1 Samuel 1-3
Dette er Biblen på dansk
1 Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge ved Navn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu, en Søn af Zuf, en Efraimit. 2 Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna; Peninna havde Børn, men Hanna ikke. 3 Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede Hærskarers Herre og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni og Pinehas Var Præster for Herren. 4 En Dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin Hustru Peninna og alle hendes Sønner og Døtre flere Dele, 5 men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een Del, fordi Herren havde tillukket hendes Moderliv; 6 hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser for den Skam, at Herren havde tillukket hendes Moderliv. 7 Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til Herrens Hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og ikke vilde spise.
8 Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg dig ikke mere værd end ti Sønner?" 9 Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen for Herrens Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en af Dørstolperne i Herrens Hus; 10 og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til Herren 11 og aflagde det Løfte: "Hærskarers Herre! Hvis du vil se til din Tjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde, men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til Herren alle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!" 12 Således bad hun længe for Herrens Åsyn, og Eli iagttog hendes Mund; 13 men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægede sig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun var beruset, 14 og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at komme af med din Rus!" 15 Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde; Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl for Herrens Åsyn. 16 Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tiden har jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!" 17 Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!" 18 Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!" Så gik Kvinden sin Vej , og hun spiste og så ikke længer forgræmmet ud.
19 Næste Morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for Herrens Åsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama. Og Elkana kendte sin Hustru Hanna, og Herren kom hende i Hu; 20 og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter og gav ham Navnet Samuel; "thi," sagde hun, "jeg har bedt mig ham til hos Herren!"
21 Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe Herren det årlige Offer og sit Løfteoffer, 22 drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand: "Jeg vil vente, til Drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for at han kan stedes for Herrens Åsyn og blive der for stedse!" 23 Da sagde hendes Mand Elkana til hende : "Gør, som du synes! Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte Herren kun gøre dit Ord til Virkelighed!" Så blev Kvinden hjemme og ammede sin Søn, indtil hun vænnede ham fra. 24 Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden en treårs Tyr, en Efa Mel og en Dunk Vin, og hun kom til Herrens Hus i Silo og havde Drengen med. 25 Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til Eli 26 og sagde: "Hør mig, Herre! Så sandt du lever, Herre, jeg er den Kvinde, som stod her ved din Side og bad til Herren. 27 Om denne Dreng bad jeg, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. 28 Derfor vil jeg også overlade ham til Herren; hele sit Liv skal han være overladt til Herren!" Og hun lod ham blive der for Herrens Åsyn.
2 Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over Herren, mit Horn er løftet ved min Gud, min Mund vidt opladt mod mine Fjender, jeg glæder mig over din Frelse. 2 Der er ingen Hellig som Herren, nej, der er ingen uden dig, der er ingen Klippe som vor Gud 3 Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed undslippe ej eders Mund! Thi en vidende Gud er Herren, og Gerninger vejes af ham. 4 Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig med Kraft; 5 mætte lader sig leje for Brød, men sultnes Slid hører op; den ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter. 6 Herren døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op; 7 Herren gør fattig, gør rig, han nedbøjer 8 han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter han fattige for at bænke og give dem Ærespladsen. Thi Herrens er Jordens Søjler, Jorderig bygged han på dem 9 Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse omkommer i Mørket; thi ingen vinder Sejr ved egen kraft. 10 Herren - hans Fjender forfærdes, den Højeste tordner i Himmelen, Herren dømmer den vide Jord! Han skænker sin Konge Kraft, løfter sin Salvedes Horn! 11 Så drog hun til Rama, men Drengen gjorde Tjeneste for Herren under Præsten Elis Tilsyn.
12 Men Elis Sønner var Niddinger; de ænsede hverken Herren 13 eller Præstens Ret over for Folket. Hver Gang en Mand bragte et Slagtoffer, kom Præstens Tjener, medens Kødet kogte, med en tregrenet Gaffel i Hånden 14 og stak den ned i Karret, Krukken, Kedelen eller Gryden, og alt, hvad Gaffelen fik med op, tog Præsten for sin Del. Således bar de sig ad over for alle de Israelitter, som kom til Silo for at ofre der. 15 Eller også kom Præstens Tjener, før de bragte Fedtet som Røgoffer, og sagde til Manden, som ofrede: "Giv Præsten Kød til at stege; han tager ikke mod kogt Kød af dig, kun råt!" 16 Sagde Manden nu til ham: "Først må Fedtet bringes som Røgoffer, bagefter kan du tage så meget, du lyster!" svarede han: "Nej, giv mig det nu, ellers tager jeg det med Magt!" 17 Og de unge Mænds Synd var såre stor for Herrens Åsyn, idet de viste Ringeagt for Herrens Offergaver.
18 Imidlertid gjorde Samuel Tjeneste for Herrens Åsyn; og Drengen var iført en linned Efod. 19 Hans Moder lavede hvert År en lille Kappe til ham og bragte ham den, når hun drog op med sin Mand for at ofre det årlige Offer. 20 Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde: "Herren give dig Afkom af denne Kvinde til Gengæld for ham, hun overlod Herren!" Så gik de hjem igen. 21 Og Herren så til Hanna, og hun blev frugtsommelig og fødte tre Sønner og to Døtre. Men Drengen Samuel voksede op hos Herren.
