolk og 10000 Mand af Juda.

⁵ Derpå drog Saul mod Amaleks By og lagde Baghold i Dalen. ⁶ Men Saul sagde til Keniterne: "Skil eder fra Amalekiterne og gå eders Vej, for at jeg ikke skal udrydde eder sammen med dem; I viste jo Venlighed mod alle Israeliterne, dengang de drog op fra Ægypten!" Så trak Keniterne sig tilbage fra Amalek. ⁷ Og Saul slog Amalek fra Havila til Sjur, som ligger østen for Ægypten, ⁸ og tog Kong Agag af Amalek levende til Fange. På alt Folket lagde han Band og huggede dem ned med Sværdet; ⁹ men Saul og Folket skånede Agag og det bedste af Småkvæget og Hornkvæget, de fede og velnærede Dyr, alt det bedste; de vilde ikke lægge Band på dem,men på alt det dårlige og værdiløse Kvæg lagde de Band.

¹⁰ Da kom Herrens Ord til Samuel således: ¹¹ "Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til Konge; thi han har vendt sig fra mig og ikke holdt mine Befalinger!" Da vrededes Samuel og råbte til Herren hele Natten. ¹² Næste Morgen tidlig, da Samuel vilde gå Saul i Møde, blev der meldt ham: "Saul kom til Karmel og rejste sig et Mindesmærke der; så vendte han om og drog videre ned til Gilgal!" ¹³ Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham: "Herren velsigne dig! Jeg har holdt Herrens Befaling!" ¹⁴ Men Samuel sagde: "Hvad er det for en Brægen af Småkvæg, som når mit Øre, og Brølen af Hornkvæg, jeg hører?" ¹⁵ Saul svarede: "De tog dem med fra Amalekiterne; thi Folket skånede det bedste af Småkvæget og Hornkvæget for at ofre det til Herren din Gud; på det andet derimod lagde vi Band!" ¹⁶ Da sagde Samuel til Saul: "bet er nok! Jeg vil kundgøre dig, hvad Herren i Nat har sagt mig!" Han svarede: "Tal!"

¹⁷ Da sagde Samuel: "Om du end ikke regner dig selv for noget, er du så ikke Høvding for Israels Stammer, og salvede Herren dig ikke til Konge over Israel? ¹⁸ Og Herren sendte dig af Sted med den Befaling: Gå hen og læg Band på Amalekiterne, de Syndere, og før Krig imod dem, indtil du har udryddet dem! ¹⁹ Hvorfor adlød du da ikke Herrens Røst, men styrtede dig over Byttet og gjorde, hvad der er ondt i Herrens Øjne?" ²⁰ Saul svarede Samuel: "Jeg adlød Herrens Røst og gik, hvor Herren sendte mig hen; jeg har bragt Kong Agag af Amalek med og lagt Band på Amalek; ²¹ men Folket tog Småkvæg og Hornkvæg af Byttet, det bedste af det bandlyste, for at ofre det til Herren din Gud i Gilgal." ²² Men Samuel sagde: "Mon Herren har lige så meget Behag i Brændofre og Slagtofre som i Lydighed mod Herrens Høst? Nej, at adlyde er mere værd end Slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end Væderfedt; ²³ thi Genstridighed er Trolddomssynd, og Egenrådighed er Afgudsbrøde. Fordi du har forkastet Herrens Ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være Konge!" ²⁴ Da sagde Saul til Samuel: "Jeg har syndet, thi jeg har overtrådt Herrens Befaling og dine Ord, men jeg frygtede Folket og føjede dem: ²⁵ tilgiv mig dog nu min Synd og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede Herren!" ²⁶ Men Samuel sagde til Saul: "Jeg vender ikke tilbage med dig; fordi du har forkastet Herrens Ord, har Herren forkastet dig, så du ikke mer skal være Konge over Israel!" ²⁷ Derpå vendte Samuel sig for at gå, men Saul greb fat i hans Kappeflig, så den reves af. ²⁸ Da sagde Samuel til ham: "Herren har i Dag revet Kongedømmet over Israel fra dig og givet det til en anden, som er bedre end du! ²⁹ Visselig, han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, ej heller angrer han; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre!" ³⁰ Saul sagde: "Jeg har syndet; men vis mig dog Ære for mit Folks Ældste og Israel og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede Herren din Gud!" ³¹ Da vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad Herren.

³² Derpå sagde Samuel: "Bring Kong Agag af Amalek hid til mig!" Og Agag gik frejdigt hen til ham og sagde: "Visselig, nu er Dødens Bitterhed svundet!" ³³ Da sagde Samuel: "Som dit Sværd har gjort Kvinder barnløse, skal din Moder blive barnløs fremfor andre Kvinder!" Derpå sønderhuggede Samuel Agag for Herrens Åsyn i Gilgal. ³⁴ Samuel begav sig så til Rama, mens Saul drog op til sit Hjem i Sauls Gibea. ³⁵ Og Samuel så ikke mere Saul indtil sin Dødedag; thi Samuel sørgede over Saul.

