Et kald til folket om at vende om til Gud

1 I den ottende måned i kong Dareios^[a] af Persiens andet regeringsår talte Herren til Israels folk gennem profeten Zakarias, der var søn af Berekja og barnebarn af Iddo:

^2-4 „Hør, hvad jeg, Herren den Almægtige, siger: Hvis I vil vende om og komme til mig, vil jeg komme jer i møde. Vær ikke som jeres forfædre, som jeg var nødt til at straffe hårdt. Jeg advarede dem gennem mine profeter om at vende om fra deres ugudelige levemåde og onde handlinger, men de nægtede at lytte til mig. ⁵ Nu er de alle sammen borte, og profeterne er døde. ⁶ Men det, jeg sagde til dem gennem mine tjenere, profeterne, gik i opfyldelse, og de måtte angrende erkende: ‚Herren straffede os for vores onde levevis og handlinger, akkurat som han sagde, at han ville!’ ”

Herren opmuntrer Israels folk

⁷ Den 24. dag i den 11. måned^[b] samme år, talte Herren til mig i et syn om natten. ⁸ Jeg så en mand sidde på en rød hest mellem nogle myrtebuske i en kløft. Bag ham var der mange ryttere på røde, brune og hvide heste. ⁹ Ved siden af mig stod en engel. „Hvad betyder alle de heste?” spurgte jeg englen. „Det vil du få at se!” svarede han.

¹⁰ „Herren sendte dem ud for at inspicere hele jorden,” forklarede englen på den røde hest, ¹¹ der stod mellem myrtebuskene. Derefter aflagde de øvrige ryttere rapport: „Vi har været overalt på jorden, og alle vegne er der fred og ro.” ¹² Da sagde englen på den røde hest: „Almægtige Herre, i 70 år har du været vred på de landflygtige fra Jerusalem og Judas byer. Hvornår vil du gribe ind og vise dem barmhjertighed?”

¹³ Herren talte nu til englen, som stod ved min side, ¹⁴ hvorpå englen henvendte sig til mig og sagde: „Forkynd følgende budskab fra Herren, den Almægtige: ‚Jerusalem og Zions bjerg har en særlig plads i mit hjerte. ¹⁵ Jeg er vred på de selvsikre, gudløse folkeslag, for selv om jeg brugte dem til at straffe mit folk, gik de alt for langt i deres skånselsløse opførsel. ¹⁶ Derfor erklærer jeg, Herren: Jeg kommer Jerusalem i møde med barmhjertighed. Mit tempel skal genrejses, og hele Jerusalem skal genopbygges. Ja, siger jeg, Herren den Almægtige: ¹⁷ Jeg vil igen velsigne Israels byer med velstand, trøste Jerusalems indbyggere og bosætte mig på Zions bjerg.’ ”

De fire horn

2 Derefter fik jeg endnu et syn. Jeg så fire horn. ² „Hvad betyder de horn?” spurgte jeg englen ved min side. Han svarede: „De repræsenterer de stormagter, som har spredt indbyggerne fra Israel, Juda og Jerusalem for alle vinde.”

³ Så viste Herren mig fire smede. ⁴ „Hvorfor er de smede her?” spurgte jeg.

Englen svarede: „De er kommet for at knuse de fire horn som tegn på, at de ugudelige stormagter, som spredte Judas folk, vil miste deres magt.”

Målebåndet

⁵ Derefter fik jeg endnu et syn. Jeg så en mand gå med et målebånd i hånden.

⁶ „Hvor skal du hen?” spurgte jeg ham.

„Jeg skal ud og måle Jerusalems længde og bredde,” svarede han.

⁷ Så kom der en anden engel til syne, og englen ved min side gik ham i møde. ⁸ Den anden engel sagde: „Gå hen og sig til den unge mand dér, at der en dag vil bo så mange mennesker og dyr i Jerusalem, at de ikke kan være indenfor byens mure, men må slå sig ned i området udenfor. ⁹ Da vil Herren selv være som en mur af ild omkring hele området, og han vil bo midt iblandt dem med sin herlighed.

Et kald til at vende hjem og et løfte om Guds indgreb

^10-11 ‚Hør efter!’ siger Herren. ‚Jeg spredte mit folk ud til alle fire verdenshjørner, men nu skal I komme hjem. Flygt fra landet mod nord,^[c] red jer selv, I som bor i Babylonien!’ ”

¹² Og englen fortsatte:^[d] „Den almægtige Gud vil vise sin herlighed og demonstrere sin magt over de folkeslag, som udplyndrede jer, for de, der rører jer, rører hans øjeæble.^{[e] 13} Han vil slå hårdt ned på dem, og deres egne slaver skal gøre oprør imod dem. Når det sker, vil I forstå, at Herren, den Almægtige, har sendt mig.

