Abraham som et forbillede på tro

4 Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud? ² Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud. ³ Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”^[a]

⁴ Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde—det er ikke en gave. ⁵ Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro. ⁶ I Skriften har David også omtalt den lykke, det er at blive accepteret af Gud, uden at man har gjort sig fortjent til det ved selv at præstere noget. Hør blot, hvad han sagde:

⁹ Gælder den lykke kun de omskårne, altså jøderne? Nej, den gælder også de uomskårne. Vi sagde jo lige, at Abraham blev accepteret af Gud, fordi han havde tro, ¹⁰ og det skete, før han blev omskåret. ¹¹ Omskærelsen fik han bagefter som et konkret tegn på, at han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. På den måde blev han „troens far” og dermed også far til alle de uomskårne, som senere ville blive accepteret af Gud på grund af deres tro. ¹² Han er samtidig far til alle de omskårne, hvis de vel at mærke følger det eksempel på tro, som Abraham viste os, før han blev omskåret.

¹³ Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. ¹⁴ Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. ¹⁵ Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.

¹⁶ Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. ¹⁷ Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”^[c] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. ^18-19 Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. ²⁰ Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. ²¹ Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

²² Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, ²³ som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. ²⁴ Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. ²⁵ Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.

Forsoning og fred med Gud

5 Vi blev altså accepteret af Gud, da vi kom til tro på Jesus Kristus, vores Herre. Derfor er vi nu forsonet med Gud og har fået fred i hjertet. ² Det er også Jesus, der gennem vores tro har ført os ind i den nåde, vi nu lever i, og vi ser med glæde frem til, at vi engang skal få del i al Guds herlighed. ³ Men ikke bare det. Vi glæder os endda over at blive forfulgt, for vi ved, at forfølgelserne styrker vores udholdenhed. ⁴ Udholdenheden giver os karakterstyrke, og karakterstyrken giver os en stærk forventning om at få del i Guds herlighed engang. ⁵ Og vi bliver ikke skuffet i vores forventning, for Gud har givet os Helligåndens kraft og fyldt vores hjerter med sin kærlighed.

⁶ Mens vi endnu var magtesløse og ugudelige, kom Kristus i rette tid og ofrede sit liv for at redde os. ⁷ Der er ikke mange, der vil ofre livet for at redde et medmenneske! Jo, måske hvis det er et usædvanlig godt menneske. ⁸ Men Gud viser sin kærlighed mod os, ved at Kristus ofrede sit liv for os, mens vi stadig var syndere, ⁹ og han har nu accepteret os på grund af Kristi stedfortrædende død. Derfor kan vi trygt regne med, at når Kristus ved sin død forsonede os med Gud, vil han også redde os på dommens dag. ¹⁰ Selvom vi var fjender af Gud, blev vi alligevel forsonet med ham, fordi hans Søn døde for os. Nu, da vi er blevet Guds venner, kan vi være forvissede om, at vi vil få det evige liv, fordi Jesus lever. ¹¹ Altså er det en utrolig glæde for os, at vi er blevet forsonet med Gud gennem Jesus Kristus, vores Herre.

Adam og Kristus som modsætninger

¹² Det første menneske, Adam, bragte synden ind i verden, og synden førte døden med sig. Sådan fik døden magt over alle mennesker, fordi alle syndede. ¹³ Synden var i verden, inden loven kom, men den kunne ikke udpeges, så længe der ingen lov var. ¹⁴ Døden herskede derfor også i verden, før loven kom, det vil sige fra Adam til Moses. Selv de, der ikke var ulydige mod Gud på samme direkte måde som Adam, måtte dø.

Adam kan sammenlignes med Jesus i den forstand, ^15-16 at ét menneskes handling har fået konsekvenser for hele menneskeheden. Men hvor ét menneskes ulydighed førte til død for et utal af mennesker, bragte ét andet menneskes lydighed Guds vældige kærlighed og nåde ud til et utal af mennesker. Efter at ét menneske havde forsyndet sig, måtte Gud afsige dommen over os mennesker og erklære os skyldige. Men efter at mange mennesker havde forsyndet sig, gav Jesus Kristus frivilligt sit liv for os, og derved kunne Gud erklære os skyldfri. ¹⁷ Det var ét menneskes synd, som førte til, at døden fik herredømmet over menneskene. Men det var ét menneskes gave, som fører til, at livet får herredømmet over alle, som tager imod Guds overstrømmende nåde og tilgivelse i Jesus Kristus.