Herren angrede, at han havde gjort Saul til Konge over Israel; 16 ¹ og Herren sagde til Samuel: "Hvor længe vil du gå og sørge over Saul? Jeg har jo dog forkastet ham, så han ikke mere skal være Konge over Israel. Fyld dit Horn med Olie og drag af Sted! Jeg sender dig til Betlehemiten Isaj, thi jeg har udset mig en Konge blandt hans Sønner." ² Samuel svarede: "Hvorledes kan jeg det? Får Saul det at høre, dræber han mig!" Men Herren sagde: "Tag en Kvie med og sig: Jeg kommer for at ofre Herren et Offer! ³ Og indbyd Isaj til Ofringen; så vil jeg lade dig vide, hvad du skal gøre; du skal salve mig den, jeg siger dig!" ⁴ Samuel gjorde da, som Herren sagde. Da han kom til Betlehem, gik Byens Ældste ham forfærdede i Møde og sagde: "Kommer du for det gode?" ⁵ Han svarede: "Ja! Jeg kommer for at ofre til Herren. Helliger eder og kom med til Ofringen!" Og han lod Isaj og hans Sønner hellige sig og indbød dem til Ofringen:

⁶ Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: "Visselig står nu Herrens Salvede for ham!" ⁷ Men Herren sagde til Samuel: "Se ikke på hans Ydre eller høje Vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som Mennesker ser, thi Mennesker ser på det, som er for Øjnene, men Herren ser på Hjertet." ⁸ Da kaldte Isaj på Abinadab og førte ham hen for Samuel; men han sagde: "Heller ikke ham har Herren udvalgt!" ⁹ Isaj førte da Sjamma frem; men han sagde: "Heller ikke ham har Herren udvalgt!" ¹⁰ Så førte Isaj de andre af sine syv Sønner frem for Samuel; men Samuel sagde til Isaj: "Herren har ikke udvalgt nogen af dem!" ¹¹ Samuel spurgte da Isaj: "Er det alle de unge Mænd?" Han svarede: "Endnu er den yngste tilbage; men han vogter Småkvæget!" Da sagde Samuel til Isaj: "Send Bud efter ham! thi vi sætter os ikke til Bords, før han kommer!" ¹² Så sendte han Bud efter ham. Han var rødmosset, en Yngling med smukke Øjne og skøn at se til. Da sagde Herren: "Stå op, salv ham, thi ham er det!" ¹³ Samuel tog da Oliehornet og salvede ham, medens hans Brødre stod rundt om: Og Herrens Ånd kom over David fra den Dag af. Derefter brød Samuel op og gik til Rama.

¹⁴ Efter at Herrens Ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ond Ånd fra Herren. ¹⁵ Sauls Folk sagde da til ham: "Se, en ond Ånd fra Gud plager dig; ¹⁶ sig kun et Ord, Herre, dine Trælle står rede til at søge efter en Mand, der kan lege på Strenge; når en ond Ånd fra Gud kommer over dig, skal han røre Strengene; så får du det godt!" ¹⁷ Da sagde Saul til sine Folk: "Find mig en Mand, der er dygtig til Strengeleg, og bring ham til mig!" ¹⁸ En af Tjenerne tog til Orde og sagde: "Jeg har set en Søn af Betlehemiten Isaj, han kan lege på Strenge og er en dygtig Kriger, en øvet Krigsmand; han ved at føje sine Ord og er en smuk Mand, og Herren er med ham!" ¹⁹ Saul sendte da Bud til Isaj og lod sige: "Send mig din Søn David, som er ved Fårene!" ²⁰ Da tog Isaj ti Brød, en Lædersæk Vin og et Gedekid og sendte sin Søn David til Saul dermed. ²¹ Således kom David til Saul og trådte i hans Tjeneste; Saul fik ham såre kær, og han blev hans Våbendrager. ²² Og Saul sendte Bud til Isaj og lod sige: "Lad David blive i min Tjeneste, thi jeg har fattet Godhed for ham!" ²³ Når nu Ånden fra Gud kom over Saul, tog David sin Citer og rørte Strengene; så følte Saul Lindring og fik det godt, og den onde Ånd veg fra ham.

