3 Da nu Salomo havde fået Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter; og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus, Herrens Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig. ² Kun ofrede Folket på Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke bygget Herrens Navn et Hus. ³ Salomo elskede Herren, så at han vandrede efter sin Fader Davids Anordninger; kun ofrede han på Højene og tændte Offerild der. ⁴ Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo på Alteret der.

⁵ I Gibeon lod Herren sig til Syne for Salomo i en Drøm om Natten. Og Gud sagde: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!" ⁶ Da sagde Salomo: "Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min Fader David, der jo også vandrede for dit Åsyn i Troskab, Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder på hans Trone. ⁷ Ja, nu har du, Herre min Gud, gjort din Tjener til Konge i min Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret; ⁸ og din Tjener står midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk, som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de. ⁹ Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store Folk!" ¹⁰ Det vakte Herrens Velbehag, at Salomo bad derom; ¹¹ og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om Forstand til at skønne, hvad ret er, ¹² se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et viist og forstandigt Hjerte, så at din Lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå; ¹³ men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både Rigdom og Ære, så at du ikke skal have din Lige blandt Konger, så længe du lever. ¹⁴ Og hvis du vandrer på mine Veje, så du holder mine Anordninger og Bud, således som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et langt Liv." ¹⁵ Da vågnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpå begav han sig til Jerusalem og stillede sig foran Herrens Pagts Ark og ofrede Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine Folk.

¹⁶ På den Tid kom to Skøger til Kongen og trådte frem for ham. ¹⁷ Den ene Kvinde sagde: "Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et Barn, ¹⁸ og tre Dage efter min Nedkomst fødte også hun et Barn. Vi var sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i Huset. ¹⁹ Så døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge på ham; ²⁰ men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin døde Dreng lagde hun ved mit Bryst. ²¹ Da jeg så om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die, se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om Morgenen, se, da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!" ²² Men den anden Kvinde sagde: "Det er ikke sandt; den levende er min Dreng, og den døde er din!" Og den første sagde: "Nej, den døde er din Dreng, og den levende er min!" Således mundhuggedes de foran Kongen. ²³ Da sagde Kongen: "Den ene siger: Han her, den levende, er min Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din Dreng, den levende min!" ²⁴ Derpå sagde Kongen: "Hent mig et Sværd!" Og de bragte Kongen et. ²⁵ Da sagde Kongen: "Hug det levende Barn over og giv hver af dem det halve!" ²⁶ Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: "Hør mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!" Men den anden sagde: "Det skal hverken tilhøre mig eller dig, hug det kun over!" ²⁷ Da tog Kongen til Orde og sagde: "Giv hende der det levende Barn og dræb det ikke; thi hun er Moderen!" ²⁸ Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de alle af Ærefrygt for Kongen; thi de så, at han sad inde med Guds Visdom til at skifte Ret.

4 Kong Salomo var Konge over hele Israel ² Hans øverste Embedsmænd var følgende: Azarja, Zadoks Søn, var Ypperstepræst; ³ Elihoref og Ahija, Sjisjas Sønner, var Statsskrivere; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler; ⁴ Benaja, Jojadas Søn, stod i Spidsen for Hæren; Zadok og Ebjatar var Præster; ⁵ Azarja, Natans Søn, var Overfoged; Præsten Zabud, Natans Søn, var Kongens Ven; ⁶ Ahisjar var Slotshøvedsmand; Adoniram, Abdas Søn, havde Tilsyn med Hoveriarbejdet.

⁷ Fremdeles havde Salomno tolv Fogeder over hele Israel, som skulde sørge for Kongens og Hoffets Underhold, hver af dem en Måned om Året. ⁸ Deres Navne var: Hurs Søn i Efraims Bjerge; ⁹ Dekers Søn i Makaz-Sja'albim, Bet-Sjemesj og Elon indtil Bet-Hanan; ¹⁰ Heseds Søn i Arubbot; han havde Soko og hele Hefers Land; ¹¹ Abinadabs Søn havde hele Dors Højland; han var gift med Salomos Datter Tafat; ¹² Ba'ana, Ahiluds Søn, havde Ta'anak, Megiddo og hele Bet- Sjean op til Zaretan, neden for Jizre'el fra Bet-Sjean til Abel-Mehola ud over Jokmeam; ¹³ Gebers Søn i Ramot i Gilead; han havde Manasses Søn Ja'irs Teltbyer i Gilead, og han havde Argoblandet i Basan, tresindstyve store Byer med Mure og Kobberportstænger; ¹⁴ Ahinadab, Iddos Søn, havde Mahanajim; ¹⁵ Ahima'az i Naftali; han var ligeledes gift med en Datter af Salomo, Basemat; ¹⁶ Ba'ana, Husjajs Søn, i Aser og Bealot; ¹⁷ Josjafat, Paruas Søn, i Issakar; ¹⁸ Sjim'i, Elas Søn, i Benjamin; ¹⁹ Geber, Uris Søn, i Gads Land, det Land, der havde tilhørt Amoriiterkongen Sihon og Kong Og af Basan; der var kun een Foged i det Land.

