Rut 1-4
Dette er Biblen på dansk
1 I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som fremmed med sin Hustru og sine to Sønner. 2 Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til Moabiternes Land og opholdt sig der. 3 Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to Sønner. 4 De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År, 5 døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene tilbage efter sine to Sønner og sin Mand. 6 Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at Herren havde set til sit Folk og givet dem Brød.
7 Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted, hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land 8 sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til sin Moders Hus! Herren være barmhjertig imod eder, som I har været imod de døde og mig; 9 Herren give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt 10 og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!" 11 Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders Mænd? 12 Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig fødte Sønner, 13 skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig såre ondt for eder, thi mig har Herrens Hånd ramt!" 14 De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende. 15 Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!" 16 Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit Folk, og din Gud skal være min Gud; 17 hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. Herren ramme mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!" 18 Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med hende. holdt hun op at tale til hende derom, 19 og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne sagde: "Er det No'omi?" 20 Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara", thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte! 21 Rig drog jeg herfra, og fattig har Herren ført mig tilbage. Hvorfor kalder I mig No'omi, når Herren har vidnet imod mig og den Almægtige tilskikket mig Ulykke?"
22 Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først på Byghøsten.
2 No'omi havde en Slægtning på sin Mands Side, en formuende Mand af Elimeleks Slægt ved Navn Boaz. 2 En Dag sagde Moabiterinden Rut til No'omi: "Jeg vil gå ud i Marken og sanke Aks efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde." Hun svarede hende: "Ja, gør det, min Datter!" 3 Så gik hun hen og sankede Aks på Marken efter Høstfolkene; og det traf sig, at Marken tilhørte Boaz, som var af Elimeleks Slægt. 4 Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til Høstfolkene: "Herren være med eder!" Og de svarede: "Herren velsigne dig!" 5 Derpå sagde Boaz til den Karl, som havde Opsyn med Høstfolkene: "Hvor hører denne unge Kvinde hjemme?" 6 Karlen, som havde Opsyn med Høstfolkene, svarede: "Det er en moabitisk Pige; det er hende, som fulgte med No'omi tilbage fra Moab; 7 hun sagde: Lad mig få Lov at sanke og samle Aks blandt Negene efter Høstfolkene! Så kom hun og har holdt ud lige fra i Morges tidlig til nu uden at unde sig et Øjebliks Hvile." 8 Da sagde Boaz til Rut: "Hør, min Datter! Du skal ikke gå hen og sanke Aks på nogen anden Mark! Nej, gå ikke herfra, men hold dig til mine Piger her; 9 hold Øje med, hvor de høster på Marken, og gå bag efter. Jeg har pålagt Karlene, at de ikke må fortrædige dig; og bliver du tørstig, kan du gå hen til Karrene og drikke af det, Karlene øser op!" 10 Da faldt hun på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden og sagde til ham: "Hvorledes har jeg fundet Nåde for dine Øjne, så du viser mig Velvilje, skønt jeg er fremmed?" 11 Boaz svarede hende: "Man har fortalt mig alt, hvad du har været for din Svigermoder efter din Mands Død, hvorledes du forlod din Fader og din Moder og dit Fædreland for at drage til et Folk, du ikke tidligere kendte; 12 Herren gengælde dig, hvad du har gjort, og din Løn blive rigelig fra Herren, Israels Gud, under hvis Vinger du kom og søgte Ly!" 13 Hun sagde: "Så har jeg da fundet Nåde for dine Øjne, Herre, siden du har trøstet mig og talt venligt til din Trælkvinde, skønt jeg ikke er så meget som en af dine Trælkvinder!"
14 Ved Spisetid sagde Boaz til hende: "Kom herhen og spis med og dyp din Bid i Eddiken!" Så satte hun sig hos Høstfolkene, og han rakte hende så meget ristet Korn, at hun kunde spise sig mæt og endda levne. 15 Da hun rejste sig for at sanke Aks, bød Boaz sine Karle: "Lad hende også sanke mellem Negene og fornærm hende ikke; 16 I kan også trække nogle Aks ud af Knipperne til hende og lade dem ligge, så hun kan sanke dem op, og I må ikke skænde på hende!" 17 Så sankede hun Aks på Marken lige til Aften; og da hun tærskede, hvad hun havde sanket, var det omtrent en Efa Byg.