17 Filisterne samlede deres Hær til Kamp. De samlede sig ved Soko i Juda og slog Lejr mellem Soko og Azeka i Efes-Dammim. ² Ligeledes samlede Saul og Israels Mænd sig og slog Lejr i Terebintedalen og gjorde sig rede til at angribe Filisterne. ³ Filisterne stod ved Bjerget på den ene Side, Israeliterne ved Bjerget på den anden, med Dalen imellem sig. ⁴ Da trådte en Tvekæmper ved Navn Goliat fra Gat ud af Filisternes Rækker, seks Alen og et Spand høj. ⁵ Han havde en Kobberhjelm på Hovedet, var iført en Skælbrynje, hvis Kobber vejede 5000 Sekel, ⁶ og havde Kobberskinner på Benene og et Kobberspyd over Skulderen. ⁷ Hans Spydstage var som en Væverbom, og hans Spydsod var af Jern og vejede 600 Sekel; hans Skjolddrager gik foran ham. ⁸ Han stod frem og råbte over til Israels Slagrækker: "Hvorfor drager I ud til Angreb? Er jeg ikke en Filister og I Sauls Trælle? Vælg jer en Mand og lad ham komme herned til mig! ⁹ Hvis han kan tage Kampen op med mig og dræber mig, vil vi være eders Trælle, men får jeg Bugt med ham og dræber ham, skal I være vore Trælle og trælle for os!" ¹⁰ Yderligere sagde Filisteren: "I Dag har jeg hånet Israels Slagrækker; kom med en Mand, så vi kan kæmpe sammen!" ¹¹ Da Saul og hele Israel hørte disse Filisterens Ord, blev de forfærdede og grebes af Rædsel. ¹² David var Søn af en Efratit i Betlehem i Juda ved Navn Isaj, som havde otte Sønner. Denne Mand var på Sauls Tid gammel og til Års. ¹³ Isajs tre ældste Sønner havde fulgt Saul i Krigen, og Navnene på hans tre ældste Sønner, som var draget i Krigen, var Eliab, den førstefødte, Abinadab, den næstældste, og Sjamma, den tredje; ¹⁴ David var den yngste. De tre ældste havde fulgt Saul; ¹⁵ og David gik af og til hjem fra Saul for at vogte sin Faders Småkvæg i Betlehem. ¹⁶ Men Filisteren trådte frem og tilbød Kamp hver Morgen og Aften i fyrretyve Dage. ¹⁷ Nu sagde Isaj engang til sin Søn David: "Tag en Efa af det ristede Korn her og disse ti Brød til dine Brødre og løb hen til dem i Lejren med det ¹⁸ og bring disse ti Skiver Flødeost til Tusindføreren; og se så, hvorledes det går dine Brødre, og få et Pant af dem; ¹⁹ Saul ligger med dem og alle Israels Mænd i Terebintedalen og kæmper med Filisterne!"

²⁰ Næste Morgen tidlig overlod David Småkvæget til en Vogter, tog Sagerne og gav sig på Vej,som Isaj havde pålagt ham; og han kom til Vognborgen, netop som Hæren rykkede ud til Slag og opløftede Kampråbet. ²¹ Både Israel og Filisterne stod rede til Kamp, Slagorden mod Slagorden. ²² David lagde sine Sager fra sig og overlod dem til Vagten ved Trosset, løb ind mellem Slagrækkerne og gik hen og hilste på sine Brødre. ²³ Medens han talte med dem, se, da kom Tvekæmperen - Filisteren Goliat hed han og var fra Gat - frem fra Filisternes Slagrækker og talte, som han plejede, medens David hørte på det. ²⁴ Da Israels Mænd så Manden, flygtede de alle rædselsslagne for ham. ²⁵ Og Israels Mænd sagde: "Ser I den Mand, som kommer der? Det er for at håne Israel, han kommer; den, som dræber ham, vil Kongen give stor Rigdom; sin Datter vil han give ham, og hans Fædrenehus vil han fritage for Skat i Israel!" ²⁶ David spurgte da de Mænd,som stod om ham: "Hvilken Løn får den, som dræber denne Filister og tager Skammen fra Israel? Thi hvem er vel denne uomskårne Filister, at han vover at håne den levende Guds Slagrækker?" ²⁷ Og Folkene gentog for ham: "Det og det får den, som dræber ham!" ²⁸ Men da hans ældste Broder Eliab hørte ham tale med Mændene, blev han vred på David og sagde: "Hvad vil du her? Og hvem har du overladt de stakkels Får i Ørkenen? Jeg kender dit Overmod og dit Hjertes Ondskab; du kom jo herned for at se på Kampen!" ²⁹ Da sagde David: "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et Spørgsmål!" ³⁰ Og han vendte sig fra ham til en anden og sagde det samme, og Folkene svarede ham som før.