¹⁸ Det vil altså sige, at ét menneskes forkerte handling førte til fordømmelse og død for alle mennesker. Men det var også ét menneskes rigtige handling, der førte til frikendelse og liv for alle mennesker. ¹⁹ Ét menneskes ulydighed førte til, at mange andre gjorde oprør mod Gud. Men det er også ét menneskes lydighed, der fører til, at mange andre ønsker at gøre Guds vilje.

²⁰ Da loven kom til, voksede synden. Men da synden blev større, blev Guds nåde endnu større. ²¹ Før havde synden herredømmet, og det førte til død. Men hos dem, som har opnået Guds tilgivelse, er det nåden, som har herredømmet, og det fører til det evige liv ved Jesus Kristus, vores Herre.

Synden har ikke magten længere

6 „Skal vi så ikke fortsætte med at synde, så Guds nåde kan blive endnu større?” er der måske nogle, der vil spørge. ² Nej, bestemt ikke! Det er da meningsløst at fortsætte et syndigt liv, når synden ikke længere har magten over os! ³ Ved I ikke, at alle vi, der er døbt til at tilhøre Jesus, vores Frelser, blev ét med ham i hans død? ⁴ Jesus døde og blev begravet, men fik nyt liv ved Guds kraft. På samme måde er vores gamle liv dødt, og det blev begravet, da vi blev døbt, for at vi skulle leve et helt nyt liv. ⁵ Vi blev ét med Jesus i dåben. Da vi altså er ét med ham i en død, der ligner hans, skal vi også være ét med ham i et liv, der ligner hans. ⁶ Vi ved, at vores gamle levevis er korsfæstet med Kristus, så synden ikke længere har ret til at regere over os. Derfor er vi ikke længere slaver af synden. ⁷ Den, som er død, er nemlig løst fra syndens herredømme.

⁸ Vi døde sammen med Kristus. Derfor tror vi på, at vi også skal leve sammen med ham. ⁹ Vi ved, at Kristus blev oprejst fra de døde og aldrig dør igen. Døden har intet at skulle have sagt over ham. ¹⁰ Ved sin død gjorde han sig én gang for alle fri af synden, og det liv, han nu lever, lever han for Gud.

¹¹ Husk på, at I er sluppet fri af syndens herredømme. Derfor kan I nu sammen med Kristus leve for Gud. ¹² Selvom I stadig er dødelige mennesker, må I ikke lade synden regere i jeres liv, så I adlyder jeres syndige tilbøjeligheder. ¹³ Lad jer ikke rive med af ondskaben og uretfærdigheden. Nej, nu da I er gået over fra døden til livet, skal I stille jer til rådighed for Gud og gøre det, som er godt og ret. ¹⁴ Synden skal ikke herske over jer, for I lever ikke under loven, men under Guds nåde.

Synd straffes med døden, men Gud skænker livet

¹⁵ „Skal vi så bare synde løs, fordi vi ikke lever under loven, men under Guds nåde?” spørger nogen måske. På ingen måde! ¹⁶ Ved I ikke, at hvis man lader sig styre af noget, bliver man slave af det? Lader du synden styre dit liv, fører det til død. Men lader du lydighed mod Gud styre dit liv, fører det til Guds accept og velbehag. ¹⁷ I har været slaver af synden, men Gud ske tak, at I med liv og sjæl er blevet lydige mod den undervisning, I har modtaget. ¹⁸ I er løst fra syndens slaveri og er nu ivrige efter at gøre det, som er ret. ¹⁹ Jeg bruger disse menneskelige billeder om slaveri for at hjælpe jer, da I stadig er svage i troen. Før i tiden var I behersket af urene tanker og onde handlinger, som førte til et udsvævende liv. Men nu skal jeres liv være kendetegnet af rene tanker og gode gerninger.

²⁰ Dengang I var slaver af synden, tænkte I ikke på, om det, I gjorde, var godt i Guds øjne. ²¹ Hvad førte det jer ud i? Kun ting, som I nu skammer jer over. Sådan et liv ender nemlig med død. ²² Nu, da I er løst fra syndens lænker og er kommet ind i et lydighedsforhold til Gud, fører det til et liv, som Gud kan acceptere, og det ender med evigt liv. ²³ Synd straffes med døden, men Gud skænker det evige liv gennem Jesus, vores Frelser og Herre.