18 Derpå tog hun det og gik til Byen, og hendes Svigermoder så, hvad hun havde sanket; og Rut tog og gav hende, hvad hun havde levnet efter at have spist sig mæt. 19 Da sagde hendes Svigermoder til hende: "Hvor har du sanket Aks i Dag, hvor har du været? Velsignet være han, der viste dig Velvilje!" Så fortalte hun sin Svigermoder, hvem hun havde været hos, og sagde: "Den Mand, jeg var hos i Dag, hedder Boaz!" 20 Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "Herren, som ikke har unddraget de levende og døde sin Miskundhed, velsigne ham!" Og No'omi sagde fremdeles til hende: "Den Mand er en nær Slægtning af os; han er en af vore Løsere." 21 Moabiterinden Rut sagde: "Han sagde også til mig: Hold dig kun til mine Folk, indtil de er helt færdige med min Høst!" 22 Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "Du gør ret, min Datter. i at følge med hans Piger, at man ikke skal volde dig Men på en anden Mark!" 23 Så holdt hun sig til Boazs Piger og sankede Aks der, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var til Ende; og hun blev boende hos sin Svigermoder.
3 Men hendes Svigermoder No'omi sagde til hende: "Min Datter, skal jeg ikke søge at skaffe dig et Hjem, hvor du kan få det godt? 2 Nu vel! Boaz, hvis Piger du var sammen med, er vor Slægtning; se, han kaster i Nat Byg på Tærskepladsen; 3 tvæt dig nu og salv dig, tag dine Klæder på og gå ned på Tærskepladsen; men lad ikke Manden mærke noget til dig, før han er færdig med at spise og drikke; 4 når han da lægger sig, mærk dig så Stedet, hvor han lægger sig, og gå hen og løft Kappen op ved hans Fødder og læg dig der, så skal han nok sige dig, hvad du skal gøre!" 5 Hun svarede: "Jeg vil gøre alt. hvad du siger!"
6 Så gik hun ned på Tærskepladsen og gjorde alt, hvad hendes Svigermoder havde pålagt hende. 7 Da Boaz havde spist og drukket og var vel tilpas, gik han hen og lagde sig ved Korndyngen; så gik hun sagte hen og løftede Kappen op ved hans Fødder og lagde sig der. 8 Ved Midnatstide blev Manden opskræmt og bøjede sig frem, og se, da lå der en Kvinde ved hans Fødder. 9 Da sagde han: "Hvem er du?" Og hun svarede: "Jeg er Rut, din Trælkvinde! Bred Fligen af din Kappe ud over din Trælkvinde; thi du er Løser!" 10 Da sagde han: "Herren velsigne dig, min Datter! Den Godhed, du nu sidst har udvist, overgår den, du før udviste, at du nu ikke er gået efter de unge Mænd, hverken fattige eller rige!" 11 Så frygt nu ikke, min Datter! Alt, hvad du siger, vil jeg gøre imod dig; thi enhver i mit Folks Port ved, at du er en dygtig Kvinde. 12 Det er rigtigt. at jeg er din Løser, men der er en anden, som er nærmere end jeg. 13 Bliv nu her i Nat; og hvis han i Morgen vil løse dig, godt, så lad ham gøre det; men er han uvillig til at løse dig, gør jeg det, så sandt Herren lever. Bliv kun liggende, til det bliver Morgen!"
14 Så blev hun liggende ved hans Fødder til Morgen; men hun stod op, før det ene Menneske endnu kunde kende det andet, thi han tænkte: "Det må ikke rygtes, at en Kvinde er kommet ud på Tærskepladsen!" 15 Derpå sagde han: "Tag og hold det Klæde frem, du har over dig!" Og da hun holdt det frem, afmålte han seks Mål Byg og lagde det på hende. Så gik hun ind i Byen. 16 Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: "Hvorledes gik det, min datter?" Så fortalte hun hende alt, hvad Manden havde gjort imod hende, 17 og sagde; "Disse seks Mål Byg gav han mig med de Ord: Du skal ikke komme tomhændet til din Svigermoder!" 18 Da sagde hun: "Hold dig nu rolig, min Datter, indtil du får at vide, hvilket Udfald Sagen får; thi den Mand under sig ikke Ro, før han får Sagen afgjort endnu i Dag!"