³¹ Imidlertid rygtedes det, hvad David havde sagt; det kom også Saul for Øre, og han lod ham hente. ³² Da sagde David til Saul: "Min Herre må ikke tabe Modet! Din Træl vil gå hen og kæmpe med den Filister!" ³³ Saul svarede David: "Du kan ikke gå hen og kæmpe med den Filister; thi du er en ung Mand, og han har været Kriger fra sin Ungdom!" ³⁴ Men David sagde til Saul: "Din Træl har vogtet sin Faders Små kvæg; og kom der en Løve eller en Bjørn og slæbte et Dyr bort fra Hjorden, ³⁵ løb jeg efter den og slog den og rev det ud af Gabet på den; kastede den sig så over mig, greb jeg den i Skægget og slog den ihjel. ³⁶ Både Løve og Bjørn har din Træl dræbt, og det skal gå denne uomskårne Filister som en at dem; thi han har hånet den levende Guds Slagrækker!" ³⁷ Fremdeles sagde David: "Herren, som har reddet mig fra Løvers og Bjørnes Vold, vil også redde mig fra denne Filisters Hånd!"Da sagde Saul til David: "Gå! Herren være med dig!"

³⁸ Saul iførte nu David sin Våbenkjortel, satte en Kobberhjelm på hans Hoved, iførte ham en Brynje ³⁹ og spændte sit Sværd om ham over Våbenkjortelen; men det var forgæves, han søgte at gå dermed, thi han havde aldrig prøvet det før. Da sagde David til Saul: "Jeg kan ikke gå dermed, thi jeg har aldrig prøvet det før!" Og David tog det af. ⁴⁰ Derpå tog han sin Stav i Hånden og udsøgte sig fem af de glatteste Sten i Flodlejet, lagde dem i sin Hyrdetaske, der tjente ham som Slyngestenstaske, tog sin Slynge i Hånden og gik mod Filisteren. ⁴¹ Imidlertid kom Filisteren David nærmere og nærmere med Skjolddrageren foran sig; ⁴² og da Filisteren så til og fik Øje på David, ringeagtede han ham, fordi han var en ung Mand, rødmosset og smuk at se til. ⁴³ Og Filisteren sagde til David:"Er jeg en Hund, siden du kommer imod mig med en Stav?" Og Filisteren forbandede David ved sin Gud. ⁴⁴ Derpå sagde Filisteren til David: "Kom herhen, så skal jeg give Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr dit Kød!" ⁴⁵ David svarede Filisteren: "Du kommer imod mig med Sværd og Spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers Herres, Israels Slagrækkers Guds, Navn, ham, du har hånet. ⁴⁶ I Dag giver Herren dig i min Hånd; jeg skal slå dig ned og hugge Hovedet af dig og i Dag give Himmelens Fugle og Jordens vilde Dyr din og Filisterhærens døde Kroppe, for at hele Jorden kan kende, at der er en Gud i Israel, ⁴⁷ og for at hele denne Forsamling kan kende, at Herren ikke giver Sejr ved Sværd eller Spyd; thi Herren råder for Kampen, og han vil give eder i vor Hånd!"

⁴⁸ Da Filisteren nu satte sig i Bevægelse og gik nærmere hen imod David, løb David hurtigt hen imod Slagrækken for at møde Filisteren. ⁴⁹ Og David greb ned i Tasken, tog en Sten af den, slyngede den ud og ramte Filisteren i Panden, så Stenen trængte ind i hans Pande, og han styrtede næsegrus til Jorden. ⁵⁰ Således fik David Bugt med Filisteren med Slynge og Sten, og han slog Filisteren ihjel, skønt han ikke havde Sværd i Hånden. ⁵¹ Så løb David hen ved Siden af Filisteren, greb hans Sværd, drog det af Skeden og gav ham Dødsstødet og huggede Hovedet af ham dermed. Da Filisterne så, at deres Helt var død, flygtede de; ⁵² men Israels og Judas Mænd satte sig i Bevægelse, opløftede Kampråbet og forfulgte Filisterne lige til Gat og Ekrons Porte, og de faldne Filistere lå på Vejen fra Sja'arajim lige til Gat og Ekron. ⁵³ Derpå vendte Israeliterne tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne og plyndrede deres Lejr. ⁵⁴ Og David tog Filisterens Hoved og bragte det til Jerusalem, men hans Våben lagde han i sit Telt.

⁵⁵ Da Saul så David gå imod Filisteren, sagde han til Hærføreren Abner: "Hvis Søn er denne unge Mand, Abner?" Abner svarede: "Så sandt du lever, Konge, jeg ved det ikke!" ⁵⁶ Da sagde Kongen: "Forhør dig om, hvis Søn denne Yngling er!" ⁵⁷ Da så David vendte tilbage efter at have dræbt Filisteren, tog Abner ham og førte ham frem for Saul, og han havde Filisterens Hoved i Hånden. ⁵⁸ Saul sagde til ham: "Hvis Søn er du, unge Mand?" David svarede: "Jeg er Søn af din Træl, Betlehemiten Isaj!"