16 De førte så Guds Pagts Ark ind og stillede den midt i det Telt, David havde rejst den; og de ofrede Brændofre og Takofre for Guds Åsyn. ² Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede han Folket i Herrens Navn ³ og uddelte til hver enkelt Israelit, både Mand og Kvinde, en Brødskive, et Stykke Kød og en Rosinkage.

⁴ Foran Herrens Ark stillede han nogle af Leviterne til at gøre Tjeneste og til at takke, love og prise Herren, Israels Gud; ⁵ Asaf var Leder, og næst efter ham kom Zekarja, så Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je'iel med Harper og Citre, medens Asaf lod Cymblerne klinge, ⁶ og Præsterne Benaja og Jahaziel stadig blæste i Trompeterne foran Guds Pagts Ark. ⁷ Den Dag, ved den Lejlighed, overdrog David for første Gang Asaf og hans Brødre at lovsynge Herren. ⁸ Pris Herren, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! ⁹ Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere, ¹⁰ ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren, ¹¹ spørg efter Herren og hans Magt, søg bestandig hans Åsyn; ¹² kom i Hu de Undere, han øved, hans Tegn og hans Munds Domme, ¹³ I, hans Tjener, Israels Sæd. hans udvalgte, Jakobs Sønner! ¹⁴ Han, Herren, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; ¹⁵ han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, ¹⁶ Pagten. han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak: ¹⁷ han holdt dem i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, ¹⁸ idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." ¹⁹ Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, ²⁰ og vandred fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, ²¹ tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger: ²² "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" ²³ Syng for Herren, al Jorden, fortæl om hans Frelse Dag efter dag; ²⁴ kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! ²⁵ Thi stor og højlovet er Herren, forfærdelig over alle Guder; ²⁶ thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, Herren er Himlens Skaber. ²⁷ For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Pris og Fryd i hans Helligdom. ²⁸ Giv Herren, I Folkeslags Slægter, giv Herren Ære og Pris, ²⁹ giv Herren hans Navns Ære, bring Gaver og kom for hans Åsyn, tilbed Herren i helligt Skrud, ³⁰ bæv for hans Åsyn, al Jorden! Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. ³¹ Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: "Herren har vist, han er Konge!" ³² Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer. ³³ Da fryder sig Skovens Træer for Herrens Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden. ³⁴ Lov Herren, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig! ³⁵ Og sig: "Frels os, vor Frelses Gud, saml os og fri os fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn; med Stolthed synge din Pris!" ³⁶ Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Da sagde hele Folket: "Amen!" og: "Lov Herren!"

³⁷ Så lod han Asaf og hans Brødre blive der foran Herrens Pagts Ark for altid at gøre Tjeneste foran Arken efter hver Dags Behov; ³⁸ og Obed-Edom, Jedituns Søn, og Hosa med deres Brødre, i alt otte og tresindstyve, lod han blive som Dørvogtere. ³⁹ Men Præsten Zadok og hans Brødre Præsterne lod han blive foran Herrens Bolig på Oerhøjen i Gibeon ⁴⁰ for daglig, både Aften og Morgen, at ofre Herren Brændofre på Brændofferalteret ganske som det er foreskrevet i den Lov, Herren havde pålagt Israel; ⁴¹ og sammen med dem Heman og Jedutun og de øvrige før nævnte udvalgte Mænd til at love Herren med Ordene "thi hans Miskundhed varer evindelig!" ⁴² Og de havde hos sig Trompeter og Cymbler til dem, der spillede, og instrumenter til Guds Sange; men Jedutuns Sønner var Dørvogtere.

⁴³ Derpå gik alt Folket hver til sit, og David vendte hjem for at velsigne sit Hus.

17 Engang David sad i sit Hus, sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men Herrens Pagts Ark har Plads i et Telt!" ² Natan svarede David: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi Gud er med dig!" ³ Men samme Nat kom Guds Ord til Natan således: ⁴ "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger Herren: Ikke du skal bygge mig det Hus, jeg skal bo i! ⁵ Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op, men vandrede med, boende i et Telt. ⁶ Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus? ⁷ Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers Herre: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit Folk Israel, ⁸ og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes på Jorden ⁹ og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin Ro, og uden at Voldsmænd mere skal ødelægge det som tidligere, ¹⁰ dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil underkue alle dine Fjender. Så kundgør jeg dig nu: Et Hus vil Herren bygge dig! ¹¹ Når dine Dage er omme og du vandrer til dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, en af dine Sønner, og grundfæste hans Kongedømme. ¹² Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil grundfæste hans Trone evindelig. ¹³ Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; og min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra din Forgænger; ¹⁴ jeg vil indsætte ham i mit Hus og mit Kongedømme til evig Tid, og hans Trone skal stå fast til evig Tid!" ¹⁵ Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.

¹⁶ Da gik Kong David ind og dvælede for Herrens Åsyn og sagde: "Hvem er jeg, Gud Herre, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig så vidt? ¹⁷ Men det var dig ikke nok o Gud, du gav også din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Gud Herre! ¹⁸ Hvad mere har David at sige dig? Du kender jo dog din Tjener, ¹⁹ Herre! For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du alt dette store og kundgjorde alle disse store Ting, ²⁰ Herre! Ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig, efter alt hvad vi har hørt med vore Ører. ²¹ Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger ved at drive andre Folkeslag bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten? ²² Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit, Folk til evig Tid, og du, Herre, er blevet deres Gud. ²³ Så lad da, Herre, den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus, gælde til evig Tid og gør, som du sagde! ²⁴ Da skal dit Navn stå fast og blive stort til evig Tid, så man siger: Hærskarers Herre, Israels Gud, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn. ²⁵ Thi du, min Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener dristet sig til at bede for dit Åsyn. ²⁶ Derfor, Herre, du er Gud, du har givet din Tjener denne Forjættelse, ²⁷ så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, har velsignet det, og det bliver velsignet evindelig!"