4 Boaz var imidlertid gået op til Byporten og havde sat sig der. Og se, den Løser, Boaz havde talt om, kom netop forbi. Da tiltalte han ham og sagde: "Kom og sæt dig her!" Da den anden kom og satte sig, 2 fik han fat i ti af Byens Ældste og sagde: "Sæt eder her!" Og de satte sig der. 3 Da sagde han til Løseren: "Den Marklod, som tilhørte vor Slægtning Elimelek, vil No'omi, der er kommet tilbage fra Moab, sælge. 4 Derfor tænkte jeg, at jeg vilde lade dig det vide og sige: Køb den i Overværelse af dem, der sidder her, og mit Folks Ældste! Vil du løse den, så gør det; men vil du ikke, så sig til, at jeg kan vide det; thi der er ingen anden til at løse end du og derefter jeg selv!" Han svarede: "Jeg vil løse den!" 5 Da sagde Boaz: "Men samtidig med at du køber Marken af No'omi, køber du også Moabiterinden Rut, den afdødes Enke, for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod!" 6 Da svarede Løseren: "Så kan jeg ikke blive Løser, da jeg derved vilde skade min egen Arvelod. Løs du, hvad jeg skulde løse, thi jeg kan ikke!" 7 Nu havde man i gamle Dage i Israel den Skik til Stadfæstelse af Løsning og Byttehandel, at man trak sin Sko af og gav den anden Part den; således blev en Sag vidnefast i Israel. 8 Idet nu Løseren sagde til Boaz: "Køb du den!" trak han derfor sin Sko af. 9 Da sagde Boaz til de Ældste og alle dem, der var til Stede: "I er i Dag Vidner på, at jeg køber alt, hvad der tilhørte Elimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Malon, af No'omi; 10 og tillige køber jeg mig Moabiterinden Rut, Malons Enke, til Hustru for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod, at den afdødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og fra hans Hjemstavns Port; I er Vidner i Dag!" 11 Da sagde alle Folkene, som var i Byporten, og de Ældste: "Vi er Vidner! Herren lade den Kvinde, der nu drager ind i dit Hus, blive som Rakel og Lea, de to, der byggede Israels Hus. Bliv mægtig i Efrata, og dit Navn vorde priset i Betlehem! 12 Måtte dit Hus blive som Perezs Hus, ham, Tamar fødte Juda, ved de Efterkommere, Herren giver dig af denne unge Kvinde!"
13 Så ægtede Boaz Rut, og hun blev hans Hustru; og da han gik ind til hende, lod Herren hende blive frugtsommelig, og hun fødte en Søn. 14 Da sagde Kvinderne til No'omi: "Lovet være Herren, som ikke lod dig uden Løser i Dag, og hans Navn skal prises i Israel. 15 Han blive din Trøster og Forsørger i din Alderdom; thi din Sønnekone, som viste dig Kærlighed, har født ham, hun, som er dig mere værd end syv Sønner!" 16 Da tog No'omi Barnet i sin Favn, og hun blev dets Fostermoder. 17 Og Naboerskerne gav ham Navn, idet de sagde: "No'omi har fået en Søn!" Og de kaldte ham Obed. Han blev Fader til Davids Fader Isaj.
18 Dette er Perezs Slægtebog: Perez avlede Hezron, 19 Hezron avlede Ram, Ram avlede Amminadab, 20 Amminadab avlede Nahasjon, Nahasjon avlede Salmon, 21 Salmon avlede Boaz, Boaz avlede Obed, 22 Obed avlede Isaj, og Isaj avlede David.
Rut 1-4
Bibelen på hverdagsdansk
Ruths troskab imod No’omi
1 1-2 Engang under dommertiden i Israel blev landet ramt af en voldsom hungersnød. En mand ved navn Elimelek af Efrat-slægten flyttede derfor fra Betlehem i Juda til Moabs land for at bo der som fremmed sammen med sin kone, No’omi, og deres to sønner, Malon og Kiljon. 3 Mens de boede i Moab, døde Elimelek, så No’omi sad alene tilbage med sine to sønner. 4-5 De to unge mænd fandt sig hver en kone blandt moabitterne. Malon giftede sig med en pige, der hed Ruth, og Kiljon giftede sig med Orpa. Da de havde boet i Moab i hen ved ti år, døde både Malon og Kiljon, og No’omi var nu helt alene—uden mand og børn.