Løst fra loven

7 Kære venner, jeg taler nu til jer, som kender de jødiske love. I ved godt, at man kun er undergivet loven, så længe man lever. ² En gift kvinde er ifølge loven bundet til sin mand, så længe han er i live. Men hvis han dør, bliver hun løst fra den lov, som bandt hende til ham, ³ og hun er fri til at gifte sig med en anden mand. Hvis hun derimod flytter sammen med en anden mand, mens hendes egen mand stadig lever, så bryder hun ægteskabet. ⁴ Sådan er det også med jer, kære venner. For det første blev I frigjort fra loven, da Kristus døde for jer. For det andet fik I frihed til at binde jer til en anden, og denne anden, som I nu tilhører, er den genopstandne Kristus selv. Det betyder, at I nu kan gøre, hvad Gud ønsker. ⁵ Dengang vi levede uden Kristus, fik vores syndige tilbøjeligheder næring af lovens forbud og fik os til at gøre ting, som fører til død. ⁶ Men nu er vi løst fra loven. Vi er frigjort fra det, som bandt os, så vi nu kan tjene Gud på en helt ny måde—ved at lytte til Guds Ånd—i stedet for den gamle måde, som var bundet til lovens bogstav.

Loven var god nok, men kunne ikke overvinde syndens magt

⁷ Betyder det så, at loven er af det onde? Nej, aldeles ikke. Havde loven ikke været der til at pege på synden, ville jeg ikke have forstået syndens væsen. Jeg ville ikke have vidst, hvor slemt det er at begære noget, som tilhører en anden, hvis ikke loven havde sagt, at det måtte jeg ikke. ⁸ Synden brugte altså lovens forbud til at vække alle mulige former for begær i mig. Uden loven har synden ikke den samme magt. ⁹ Før jeg kendte til loven, levede jeg udmærket. Men da jeg så hørte om lovens forbud, kom der liv i synden, ¹⁰ og mit liv blev helt elendigt. Lovens bud, som skulle have givet mig et godt liv, resulterede i det modsatte. ¹¹ Synden udnyttede nemlig lovens forbud til at få mig på afveje, og på den måde blev mit liv elendigt. ¹² Altså er loven god, og lovens bud sigter mod det, som er godt, retfærdigt og rigtigt.

¹³ Jamen, hvis loven er god, hvordan kunne den så føre til sådan en elendighed?—Det var egentlig ikke loven, der gjorde det. Det var synden. I og med at synden brugte det gode til at opnå det onde, blev det klart, hvor ond synden i virkeligheden er.

¹⁴ Jeg ved^[d] jo godt, at loven er åndelig, men det er jeg^[e] ikke, så længe jeg er slave under synden. ¹⁵ Så forstår jeg ikke, hvad det er, jeg gør. Jeg gør nemlig ikke det, jeg gerne vil, men derimod det, jeg ikke ønsker at gøre. ¹⁶ Når jeg altså gør det, jeg ikke ønsker at gøre, så er jeg enig i, at loven har ret. ¹⁷ Og det er egentlig ikke mig, der gør det, men synden, som bor i mig. ¹⁸ Jeg må erkende, at der ikke bor noget godt i mit syndige jeg, for selvom jeg har viljen til at gøre det rigtige, har jeg ikke magten til det. ¹⁹ Jeg gør nemlig ikke det gode, som jeg ønsker at gøre. Tværtimod gør jeg det onde, som jeg ikke ønsker at gøre. ²⁰ Så når jeg gør det, jeg ikke ønsker, så er det egentlig ikke mig selv, der gør det, men synden, som bor i mig. ²¹ Så længe jeg lever under syndens herredømme, gælder den grundlov, at når jeg ønsker at gøre det gode, kommer det onde til udtryk. ²² Selvom jeg i mit inderste glæder mig over Guds lov, ²³ så finder jeg, at der er en anden lov, der styrer mine handlinger og ødelægger mine gode forsætter. Jeg er taget til fange af synden, som regerer i mit liv. ²⁴ Hvor er det frygteligt! Hvem kan redde mig ud af dette elendige liv, som fører til død?

²⁵ Det, jeg her har beskrevet, er, hvad der sker, når man prøver at tjene Guds lov med sit sind, alt imens man stadig er slave under synden. Men Gud ske lov, at Jesus Kristus, vores Herre, redder mennesker ud af den elendighed.