¹⁴ ‚Glæd jer og syng af fryd, mit folk!’ siger Herren. ‚For jeg kommer og bosætter mig midt iblandt jer! ¹⁵ Til den tid vil mange mennesker fra andre folkeslag slutte sig til mig og blive en del af mit folk, og jeg vil bosætte mig midt iblandt jer!’ Da vil I forstå, at Herren den Almægtige har sendt mig. ¹⁶ Herren vil igen udvælge Juda til at være sit hellige land og Jerusalem til at være sin hellige by.

¹⁷ Vær stille for Herren, alle mennesker, for han har rejst sig fra sin himmelske trone for at udføre disse ting.”

Ypperstepræstens nye dragt

3 I et andet syn viste Herren mig ypperstepræsten Josva stå foran Herrens engel, mens Satan stod ved hans højre side og anklagede ham. ² Herrens engel sagde til Satan: „Så er det nok med dine anklager, Satan! Herren vil straffe dig, for denne mand er som et forkullet stykke træ, reddet ud af ilden.”

³ Jeg så, at Josva stod foran englen i snavsede klæder. ⁴ Herrens engel sagde da til de omkringstående engle: „Tag det snavsede tøj af ham.” Og henvendt til Josva sagde han: „Jeg har tilgivet dine synder. Nu får du en ren og ny dragt.” ⁵ „Sæt også en ren turban på hans hoved,” sagde englen til sine hjælpere. Så gav de ham en ren turban og en ny dragt på.

⁶ Derefter sagde Herrens engel til Josva: ⁷ „Hør hvad Herren siger: Hvis du vil adlyde mine befalinger og samvittighedsfuldt udføre dit hverv, vil jeg gøre dig til leder og vogter af mit tempel, og du skal få samme direkte adgang til mig som englene, der står her. ⁸ Hør efter, Josva! Du er ypperstepræsten, og sammen med de andre præster er du et symbol på den tjener, jeg vil sende engang: Spiren.^{[f] 9-10} På en enkelt dag vil jeg fjerne den skyld, der ligger over landet. Når den dag kommer, kan I igen trygt byde jeres venner velkomne og nyde freden under vinrankens og figentræets skygge. Se på den sten, som jeg har anbragt foran dig, Josva. Den har syv øjne, og jeg vil skrive noget på den.”

Templet skal bygges ved Guds Ånds kraft

4 ^1-10 „Hvad betyder stenen og øjnene?” spurgte jeg englen, der forklarede tingene for mig.^[g] „Ved du ikke det?” spurgte han. „Nej,” svarede jeg. Så forklarede englen det: „De syv øjne på stenen er Herrens øjne, som ser alt, hvad der sker på jorden. Det er et budskab fra Herren til Zerubbabel: ‚Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd!’ siger Herren, den Almægtige. Det bjerg af modstand, som ligger foran Zerubbabel, skal blive jævnet med jorden. Og når han sætter den sidste sten på plads i det nye tempel, vil folket råbe af glæde: ‚Herren har vist sin nåde imod os!’ Det var Zerubbabel, der lagde fundamentet til det nye tempel, og han vil også komme til at fuldføre det, siger Herren. Når det sker, vil folket indse, at det er Herren, den Almægtige, der har sendt mig. De, som ringeagtede den spæde begyndelse, vil glæde sig, når de ser det færdige tempel.”

Guldlysestagen med de to oliventræer

Så var det, som om jeg faldt i søvn, og jeg så et nyt syn. Englen, som før havde talt til mig, kom hen og vækkede mig. „Hvad ser du nu?” spurgte han. „Jeg ser en lysestage af rent guld,” svarede jeg. „Den har syv olielamper og en beholder foroven, hvorfra olien løber ned til lamperne gennem syv rør. Jeg ser også to oliventræer, et på hver side af oliebeholderen.” ¹¹ Så spurgte jeg englen: „Hvilken betydning har de to oliventræer, der står på hver sin side af lysestagen? ¹² Og hvad betyder de to gyldne oliestrømme, som løber fra træerne ned til beholderen?” ¹³ „Ved du ikke, hvad de betyder?” sagde han. „Nej,” svarede jeg. ¹⁴ „Det er de to, som er udvalgt og salvet med Guds Ånd til at tjene jordens Herre.”