6-7 På den tid fik hun at vide, at Herren havde forbarmet sig over sit folk, så der igen var mad at få i Juda. Derfor besluttede hun at forlade Moab og vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Sammen med sine to svigerdøtre begav hun sig af sted ad vejen til Juda.
8 Da de havde gået et stykke tid, sagde No’omi til sine svigerdøtre: „Det er bedst, I går hjem til jeres forældre. Må Herren vise jer sin godhed på grund af den godhed, I har vist mod mine to sønner og mig, 9 og må han hjælpe jer begge til at blive gift igen og få et godt og trygt hjem.” Så kyssede hun dem farvel, og de brast i højlydt gråd.
10 „Men vi vil gerne følge med dig hjem til dit folk!” sagde de to unge kvinder.
11 „Nej, I må hellere vende tilbage til jeres eget folk,” svarede No’omi. „Jeg har jo ikke andre sønner, I kan blive gift med. 12 Derfor er det bedst, at I vender tilbage til jeres familier. Jeg er for gammel til at gifte mig igen—og selv om jeg gjorde, og jeg blev gravid og fødte sønner med det samme, 13 ville I så vente til de blev voksne? Nej, mine piger! For mig er det mere bittert end for jer, for det er Herrens hånd, som har ramt mig med denne tragedie!”
14 Så græd de igen. Orpa kyssede nu sin svigermor farvel og vendte om for at gå tilbage til sit barndomshjem, men Ruth ville ikke forlade No’omi.
15 „Se, din svigerinde er allerede på vej tilbage til sit folk og sin gud,” sagde No’omi. „Du må hellere følge med.”
16 Men Ruth svarede: „Tving mig ikke til at forlade dig! Hvor du går hen, vil jeg gå med. Dit hjem skal være mit hjem, dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. 17 Og når jeg engang dør, vil jeg begraves ved din side. Må Herren straffe mig, hvis jeg tillader noget andet end døden at skille os!”
18 Da No’omi så, at Ruth var fast besluttet på at gå med, holdt hun op med at forsøge at overtale hende. 19 De to fortsatte så rejsen og ankom til Betlehem.
Der blev røre i hele byen ved deres ankomst.
„Jamen, er det ikke No’omi?” udbrød byens kvinder.
20 Men No’omi sagde: „Kald mig ikke længere No’omi[a]—kald mig hellere Mara![b] Den almægtige Gud har gjort mit liv bittert. 21 Da jeg rejste herfra, havde jeg hele min familie, men nu vender jeg alene tilbage. Kald mig ikke No’omi, for Herren har dømt mig og ladet denne tragedie ramme mig!”
22 Således vendte No’omi tilbage til Betlehem, og hun havde sin svigerdatter med fra Moabs land. Byghøsten var netop begyndt, da de ankom.
Boaz’ venlighed imod Ruth
2 Der var en velstående mand i Betlehem, som hed Boaz. Han var af samme slægt som Elimelek og derfor i familie med No’omi.
2 En dag sagde Ruth til No’omi: „Lad mig gå hen og samle nogle af de aks op, som høstfolkene efterlader på marken. Måske er der en venlig landmand, som vil hjælpe os.”
„Det er en god idé, min datter!” svarede No’omi.
3 Så gik Ruth ud på en mark, der viste sig at tilhøre Boaz. 4 Mens hun opholdt sig på marken, kom Boaz derud fra Betlehem. „Gud velsigne jer!” sagde han til høstfolkene, og de svarede: „Gud velsigne dig, herre.” 5 Så spurgte han formanden: „Hvem er den unge pige derovre?”
6 „Det er den pige fra Moab, som No’omi bragte med hertil,” lød svaret. 7 „I morges bad hun om tilladelse til at følge efter høstfolkene og samle aks op. Hun har samlet ihærdigt siden da, lige bortset fra en kort hvilepause i skyggen.”
