19 Nogen Tid efter døde Ammoniternes Konge Nahasj, og hans Søn Hanun blev Konge i hans Sted. ² Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed, thi hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk for at vise ham Deltagelse i Anledning at hans Faders Død. Men da Davids Mænd kom til Ammoniteroes Land til Hanun for at vise ham Deltagelse, ³ sagde Ammoniternes Høvdinger til Hanun: "Tror du virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og ødelægge Landet og udspejde det, at hans Folk kommer til dig?" ⁴ Da tog Hanun Davids Folk og lod dem rage og Halvdelen af deres Klæder skære af til Skridtet, og derpå lod han dem gå. ⁵ Da David fik Efterretning om Mændenes Behandling, sendte han dem et Bud i Møde; thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige: "Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"

⁶ Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David, sendte Hanun og Ammoniterne 1000 Talenter Sølv for at leje Vogne og Ryttere i Aram-Naharajim, Aram Ma'aka og Zoba; ⁷ og de lejede 32000 Vogne og Kongen af Ma'aka med hans Folk, og de kom og slog Lejr uden for Medeba; imidlertid havde Ammoniterne samlet sig fra deres Byer og rykkede ud til Kamp. ⁸ Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og Kærnetropperne. ⁹ Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp ved Byens Port, medens Kongerne, der var kommet til, stod for sig selv på åben Mark. ¹⁰ Da Joab så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog Stilling over for Aramæerne, ¹¹ medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Absjaj, og de tog Stilling over for Ammoniterne. ¹² Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg hjælpe dig. ¹³ Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds Byer - så får Herren gøre, hvad ham tykkes godt!" ¹⁴ Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og de flygtede for ham. ¹⁵ Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede også de forhans Broder Absjaj og trak sig ind i Byen. Derpå kom Joab til Jerusalem.

¹⁶ Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, sendte de Bud og fik Aramæerne hinsides Floden til at rykke ud med Sjofak, Hadar'ezers Hærfører, i Spidsen. ¹⁷ Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte over Jordan og kom til Helam, hvor David stillede sig op til Kamp mod Aramæerne, og de angreb ham. ¹⁸ Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 7.000 Stridsheste og 40.000 Mand Fodfolk af Aram; også Hærføreren Sjofak huggede han ned. ¹⁹ Da alle Hadar'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel, sluttede de Fred med David og underkastede sig, og Aramæerne vilde ikke hjælpe Ammoniterne mere.

20 Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, førte Joab Krigshæren ud og hærgede Ammoniternes Land; derpå drog han hen og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem. Og Joab indtog Rabba og ødelagde det. ² Da tog David Kronen af Milkoms Hoved, og han fandt, at den var af Guld og vejede en Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig, ³ og Indbyggerne slæbte han bort og satte dem til Savene, Jernhakkerne og Økserne. Således gjorde han ved alle Ammonifemes Byer. Derpå vendte David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.

⁴ Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gezer. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Sippaj, som var af Rafaslægten, og de blev underkuet.

⁵ Atter kom det til Kamp med Filis,terne. Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Lami, Gatiten Goliats Broder, hvis Spydstage var som en Væverbom.

⁶ Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpe stor Mand med seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og tyve; han var også af Rafaslægten. ⁷ Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids Broder Sjim'a, ham ned.

⁸ Disse var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans Mænds Hånd.

21 Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde Mandtal over Israel. ² David sagde da til Joab og Hærførerne: "Drag ud og tæl Israel fra Be'ersjeba til Dan og bring mig Efterretning, for at jeg kan få Tallet på dem at vide!" ³ Men Joab svarede: "Måtte Herren forøge sit Folk hundredfold! Er de ikke, Herre Konge, min Herres Trælle alle sammen? Hvorfor vil min Herre det? Hvorfor skal det blive Israel til Skyld?" ⁴ Men Joab måtte bøje sig for Kongens Ord, og Joab begav sig derfor bort, drog hele Israel rundt og kom tilbage til Jerusalem. ⁵ Joab opgav derpå David Tallet, der var fundet ved Folketællingen, og hele Israel talte 1.100.000 kraftige Mænd, Juda 470.000. ⁶ Men Levi og Benjamin havde han ikke talt med, thi Kongens Ord var Joab en Gru.

⁷ Dette var ondt i Guds Øjne, og han slog Israel. ⁸ Da sagde David til Gud: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort. Men tilgiv nu din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!" ⁹ Men Herren talede således til Gad, Davids Seer: ¹⁰ "Gå hen og sig således til David: Så siger Herren: Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!" ¹¹ Gad kom da til David og sagde til ham: "Så siger Herren: Vælg! ¹² Vælger du tre Hungersnødsår, eller vil du i tre Måneder flygte for dine Fjender og dine Avindsmænds Sværd, eller skal der komme tre Dage med Herrens Sværd og Pest i Landet, i hvilke Herrens Engel spreder Ødelæggelse i hele Israels Område? Se nu til, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!" ¹³ David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad mig så falde i Herrens Hånd, thi hans Barmhjertighed er såre stor; i Menneskehånd vil jeg ikke falde!"