²⁰ Juda og Israel var talrige, så talrige som Sandet ved Havet, og de spiste og drak og var glade. ²¹ Og Salomo herskede over alle Rigerne fra Floden til Filisternes Land og Ægyptens Grænse og de bragte Gaver og tjente Salomo, så længe han levede. ²² Salomos daglige Bebov af Levnedsmidler var tredive Kor fint Hvedemel og tresindstyve Kor almindeligt Mel, ²³ ti Stykker Fedekvæg, tyve Stykker Græskvæg og hundrede Stykker Småkvæg foruden Hjorte, Gazeller, Antiloper og fede Gæs. ²⁴ Thi han herskede over hele Landet hinsides Floden, fra Tifsa til Gaza, over alle Kongerne hinsides Floden, og han håvde Fred rundt om til alle Sider; ²⁵ og Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver Mand under sin Vinstok og sit Figentræ, fra ban til Be'ersjeba. ²⁶ Og Salomo havde 40 000 Spand Heste til sit Vognhold og 12 000 Ryttere. ²⁷ Og de nævnte Fogeder sørgede for Underhold til Kong Salomo og alle, der havde Adgang til hans Bord, hver i sin Måned, og de lod det ikke skorte på noget; ²⁸ og Byggen og Strået til Hestene og Forspandene bragte de til det Sted, hvor han var, efter som Turen kom til hver enkelt.

²⁹ Gud skænkede Salomo Visdom og Kløgt i såre rigt Mål og en omfattende Forstand, som Sandet ved Havets Bred, ³⁰ så at Salomos Visdom var større end alle Østerlændingenes og alle Ægypternes Visdom. ³¹ Han var visere end alle andre, ja visere end Ezraiten Etan og visere end Heman, Kalkol og Darda, Mabols Sønner, og hans Ry nåede ud til alle Folkeslag rundt om. ³² Han fremsagde 3000 Tanke sprog, og Tallet på hans Sange var 1 005" ³³ Han talte om Træerne lige fra Cederen på Libanon til Ysopen, der vokser frem af Muren; og han talte om Dyrene, Fuglene, Krybdyrene og Fiskene. ³⁴ Fra alle Folkeslag kom man for at lytte til Salomos Visdom, fra alle Jordens Konger, der hørte om hans Visdom.

1 Salomo, Davids Søn, fik sikret sig Magten, og Herren hans Gud var med ham og gjorde ham overmåde mægtig. ² Da tilsagde Salomo hele Israel, Tusind- og Hundredførerne, Dommerne og alle Israels Øverster, Fædrenehusenes Overhoveder, ³ og ledsaget af hele Forsamlingen drog han til Offerhøjen i Gibeon. Der stod Guds Åbenbaringstelt, som Herrens Tjener Moses havde rejst i Ørkenen, ⁴ men Guds Ark havde David bragt op fra Kijat-Jearim til det Sted, han havde beredt den, idet han havde ladet rejse et Telt til den i Jerusalem. ⁵ Men Kobberalteret, som Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, havde lavet, stod der foran Herrens Bolig, og der søgte Salomo og Forsamlingen ham. ⁶ Og Salomo ofrede der på Åbenbaringsteltets Kobberalter, som stod foran Herrens Åsyn, han ofrede 1000 Brændofre derpå.

⁷ Samme Nat lod Gud sig til Syne for Salomo og sagde til ham: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!" ⁸ Da sagde Salomo til Gud: "Du viste stor Miskundhed mod min Fader David, og du har gjort mig til Konge i hans Sted. ⁹ Så lad da, Gud Herre, din Forjæftelse til min Fader David gå i Opfyldelse, thi du har gjort mig til Konge over et Folk, der er talrigt som Jordens Støv. ¹⁰ Giv mig derfor Visdom og Indsigt, så jeg kan færdes ret over for dette Folk, thi hvem kan dømme dette dit store Folk?" ¹¹ Da sagde Gud til Salomo: "Fordi din Hu står til dette, og du ikke bad om Rigdom, Gods og Ære eller om dine Avindsmænds Liv, ej heller om et langt Liv, men om Visdom og Indsigt til at dømme mit Folk, som jeg gjorde dig til Konge over, ¹² så skal du få Visdom og Indsigt; men jeg giver dig også Rigdom, Gods og Ære, så at ingen Konge før dig har haft Mage dertil. og ingen efter dig skal have det." ¹³ Derpå begav Salomo sig fra Offerhøjen i Gibeon, fra Pladsen foran Åbenbaringsteltet, til Jerusalem; og han herskede som Konge over Israel.

¹⁴ Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1400 Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem. ¹⁵ Kongen bragte det dertil, af Sølv og Guld i Jerusalem var lige så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som Morbærfigentræ i Lavlandet. ¹⁶ Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens Handelsfolk købte dem i Kove. ¹⁷ De udførte en Vogn fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for 150. Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkenes Hjælp til alle Hetiternes og Arams Konger.

72 Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd, ² så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret! ³ Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd. ⁴ De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned. ⁵ Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt. ⁶ Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden; ⁷ i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.

⁸ Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender; ⁹ hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet; ¹⁰ Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat; ¹¹ alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.

¹² Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper, ¹³ ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle; ¹⁴ han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne. ¹⁵ Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem. ¹⁶ Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter. ¹⁷ Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!

¹⁸ Lovet være Gud Herren, Israels Gud som ene gør Undergerninger, ¹⁹ og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!

²⁰ Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.