Salme 89-90
Dette er Biblen på dansk
89 En Maskil af Ezraiten Etan.
2 Om Herrens, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. 3 Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. 4 Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: 5 "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. 6 Og Himlen priser dit Under, Herre, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. 7 Thi hvem i Sky er Herrens Lige, hvo er som Herren iblandt Guds Sønner? 8 En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. 9 Herre, Hærskarers Gud, hvo er som du? Herre, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. 10 Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. 11 Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. 12 Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. 13 Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. 14 Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. 15 Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. 16 Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, Herre, i dit Åsyns Lys! 17 De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. 18 Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; 19 thi vort Skjold er hos Herren, vor Konge er Israels Hellige!
20 Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; 21 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; 22 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. 23 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; 24 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; 25 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; 26 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; 27 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. 28 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; 29 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; 30 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. 31 Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, 32 hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, 33 da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; 34 men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; 35 jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. 36 Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: 37 Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, 38 stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.
39 Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; 40 Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; 41 du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; 42 alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. 43 Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; 44 hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; 45 du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, 46 afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. 47 Hvor længe vil du skjule dig, Herre, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? 48 Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! 49 Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. 50 Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? 51 Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, 52 hvorledes dine Fjender håner, Herre, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.
53 Lovet være Herren i Evighed, Amen, Amen!
90 Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. 2 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! 3 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" 4 Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. 5 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; 6 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
7 Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. 8 Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys. 9 Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. 10 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. 11 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig! 12 At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
13 Vend tilbage, Herre! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; 14 mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. 15 Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! 16 Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! 17 Herren vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!