8 Derefter gik Boaz over til Ruth. „Hør, min pige,” sagde han, „du er velkommen til at samle alle de aks, du har brug for, her på min mark, så du ikke behøver gå andre steder hen. Følg bare efter de piger, der binder neg på min mark. 9 Jeg skal nok sige til de unge mænd, at de ikke må genere dig. Når du er tørstig, skal du bare gå hen og drikke af det vand, de øser op fra brønden.”
10 Ruth faldt på knæ, bøjede ansigtet mod jorden foran Boaz og sagde: „Hvorfor er De så god mod mig? Ved De ikke, at jeg er en fremmed her?” 11 „Jo,” svarede Boaz, „og jeg ved også, at du har forladt din far og mor i dit hjemland for at slutte dig til et fremmed folk. Jeg har hørt om den trofasthed, du har vist din svigermor, siden din mand døde. 12 Må Herren, Israels Gud, under hvis vinger du har søgt ly, belønne dig for det.”
13 „Tak for Deres godhed, herre,” udbrød Ruth. „De har talt venligt til mig og opmuntret mig, selv om jeg ikke har krav på noget fra Deres side.”
14 Da frokostpausen kom, kaldte Boaz på Ruth: „Kom herhen og spis sammen med os. Du kan dyppe brødet i vinen, hvis du vil!” Så satte hun sig sammen med høstfolkene og spiste. Boaz rakte hende noget ristet korn, så hun fik alt det, hun kunne spise og havde mad til overs.
15 Da hun var gået tilbage til arbejdet, sagde Boaz til sine unge mænd: „I må ikke hindre hende i at samle aks mellem negene. 16 Tværtimod, når I skærer en håndfuld korn af med seglen, skal I lade nogle af stråene falde til jorden, så hun kan samle aks fra dem. Og lad være at genere hende!” 17 Så samlede Ruth aks resten af dagen. Da hun om aftenen slog kernerne fra aksene, var der en hel sæk[c] byg. 18 Hun bar kornet ind til byen og gav det til sin svigermor, som også fik det, hun havde levnet af sin frokost.
19 „Det var dog utroligt!” udbrød No’omi. „Hvor har du samlet alt det korn? Hvor har du været i dag? Må Herren velsigne den mand, som viste dig en sådan venlighed!” Derefter fortalte Ruth sin svigermor, hvordan det var gået. „Den mand, som ejer marken, hvor jeg samlede aks i dag, hedder Boaz,” sagde hun.
20 „Gud velsigne ham!” udbrød No’omi begejstret. „Herren har virkelig bevist sin trofasthed både imod os og din afdøde mand! Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han vil helt sikkert hjælpe os.”
21 „Han opfordrede mig faktisk til at komme tilbage og holde mig til hans høstfolk, indtil hele marken er høstet!” tilføjede Ruth.
22 „Vidunderligt!” jublede No’omi. „Gør endelig, som han har sagt! Hold dig hele tiden til hans høstpiger! Man ved aldrig, hvad du kunne komme ud for, hvis du gik andre steder hen.”
23 Så holdt Ruth sig til Boaz’ høstfolk resten af byghøsten—og hele hvedehøsten med.
Ruth søger ly under Boaz’ vinger
3 En dag sagde No’omi til Ruth: „Mit barn, det er vist på tide, at jeg hjælper dig med at få en mand og et hjem, hvor du kan have det godt. 2 Hør her: Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han har været så god imod os og ladet dig samle aks i overflod på hans mark. Jeg ved, at han renser byg ude på tærskepladsen i aften! 3 Hør nu godt efter: Tag dig et bad, tag lidt parfume på og dit pæneste tøj og gå så ud til tærskepladsen. Sørg for, at han ikke ser dig. Lad ham spise og drikke i fred. 4 Læg mærke til, hvor han lægger sig til at sove, og når han har lagt sig, går du hen og løfter kappen væk fra hans fødder, og så lægger du dig der. Derefter skal han nok sige dig, hvad du skal gøre.”
5 „Jeg vil gøre alt, hvad du siger,” svarede Ruth.
6 Samme aften gik hun ud mod tærskepladsen, hvor Boaz arbejdede. 7 Da Boaz havde spist et godt måltid mad, lagde han sig veltilfreds ned ved siden af en dynge korn og faldt i søvn. Ruth listede sig forsigtigt hen til ham, løftede kappen væk fra hans fødder og lagde sig der. 8 Midt om natten vågnede Boaz med et sæt og blev meget forbavset over, at der lå en kvinde ved hans fødder.