18 Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og han fratog Filisterne Gat med Småbyer. ² Fremdeles slog han Moabiterne; og Moabiterne blev Davids skatskyldige Undersåtter. ³ Ligeledes slog David Kong Hadar'ezer af Zoba i Nærheden af Hamat, da han var draget ud for at underlægge sig Egnene ved Eufratfloden. ⁴ David fratog ham 1.000 Vogne, 7.008 Ryttere og 20.000 Mand Fodfolk og lod alle Hestene lamme på hundrede nær, som han skånede. ⁵ Og da Aramæerne fra Darmaskus kom Kong Hadar'ezer af Zoba til Hjælp, slog David 22.000 Mand af Aramæerne. ⁶ Derpå indsatte David Fogeder i det darmaskenske Aram, og Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således gav Herren David Sejr, overalt hvor han drog frem. ⁷ Og David tog de Guldskjolde, Hadar'ezers Folk havde båret, og bragte dem til Jerusalem; ⁸ og fra Hadar'ezers Byer, Tibhat og Kun, bortførte David Kobber i store Mængder; deraf lod Salomo Kobberhavet, Søjlerne og Kobbersagerne lave.

⁹ Men da Kong To'u af Hamat hørte, at David havde slået hele Kong Hadar'ezer af Zobas Stridsmagt, ¹⁰ sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadar'ezer og slået ham - Hadar'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'u - og han medbragte alle Hånde Sølv-, Guld og Kobbersager. ¹¹ Også dem helligede Kong David Herren tillige med det Sølv og Guld, han havde taget fra alle Folkeslagene, Edom, Moab, Ammoniterne, Filisterne og Amalek. ¹² Og Absjaj, Zerujas Søn, slog Edom i Saltdalen, 18000 Mand; ¹³ derpå indsatte han Fogeder i Edom, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter. Således gav Herren David Sejr, overalt hvor han drog frem. ¹⁴ Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og Retfærdighed mod hele sit Folk.

¹⁵ Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler; ¹⁶ Zadok, Ahitubs Søn, og Abimelek, Ebjatars Søn, var Præster; Sjavsja var Statsskriver; ¹⁷ Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og Davids Sønner var de ypperste ved Kongens Side.

²⁸ Derfor råbte Jesus, idet han lærte i Helligdommen, og sagde: "Både kende I mig og vide, hvorfra jeg er! Og af mig selv er jeg ikke kommen, men han, som sendte mig, er sand, han, hvem I ikke kende. ²⁹ Jeg kender ham; thi jeg er fra ham, og han har udsendt mig." ³⁰ De søgte da at gribe ham; og ingen lagde Hånd på ham, thi hans Time var endnu ikke kommen. ³¹ Men mange af Folket troede på ham, og de sagde: "Når Kristus kommer, mon han da skal gøre flere Tegn, end denne har gjort?"

³² Farisæerne hørte, at Mængden mumlede dette om ham; og Ypperstepræsterne og Farisæerne sendte Tjenere ud for at gribe ham. ³³ Da sagde Jesus: "Endnu en liden Tid er jeg hos eder, så går jeg bort til den, som sendte mig. ³⁴ I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme." ³⁵ Da sagde Jøderne til hverandre: "Hvor vil han gå hen, siden vi ikke skulle finde ham? Mon han vil gå til dem, som ere adspredte iblandt Grækerne, og lære Grækerne? ³⁶ Hvad er det for et Ord, han siger: I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?" ³⁷ Men på den sidste, den store Højtidsdag stod Jesus og råbte og sagde: "Om nogen tørster,han komme til mig og drikke! ³⁸ Den, som tror på mig, af hans Liv skal der, som Skriften har sagt, flyde levende Vandstrømme:" ³⁹ Men dette sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham, skulde få; thi den Helligånd var der ikke endnu, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.

⁴⁰ Nogle af Mængden, som hørte disse Ord, sagde nu: "Dette er sandelig Profeten." ⁴¹ Andre sagde: "Dette er Kristus;" men andre sagde: "Mon da Kristus kommer fra Galilæa? ⁴² Har ikke Skriften sagt, at Kristus kommer af Davids Sæd og fra Bethlehem, den Landsby, hvor David var?" ⁴³ Således blev der Splid iblandt Mængden om ham. ⁴⁴ Men nogle af dem vilde gribe ham; dog lagde ingen Hånd på ham.

⁴⁵ Tjenerne kom nu til Ypperstepræsterne og Farisæerne, og disse sagde til dem: "Hvorfor have I ikke ført ham herhen?" ⁴⁶ Tjenerne svarede: "Aldrig har noget Menneske talt således som dette Menneske." ⁴⁷ Da svarede Farisæerne dem: "Ere også I forførte? ⁴⁸ Mon nogen af Rådsherrerne har troet på ham, eller nogen af Farisæerne? ⁴⁹ Men denne Hob, som ikke kender Loven, er forbandet." ⁵⁰ Nikodemus, han, som var kommen til ham om Natten og var en af dem, sagde til dem: ⁵¹ "Mon vor Lov dømmer et Menneske, uden at man først forhører ham og får at vide, hvad han gør?" ⁵² De svarede og sagde til ham: "Er også du fra Galilæa? Ransag og se, at der ikke fremstår nogen Profet fra Galilæa."