Babylons fald

18 Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himlen. Den havde stor magt, og dens herlighed oplyste jorden. ² Den råbte med høj stemme: „Hun er faldet! Det mægtige Babylon ligger i ruiner! Byen er nu bolig for dæmoner, et fængsel for alverdens forhadte, urene ånder, et opholdssted for alskens urene fugle, for alle slags urene og afskyelige dyr. ³ Alle folkeslag drak af hendes forførende vin.^[a] Alle jordens konger forgudede hende. Alverdens handelsfolk blev rige på grund af hendes liv i overvældende luksus.”

⁴ Dernæst hørte jeg en anden stemme råbe fra Himlen: „Mit folk, fjern jer fra hende, så I ikke tager del i hendes synder og bliver ramt af hendes plager, ⁵ for hendes synder har tårnet sig op til himlen, og Gud vil straffe hendes ondskab. ⁶ Hun vil få løn som forskyldt, ja en dobbelt portion straf for alt det onde, hun har gjort. Fyld det bæger op, hun har forført andre med, men gør drikken dobbelt så stærk! ⁷ Hun vil få lige så meget sorg og pine, som hun før havde selvglæde og luksus. Hun sagde til sig selv: ‚Jeg er en rig dronning og ikke en fattig enke. Sorg kommer jeg aldrig til at opleve.’ ⁸ Derfor skal hun på én og samme dag blive ramt af alle sine plager: Sult, sorg og død. Hun skal komme til at brænde op, for Gud Herren, som dømte hende, er stærk.

⁹ Når regenterne på jorden, som forgudede hende og tog del i hendes luksus, ser røgen fra de brændende ruiner, vil de græde og sørge over hende. ¹⁰ De vil holde sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem, og de vil råbe: ‚Ak og ve, du store by! Babylon, du mægtige by! På én time kom straffen over dig!’

^11-12 Jordens handelsmænd vil græde og sørge over hende, fordi ingen mere køber deres varer, deres ladninger af guld, sølv, ædelsten, perler, fint linned, silke og kostbare stoffer, fornemt træ, udsøgte elfenbens- og træskærerarbejder, samt fine ting af kobber, jern og marmor. ¹³ Der er heller ikke salg i deres kostbare krydderier, røgelse, parfumer, vin, olivenolie, fint mel, hvede, køer, får, heste, vogne og slaver. ¹⁴ Deres tanker går til den ødelagte by: ‚De vidunderlige ting, du satte så stor pris på, kan du ikke nyde længere, og alle dine kostbarheder er ødelagt. Det er alt sammen forbi for evigt.’

¹⁵ Handelsmændene, der har tjent formuer ved at sælge deres varer til hende, holder sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem. De vil græde og sørge ¹⁶ og råbe: ‚Ak og ve! Det var en mægtig by, den var som en dronning klædt i det fineste purpur og skarlagenrøde klæder, smykket med guld, ædelsten og perler. ¹⁷ Al den umådelige rigdom blev ødelagt—på én time.’

Alle, der sejler på havene, styrmænd, kaptajner og menige søfolk stod på lang afstand, ¹⁸ og mens de så på røgen fra brandtomten, råbte de: ‚Verdens rigeste by ligger i ruiner!’ ¹⁹ De sørgede og græd, kastede støv på hovedet og råbte: ‚Ak og ve. Hvilken storslået by! Alle, der havde skibe på havet, blev rige på grund af dens købekraft. Men nu er den lagt i aske—på én time!’ ”

²⁰ Til slut råbte stemmen: „Fryd dig, Himmel! Glæd jer, I som tilhører Gud! Glæd jer, apostle og profeter! For Gud har givet jer oprejsning og dømt hende, der kæmpede imod jer.”

²¹ En vældig engel tog en sten, der var så stor som en møllesten, kastede den i havet og råbte: „Så hurtigt og voldsomt vil den store by, Babylon, blive fjernet fra jordens overflade. ²² Aldrig mere skal der lyde sang eller musik derfra, hverken harper, fløjter eller trompeter. Aldrig mere vil man høre den kendte lyd af håndværkere i arbejde eller kvinder ved kværnen. ²³ Aldrig mere skal der tændes en lampe, og ingen brudepars glade stemmer skal høres. Denne bys handelsmænd var de rigeste i verden. Alle folkeslag blev forført af byens besnærende rigdom. ²⁴ Og den var skyld i, at Guds folk og profeter ud over hele verden blev slået ihjel.”