9 „Hvem er du?” udbrød han.
„Det er Ruth, Deres tjenerinde!” svarede hun. „Jeg søger ly under Deres vinger,[d] fordi De er en nær slægtning, og De har ansvar for at tage Dem af mig.”
10 „Gud velsigne dig, min pige!” udbrød han. „Den godhed, du nu viser, er større end alt det andet, du har gjort. Du har ikke satset på nogen af de unge mænd, hverken fattig eller rig. 11 Du kan være sikker på, at jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om, min pige! Alle ved, hvor storsindet en kvinde du er. 12 Det er rigtigt, at jeg er en nær slægtning og har ansvar for dig, men der er en, som er nærmere beslægtet, end jeg er, og står først i rækken. 13 Bliv nu liggende til det bliver lyst, så vil jeg tale med ham i morgen. Hvis han ønsker at tage ansvaret for dig, så får han dig. Hvis han ikke er interesseret, så er jeg det i hvert fald, det sværger jeg på! Men bliv nu liggende til i morgen tidlig!”
14 Så blev hun liggende ved hans fødder til næste morgen, men allerede inden det var lyst nok til at nogen kunne genkende hende, stod hun op. Boaz havde nemlig sagt: „Ingen må vide, at der har været en kvinde på tærskepladsen i nat!”
15 Inden Ruth gik, sagde Boaz: „Kom med dit sjal og hold det frem!” Så øste han seks mål byg op i sjalet, bandt hjørnerne sammen og gav hende det på ryggen, hvorefter han selv gik ind til byen.
16 „Hvordan gik det så?” spurgte No’omi, da hun hørte Ruth komme ind ad døren. Så fortalte Ruth sin svigermor hele historien og gav hende kornet. 17 „Boaz sagde, at jeg ikke skulle komme tilbage til dig med tomme hænder!” forklarede hun.
18 „Nu må vi bare tage den med ro og vente og se, hvad det her ender med,” sagde No’omi. „Men du kan være sikker på, at den mand ikke giver op, før sagen er afgjort, formentlig allerede i dag!”
Boaz gifter sig med Ruth
4 Boaz var i mellemtiden gået hen til byporten og havde sat sig der. Da den slægtning, han havde omtalt, kom forbi, kaldte han på ham: „Kom og sæt dig her! Der er noget, jeg vil snakke med dig om!” Det gjorde han så. 2 Boaz tilkaldte derefter ti af byens ledere og bad dem om at være vidner. „Sæt jer her!” sagde han, og de satte sig ned. 3 Så sagde Boaz til sin slægtning: „Du kender No’omi, som vendte tilbage fra Moabs land. Hun tænker på at sælge det jordstykke, som tilhørte vores slægtning Elimelek. 4 Jeg syntes lige, jeg ville nævne det for dig, så du kan købe jordstykket, hvis du er interesseret; og disse ansete mænd kan være vidner. Lad mig vide med det samme, om du ønsker at købe jorden, for hvis du ikke er interesseret, så vil jeg købe den. Jeg er jo den næste i rækken efter dig.”
Manden svarede: „Godt, jeg køber jorden!”
5 Så sagde Boaz: „Hvis du køber jorden fra No’omi, må du naturligvis også gifte dig med enken Ruth fra Moab, så hun kan give sin afdøde mand en arving, og så hans jord senere går i arv til hendes børn.”
6 „Det kan jeg ikke gøre!” svarede manden. „Så ville det jo ikke blive min slægts jord. Køb du hellere både jorden og kvinden!”
7 På den tid var det skik, at en person trak sin sandal af og gav den til den anden part som en bekræftelse på, at handelen var afgjort. 8 Da manden sagde: „Køb du hellere det hele!” trak han derfor sin sandal af og gav den til Boaz.
9 Derefter sagde Boaz til vidnerne og de omkringstående: „I er i dag vidner på, at jeg køber den jord, som tilhørte Elimelek og hans sønner. 10 Samtidig gifter jeg mig med moabitten Ruth, Malons enke. På den måde kan hun få en søn, der kan videreføre den afdødes slægt, sådan at hans navn vil blive husket både i slægten og i byen her.”