22 Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes hans Sønner behandlede hele Israel, og at de lå hos Kvinderne, som gjorde Tjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet, 23 sagde han til dem: "Hvorfor gør I sådanne Ting, som jeg hører alt Folket tale om? 24 Bær eder dog ikke således ad, mine Sønner! Thi det er ikke noget godt Rygte, jeg hører gå fra Mund til Mund i Herrens Folk. 25 Når en Mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; men synder en Mand mod Herren, hvem kan da optræde som Dommer til Gunst for ham?" Men de brød sig ikke om deres Faders Advarsel, thi Herren vilde deres Død. 26 Men Drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i Yndest både hos Herren og Mennesker.
27 Da kom en Guds Mand til Eli og sagde: Så siger Herren: "Se, jeg åbenbarede mig for dit Fædrenehus, dengang de var Trælle for Faraos Hus i Ægypten, 28 og jeg udvalgte det af alle Israels Stammer til at gøre Præstetjeneste for mig, til at træde op på mit Alter for at tænde Offerild og til at bære Efod for mit Åsyn; og jeg tildelte dit Fædrenehus alle Israeliternes Ildofre. 29 Hvor kan du da se ondt til mit Slagtoffer og Afgrødeoffer, som jeg har påbudt, og ære dine Sønner fremfor mig, idet l gør eder tilgode med det bedste at alle mit Folk Israels Offergaver! 30 Derfor lyder det fra Herren, Israels Gud: Vel har jeg sagt, at dit Hus og dit Fædrenehus for stedse skulde færdes for mit Åsyn; men nu, lyder det fra Herren, være det langt fra mig! Nej, dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes. 31 Se, den Tid skal komme, da jeg, afhugger din og dit Fædrenehus's Arm, så ingen i dit Hus skal blive gammel; 32 og du skal se ondt til alt det gode, Herren gør mod Israel, og ingen Sinde skal nogen i din Slægt blive gammel. 33 Kun en eneste af din Slægt vil jeg undlade at bortrydde fra mit Alter for at lade hans Øjne hentæres og hans Sjæl vansmægte: men alle de andre i din Slægt skal dø for Menneskers Sværd. 34 Og det Tegn, du får derpå, skal være det, der overgår dine to Sønner Hofni og Pinehas: På een Dag skal de begge dø. 35 Men jeg vil udvælge mig en trofast Præst; han skal handle efter mit Hjerte og mit Sind, og ham vil jeg bygge et varigt Hus, så han altid skal færdes for min Salvedes Åsyn. 36 Da skal enhver, som er tilbage af din Slægt, komme og kaste sig til Jorden for ham for at få en Skilling eller en Skive Brød, og han skal sige: Und mig dog Plads ved et af dine Præsteskaber, for at jeg kan have en Bid Brød at spise!"
3 Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for Herren under Elis Tilsyn. Herrens Ord var sparsomt i de Dage, et Syn var sjældent. 2 Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunde se, lå på sin vante Plads, 3 og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov i Herrens Helligdom, hvor Guds Ark stod - 4 kaldte Herren: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!" 5 Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen!" Og han gik hen og lagde sig. 6 Da kaldte Herren atter: "Samuel, Samuel!" Og han gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke, min Søn; læg dig kun hen igen!" 7 Samuel havde nemlig endnu ikke lært Herren at kende, og Herrens Ord var endnu ikke åbenbaret ham. 8 Da kaldte Herren atter for tredje Gang på Samuel, og han stod op, gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Så skønnede Eli, at det var Herren, der kaldte på Drengen. 9 Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen, og hvis han kalder på dig, så sig: Tal, Herre, din Tjener hører!" Så gik Samuel hen og lagde sig på sin Plads.
10 Da kom Herren og trådte hen til ham og kaldte ligesom de forrige Gange: "Samuel, Samuel!" Og Samuel svarede: "Tal, din Tjener hører!" 11 Så sagde Herren til Samuel: "Se, jeg vil lade noget ske i Israel, som skal få det til at ringe for begge Ører på enhver, som hører derom. 12 På den Dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis Slægt, opfyldes på ham, alt fra først til sidst. 13 Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans Slægt for evigt, fordi han vidste, at hans Sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til. 14 Derfor har jeg svoret over Elis Hus: Visselig, Elis Hus's Brøde skal aldrig i Evighed sones ved Slagtofre eller Afgrødeofre!"
15 Samuel blev nu liggende til Morgen, og tidligt næste Morgen åbnede han Døren til Herrens Hus; men Samuel turde ikke omtale Synet for Eli. 16 Da kaldte Eli på Samuel og sagde: "Min Søn Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!" 17 Da sagde han: "Hvad var det,han sagde til dig? Dølg det ikke for mig! Gud ramme dig både med det ene og det andet, hvis du dølger noget af, hvad han sagde!" 18 Så fortalte Samuel ham det hele uden at dølge noget. Da sagde han: "Han er Herren; han gøre,hvad ham tykkes bedst!"
19 Samuel voksede nu til og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine Ord falde til Jorden. 20 Og hele Israel fra Dan til Be'ersjeba forstod, at Samuel virkelig var kaldet til Herrens Profet. 21 Og Herren vedblev at lade sig til Syne i Silo; thi Herren åbenbarede sig for Samuel.