21 Derefter hændte følgende. Jizrae'eliten Nabot havde en Vingård i Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads. ² Akab sagde til Nabot: "Overlad mig din Vingård, for at jeg kan få den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg vil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad den er værd, i rede Penge, om du foretrækker det." ³ Men Nabot svarede Akab: "Herren bevare mig fra at overlade dig mine Fædres Arvelod!" ⁴ Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar, Jizre'eliten Nabot havde givet ham: "Jeg vil ikke overlade dig mine Fædres Arvelod!" Og han lagde sig til Sengs, vendte sit Ansigt bort og spiste ikke. ⁵ Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: "Hvorfor er du så misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?" ⁶ Han svarede hende: "Jo, jeg sagde til Jizreeliten Nabot: Overlad mig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en anden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede: Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!" ⁷ Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: "Er det dig, der for Tiden er Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal skaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingård!"

⁸ Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han boede imellem. ⁹ I Brevet havde hun skrevet: "Udråb en Fastedag og sæt Nabot øverst blandt Folket ¹⁰ og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og sten ham til Døde!" ¹¹ Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By, gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således som der stod i Brevet, hun havde sendt dem; ¹² de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket; ¹³ og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede imod ham i Folkets Påhør og sagde: "Nabot har forbandet Gud og Kongen!" Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham til Døde. ¹⁴ Så sendte de Jesabel det Bud: "Nabot er stenet til Døde!" ¹⁵ Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til Akab: "Stå op og tag Jizre'eliten Nabots Vingård, som han vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke mere, han er død!" ¹⁶ Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned til Jizre'eliten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse.

¹⁷ Men Herrens Ord kom til Tisjbiten Elias således: ¹⁸ "Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i Nabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse. ¹⁹ Og tal således til ham: Så siger Herren: Har du myrdet og allerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger Herren: På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikke dit!" ²⁰ Da sagde Akab til Elias: "Har du fundet mig, min Fjende?" Og han svarede: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er ondt i Herrens Øjne, ²¹ se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og udrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, i Israel; ²² jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus og Basjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og fordi du har forledt Israel til Synd. ²³ Men også om Jesabel har Herren talet og sagt: Hundene skal æde Jesabel på Jizre'els Mark! ²⁴ Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den, der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"

²⁵ Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at gøre, hvad der er ondt i Herrens Øjne, fordi hans Hustru Jesabel forledte ham dertil; ²⁶ han handlede såre vederstyggeligt, idet han boldt sig til Afgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, Herren drev bort foran Israeliterne.

²⁷ Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om. ²⁸ Da kom Herrens Ord til Tisjbiten Elias således:. ²⁹ "Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans Hus!"

22 De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram og Israel. ² Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels Konge. ³ Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot i Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra Arams Konge!" ⁴ Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot i Gilead?" Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!"

⁵ Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om, hvad Herren siger!" ⁶ Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand, og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal Herren give det i Kongens Hånd!" ⁷ Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af Herrens Profe ter, vi kan spørge? ⁸ Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge Herren; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde: Således må Kongen ikke tale!" ⁹ Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtig Mika, Jimlas Søn!"

¹⁰ Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem. ¹¹ Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så siger Herren: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjort! ¹² Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og Herren vil give det i Kongens Hånd!"

¹³ Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar! ¹⁴ Men Mika svarede: "Så sandt Herren lever: Hvad Herren siger mig, det vil jeg tale! ¹⁵ Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og Herren vil give det i Kongens Hånd!" ¹⁶ Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i Herrens Navn?" ¹⁷ Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrd: og Herren sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit! ¹⁸ Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, kun ondt!

¹⁹ Da sagde Mika: "Så hør da Herrens Ord! Jeg så Herren sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham; ²⁰ og Herren sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet; ²¹ men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran Herren og sagde: Jeg vil dåre ham! Herren spurgte ham: Hvorledes? ²² Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profefers Mund! Da sagde Herren: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det! ²³ Se, således har Herren lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine Profeters Mund, thi Herren har ondt i Sinde imod dig!"

²⁴ Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og, sagde: "Ad hvilken Vej skulde Herrens Ånd have forladt mig for at tale til dig?" ²⁵ Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!" ²⁶ Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj ²⁷ og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!" ²⁸ Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har Herren ikke talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!"

²⁹ Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead. ³⁰ Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels Konge forklædte sig og drog så i Kampen. ³¹ Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene!" ³² Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham. Da gav Josafat sig til at råbe; ³³ og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak de sig bort fra ham.

³⁴ Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!" ³⁵ Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han. ³⁶ Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: "Enhver drage hjem til sin By og sit Land, ³⁷ thi Kongen er død!" Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen der. ³⁸ Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, Herren havde talet.

³⁹ Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde, Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. ⁴⁰ Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted.

⁴¹ Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels fjerde Regeringsår. ⁴² Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var en Datter af Sjilhi. ⁴³ Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i Herrens Øjne. ⁴⁴ Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og tænde Offerild på Højene. ⁴⁵ Og Josafat havde Fred med Israels Konge.

⁴⁶ Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger, han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. ⁴⁷ De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas Tid, udryddede han af Landet. ⁴⁸ På den Tid var der ingen Konge i Edom. ⁴⁹ Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved Ezjongeber. ⁵⁰ Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle med hans; men Josafat afslog det. ⁵¹ Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted.

⁵² Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År over Israel. ⁵³ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, og vandrede i sin Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor, han, som forledte Israel til at synde. ⁵⁴ Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede Herren, Israels Gud, nøjagtigt som hans Fader havde gjort.

²⁶ Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. ²⁷ Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. ²⁸ Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! ²⁹ Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. ³⁰ Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! ³¹ Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?" ³² Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. ³³ Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal", korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. ³⁴ Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. ³⁵ Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte." ³⁶ Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde: ³⁷ "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!" ³⁸ Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge." ³⁹ Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" ⁴⁰ Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? ⁴¹ Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt." ⁴² Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!" ⁴³ Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset." ⁴⁴ Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, ⁴⁵ idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. ⁴⁶ Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han. ⁴⁷ Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt." ⁴⁸ Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage. ⁴⁹ Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.

⁵⁰ Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og retfærdig Mand, ⁵¹ han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; ⁵² han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. ⁵³ Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til. ⁵⁵ Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. ⁵⁶ Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.