11 De ti ledere, der sad i byporten, svarede: „Ja, det er vi vidner på! Må Herren gøre denne kvinde, som du nu har taget til dig, lige så frugtbar som vores stamfar Jakobs koner, Rakel og Lea. Må du få lykke og fremgang her i Betlehem, 12 og må de efterkommere, som Herren giver dig sammen med denne kvinde, blive lige så talrige som efterkommerne fra din forfar Peretz, som Tamar fødte Juda.”
13 Så giftede Boaz sig med Ruth, og hun flyttede hjem til ham. Herren lod hende blive gravid, og hun fødte en søn.
14 Da sagde byens kvinder til No’omi: „Lovet være Herren, som har givet dig et barnebarn! Må han vinde ære i Israel. 15 Må han bringe din sjæl trøst og forsørge dig i din alderdom, for han er din svigerdatters søn, hende, der elsker dig så højt og har været mere trofast imod dig end syv sønner!”
16 Så tog No’omi drengen i sine arme, og hun passede ham, som var han hendes eget barn. 17 Nabokonerne sagde: „Nu har No’omi fået en søn!” Og de kaldte ham Obed. Han blev senere far til Isaj, som blev far til kong David.
18-22 Dette er Peretz’ stamtavle: Peretz blev far til Hetzron, som blev far til Ram. Ram blev far til Amminadab, som blev far til Nahshon, som igen blev far til Salma. Salma blev far til Boaz, som blev far til Obed, som igen blev far til Isaj—og Isaj blev far til kong David.
Footnotes
- 1,20 „No’omi” betyder „dejlig, elskelig, sød”.
- 1,20 „Mara” betyder „bitter”.
- 2,17 På hebraisk: „omtrent en efa”, et rummål mellem 18 og 36 liter (den nøjagtige størrelse kendes ikke, men 22 liter er den mest almindelige antagelse).
- 3,9 Udtrykket, som ordret på hebraisk lyder „spred din vinge over din tjenerinde”, var en anmodning om, at Boaz ville tage sig af hende, beskytte hende og sørge for alle hendes behov. Det er det samme ord, Boaz brugte i 2,12, og Ruth hentyder med sine ord til deres samtale i 2,12-13. Det samme udtryk „sprede sin vinge over en person” som et udtryk for at give beskyttelse og omsorg findes i Ez. 16,8. Når Jesus i Matt. 23,27 beskriver Jerusalems indbyggere som dem, der ikke ville søge ly under hans vinger, skal det ses på baggrund af Ruth 3 og Ez. 16. Samtidig anmoder Ruth Boaz om ægteskab i overensstemmelse med jødisk tradition om, at en mand har ansvar for at gifte sig med enken efter sin afdøde bror eller nære slægtning, især hvis kvinden ingen børn har født.
Lukas 8:1-25
Dette er Biblen på dansk
8 Og det skete i Tiden der efter, at han rejste igennem Byer og Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og med ham de tolv 2 og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Ånder og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Ånder vare udfarne; 3 og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange andre, som tjente dem med, hvad de ejede.
4 Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse: 5 "En Sædemand gik ud at så sin Sæd; og idet han såede, faldt noget ved Vejen og blev nedtrådt, og Himmelens Fugle åde det op. 6 Og noget faldt på Klippen; og da det voksede op, visnede det, fordi det ikke havde Væde. 7 Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og kvalte det. 8 Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar hundrede Fold Frugt." Da han sagde dette, råbte han: "Den, som har Øren at høre med, han høre!"
9 Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde betyde. 10 Og han sagde: "Eder er det givet at kende Guds Riges Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstå.
11 Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord. 12 Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro og blive frelste. 13 Men de på Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, når de høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid. 14 Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og så gå hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og Nydelser og ikke bære moden Frugt. 15 Men det i den gode Jord, det er dem, som, når de have hørt Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Udholdenhed.
16 Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller sætter det under en Bænk; men han sætter det på en Lysestage, for at de, som komme ind, kunne se Lyset. 17 Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive åbenbart; og ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset. 18 Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have."
19 Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke nå frem til ham for Skaren. 20 Og det blev ham meddelt: "Din Moder og dine Brødre stå udenfor og begære at se dig." 21 Men han svarede og sagde til dem: "Min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gøre efter det."