¹⁴ Så sendte Herren Pest over Israel, og af Israel døde 70.000 Mennesker. ¹⁵ Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge det. Men lige som han skulde til at ødelægge Byen, så Herren til og angrede det onde; og han sagde til Engelen, som var ved at ødelægge: "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" Herrens Engel stod da ved Jebusiten Ornans Tærskeplads. ¹⁶ Da David løftede sit Blik og så Herrens Engel stå mellem Himmel og Jord med draget Sværd i Hånd, rettet mod Jerusalem, faldt han og de Ældste, der var klædt i Sæk, på deres Ansigt; ¹⁷ og David sagde til Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at Folket skulde tælles? Det er mig, der har syndet, og såre ilde har jeg handlet; men Fårene der, hvad har de gjort? Herre min Gud, lad din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus, men lad Plagen ikke ramme dit Folk!"

¹⁸ Da sagde Herrens Engel til Gad, at han skulde byde David gå op og rejse Herren et Alter på Jebusiten Ornans Tærskeplads. ¹⁹ Og David gik derop, efter det Ord Gad havde talt i Herrens Navn. ²⁰ Da Ornan vendte sig om, så han Kongen og hans fire Sønner, der var hos ham, komme gående. Ornan var ved at tærske Hvede. ²¹ Og David nåede hen til Ornan, og da Ornan så op og fik Øje på David,forlodhanTærskepladsen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham. ²² Da sagde David til Oroan: "Overlad mig din Tærskeplads, for at jeg der kan bygge Herren et Alter! For fuld betaling skal du overlade mig den, at Folkett må blive friet fra Plagen!" ²³ Da sagde Ornan til David: "Min Herre Kongen tage den og gøre, hvad ham tykkes ret; se, jeg giver Okserne til Brændofre, Tærskeslæderne til Brændsel og Hveden til Afgrødeoffer; jeg giver det hele!" ²⁴ - Men Kong David svarede Ornan: "Nej, jeg vil købe det for fuld Betaling, thi til Herren vil jeg ikke tage, hvad dit er, eller bringe et Brændoffer, som intet koster mig!" ²⁵ Så gav David Ornan Guld til en Vægt af 600 Sekel for Pladsen; ²⁶ og David byggede Herren et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre; og da han råbte til Herren, svarede Herren ham ved at lade Ild falde ned fra Himmelen på Brændofferalteret, ²⁷ Og på Herrens Bud stak Engelen sit Sværd i Balgen igen.

²⁸ På den Tid ofrede David på Jebusiten Ornans Tærskeplads, fordi han havde set, at Herren havde svaret ham der; ²⁹ men Herrens Bolig, som Moses havde rejst i Ørkenen, og Brændofferalteret stod på den Tid på Offerhøjen i Gibeon. ³⁰ Men David kunde ikke gå hen og søge Gud foran Alteret, thi han var rædselsslagen over Herrens Engels Sværd.

8 Og de gik hver til sit Hus. Men Jesus gik til Oliebjerget. ² og årle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem. ³ Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben i Hor, og stille hende frem i Midten. ⁴ Og de sige til ham: "Mester! denne Kvinde er greben i Hor på fersk Gerning. ⁵ Men Moses bød os i Loven, at sådanne skulle stenes; hvad siger nu du?" ⁶ Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren på Jorden. ⁷ Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: "Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen på hende!" ⁸ Og han bøjede sig atter ned og skrev på Jorden. ⁹ Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten. ¹⁰ Men da Jesus rettede sig op og ingen så uden Kvinden, sagde han til hende: "Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som fordømte dig?," ¹¹ Men hun sagde: "Herre! ingen." Da sagde Jesus: "Heller ikke jeg fordømmer dig; gå bort, og synd ikke mere!"

¹² Jesus talte da atter til dem og sagde: "Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys." ¹³ Da sagde Farisæerne til ham: "Du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt." ¹⁴ Jesus svarede og sagde til dem: "Om jeg end vidner om mig selv. er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvor jeg går hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg går hen. ¹⁵ I dømme efter Kødet; jeg dømmer ingen. ¹⁶ Men om jeg også dømmer, er min Dom sand; thi det er ikke mig alene, men mig og Faderen, han, som sendte mig. ¹⁷ Men også i eders Lov er der skrevet, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt. ¹⁸ Jeg er den, der vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig, vidner om mig." ¹⁹ Derfor sagde de til ham: "Hvor er din Fader?" Jesus svarede: "I kende hverken mig eller min Fader; dersom I kendte mig, kendte I også min Fader." ²⁰ Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han lærte i Helligdommen; og ingen greb ham, fordi hans Time endnu ikke var kommen. ²¹ Da sagde han atter til dem: "Jeg går bort, og I skulle lede efter mig, og I skulle dø i eders Synd; hvor jeg går hen, kunne I ikke komme." ²² Da sagde Jøderne: "Mon han vil slå sig selv ihjel, siden han siger: Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme?" ²³ Og han sagde til dem: "I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden. ²⁴ Derfor har jeg sagt eder, at I skulle dø i eders Synder; thi dersom I ikke tro, at det er mig, skulle I dø i eders Synder." ²⁵ De sagde da til ham: "Hvem er du?" Og Jesus sagde til dem: "Just det, som jeg siger eder. ²⁶ Jeg har meget at tale og dømme om eder; men den, som sendte mig, er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det taler jeg til Verden." ²⁷ De forstode ikke, at han talte til dem om Faderen.