22 Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige med sine Disciple, og han sagde til dem: "Lader os fare over til hin Side af Søen;" og de sejlede ud. 23 Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare. 24 Da trådte de hen og vækkede ham og sagde: "Mester, Mester! vi forgå." Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille. 25 Og han sagde til dem: "Hvor, er eders Tro?" Men de frygtede og undrede sig, og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne, siden han byder både over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?"
Read full chapter
Lukas 8:1-25
Bibelen på hverdagsdansk
Kvinder, der følger med Jesus
8 I den følgende tid fortsatte Jesus sin vandring. Han gik fra by til by og fra landsby til landsby for at forkynde Guds ord og fortælle de gode nyheder om Guds rige. De Tolv var med 2 og desuden nogle kvinder, som han havde befriet fra onde ånder og helbredt for forskellige sygdomme. Blandt dem var Maria Magdalene, af hvem Jesus havde uddrevet syv dæmoner, 3 Johanna, Susanna og flere andre, som af egne midler sørgede for mad til den lille flok. (Johanna var gift med Huza, der var hofchef hos Herodes.)
Billedet med jordbunden(A)
4 Folk fra alle byerne i nærheden opsøgte Jesus, og en dag, da en stor folkeskare var samlet, fortalte han følgende historie:
5 „En landmand gik ud for at så korn på sin mark. Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, hvor det blev trådt ned, og fuglene kom og spiste det. 6 Noget af kornet faldt på stengrund. Så snart planterne kom op, visnede de, for der var for lidt væde i jorden. 7 Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. 8 Men noget af kornet faldt i god jord og gav et udbytte på 100 gange så meget, som der var sået.” Da Jesus var færdig med historien, råbte han: „Lad dem høre, som har øre.”
Guds riges mysterier forklares kun for disciplene(B)
9 Disciplene kom bagefter hen og spurgte Jesus, hvad meningen bag historien var. 10 Han svarede: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men de andre må nøjes med at spekulere over billedtalen. Derved opfyldes ordet:
‚De ser, men fatter dog intet.
De hører, men forstår dog intet.’[a]
Jesus forklarer billedet med jordbunden(C)
11 Lad mig forklare jer billedtalens betydning: Kornet, der blev sået, er et billede på Guds ord. 12 Nogle mennesker er som vejen. De hører godt nok Guds ord, men Djævelen kommer og piller de ord væk, som blev sået i deres hjerter, for at de ikke skal komme til tro og få det evige liv. 13 Nogle er som stengrunden. Når de hører Guds ord, tager de imod det med glæde. Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når modgangen kommer, giver de op og falder fra. 14 Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og jagten på materielle goder kvæler ordet, så der ingen frugt bliver. 15 Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og gemmer det i et fint og godt hjerte. De holder ud gennem modgang, og derfor bærer det frugt i deres liv.”
Brug det lys, du har fået(D)
16 Jesus fortsatte: „Ingen kunne finde på at tænde en lampe og stille den under en spand eller ind under sengen. Nej, man stiller en lampe højt og frit, så de, der kommer ind, får glæde af lyset. 17 Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det. Og det, som er hemmeligt, vil komme ud i lyset og blive kendt.
18 Pas på, hvordan I bruger det, I hører. De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det, de troede, de havde.”
De, der gør Guds vilje, hører Jesus til(E)
19 Engang, da Jesu mor og brødre kom for at tale med ham, kunne de ikke komme ind i huset på grund af de mange mennesker. 20 „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde man til ham. 21 Jesus svarede: „Min mor og mine brødre—det er alle dem, der hører Guds ord og handler på det.”
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(F)
22 En dag gik Jesus sammen med disciplene om bord i en båd, og han sagde til dem: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” 23 De lagde da fra land, og mens de sejlede, faldt Jesus i søvn. Pludselig kom et voldsomt stormvejr hen over søen, og båden tog en masse vand ind, så de kom i livsfare. 24 Disciplene gik hen og vækkede Jesus. „Mester, mester, vi drukner!” råbte de. Da rejste han sig og befalede stormen og bølgerne at lægge sig, og det blev blikstille. 25 Derpå vendte han sig til disciplene og spurgte: „Hvor er jeres tro?”
Med ærefrygt og undren i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og bølgerne adlyder ham!”
Read full chapterBibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.