Add parallel Print Page Options

Israels mægtige Gud

68 Til korlederen: En lovsang af David.

Når Gud rejser sig,[a] flygter hans fjender,
    alle hans modstandere løber deres vej.
Han driver dem væk,
    som røg drives væk af vinden.
De onde går til grunde
    som voks, der smelter i varmen.

Men de gudfrygtige bliver glade,
    de råber af fryd i Guds nærhed.

Syng lovsange til Gud.
    Ophøj ham, som rider på skyerne.
Hans navn er Jahve,
    fryd jer i hans nærhed.
Gud er som en far for de faderløse,
    han taler de hjælpeløses sag.
        Han regerer fra sin hellige trone.
Han giver de hjemløse et hjem,
    sætter de undertrykte i frihed og gør dem glade.
        Men de genstridige forvises til den golde ørken.

Gud, dengang du gik foran dit folk,
    og de marcherede gennem den udstrakte ørken,
da skælvede jorden af frygt,
    og skyerne kunne ikke holde på regnen.
De rystede for Israels Gud,
    da han viste sin magt i Sinai.
10 Du sendte regn i rigelig mængde,
    du hjalp dit folk, da de var i nød.
11 Du gav dem et sted at bosætte sig,
    du sørgede for de svage i din godhed, Gud.

12 Da hærføreren proklamerede sejren,
    bragte masser af kvinder nyheden videre:
13 „Alle fjendens anførere er flygtet!”
    Så fik kvinderne lov til at fordele byttet.
14 Selv om de var hjemme ved fårefoldene,
    blev de nu smykket med sølv og guld,
        som duen er smykket med glinsende fjer.
15 Da den Almægtige slog kongerne i landet på flugt,
    endte de i en snestorm på Zalmons bjerg.

16 Du strækker dig til himlen, Bashans bjerg,
    du har mange mægtige tinder.
17 Hvorfor er du misundelig på det bjerg,
    som Gud har valgt til sin bolig?
        Dér vil Herren bo for evigt.
18 Da Herren kom fra Sinai til sit hellige sted,
    var han omgivet af tusindvis af stridsvogne.
19 Han steg op til det høje,
    førte frigivne fanger med sig.
Han tog gaver med til folk,
    selv de oprørske gav han et sted at bo.[b]

20 Syng lovsange til Herren hver eneste dag,
    for han bærer vore byrder og redder os.
21 Vor Gud er en frelsende Gud,
    som endog kan redde os fra døden.
22 Men han knuser sine fjenders hoved,
    dem, der vælger at gøre oprør mod ham.
23 Herren siger: „Jeg henter dem ned fra Bashans bjerg,
    jeg trækker dem op fra dybet,
24 så I kan vade rundt i fjendeblod,
    og hundene gnave på deres knogler.”

25 Et festtog går frem i helligt skrud,
    de hylder vor konge og vor Gud.
26 Sangerne går forrest, musikerne bagerst,
    piger med tamburiner danser i midten.
27 Lovsyng Gud i den store forsamling,
    lad alle være med til at prise Herren.
28 Benjamins lille stamme går forrest,
    fulgt af lederne fra Judas stamme,
        og dem fra Zebulon og Naftali.

29 Vis din magt, Gud, din mægtige styrke,
    for vi ved, at du kæmper for dit folk.
30 Når du rejser dig fra dit tempel i Jerusalem,
    må jordens konger bøje sig i hyldest.
31 Dit krigsråb gør egypterne bange,
    selv om de er stærkere end andre nationer.
De bøjer sig dybt og giver dig gaver
    både af guld og sølv,
mens de, der tager kampen op,
    bliver slået og spredt.
32 Egypterne kommer med kostbare gaver,
    kushitterne bøjer sig i ærefrygt for dig, Gud.

33 Lovpris Gud, alle riger på jorden,
    syng lovsange til Herren.
34 Fra ældgammel tid har han redet på skyerne,
    hør blot hans tordnende røst.
35 Giv al ære til Gud, som regerer over Israel
    og har magten i himmelrummet.

36 Ære være Gud i hans helligdom.
    Israels Gud giver styrke til sit folk.
        Al ære og pris til ham.

Nødråb til Gud

69 Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”.

Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne,
    vandet når mig allerede til halsen.
Jeg er som sunket i et bundløst hul,
    jeg leder forgæves efter fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand,
    snart skyller bølgerne hen over mig.
Jeg er udmattet af at råbe om hjælp,
    min hals er hæs og tør,
mine øjne er trætte af at stirre
    og vente på hjælp fra min Gud.

De, som hader mig uden grund,
    er flere end hårene på mit hoved.
De ønsker at gøre det af med mig,
    selv om jeg er ganske uskyldig.
De beskylder mig for at stjæle
    og forlanger det stjålne tilbage.

Gud, du kender mig og mine tåbeligheder,
    mine fejl kan ikke skjules for dig.
Almægtige Gud, lad ikke dem, som stoler på dig,
    tabe modet på grund af mine trængsler.
Åh, Israels Gud, lad ikke dem, som søger din hjælp,
    opgive håbet på grund af mine problemer.

Jeg udsættes for hån, fordi jeg tjener dig.
    Det er derfor, jeg bliver gjort til grin.
Mine søskende vil ikke kendes ved mig,
    de ser mig som en fuldstændig fremmed.
10 Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.
    Den hån, som ramte dig, ramte også mig.

11 Når jeg faster for Herren,
    håner de mig.
12 Når jeg sørger i sæk og aske,
    synger de smædeviser om mig.
13 Byens ledere taler nedsættende om mig,
    fulde folk synger spottesange.
14 Jeg beder til dig om hjælp, Herre,
    se i nåde til mig, Gud.
Du er en kærlig og trofast Gud.
    Hør min bøn og hjælp mig.
15 Træk mig op af det dybe dynd,
    lad mig ikke synke helt til bunds.
Red mig fra dem, der hader mig,
    lad mig ikke drukne i dybet.
16 Lad ikke bølgerne begrave mig.
    Lad ikke dybet opsluge mig.
    Lad ikke døden få det sidste ord.
17 Svar mig, Herre, for din trofastheds skyld,
    hjælp mig i din store nåde.
18 Vend dig ikke bort fra din tjener,
    skynd dig at redde mig ud af min nød.
19 Kom til mig og frels mig,
    fri mig fra mine fjenders magt.

20 Du ved, hvad de siger om mig,
    hvordan de håner og spotter mig.
Du kender mine fjender,
    og du ved, hvad de siger.
21 Deres hån har taget så hårdt på mig,
    at jeg fuldstændig har mistet modet.
Ingen havde medlidenhed med mig,
    ingen var villig til at trøste mig.
22 De ville have mig til at spise deres giftige mad,
    og de ville slukke min tørst med sur vin.
23 Må deres fester føre dem i fælden,
    så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
24 Gør det sort for deres øjne, så de ikke kan se.
    Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.[c]
25 Udøs din vrede over dem,
    lad din harme fortære dem.
26 Lad deres hjem ligge øde hen,
    lad ingen mere bo i deres telte.
27 Du opdrager mig,
    men de håner mig.
Mens jeg lider under min straf,
    spreder de falske rygter om mig.
28 Straf dem for alle deres synder,
    lad dem ikke undslippe.
29 Slet deres navne af livets bog,[d]
    så de ikke tælles med blandt dit folk.
30 Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide?
    Red mig snart fra min elendighed.
31 Så vil jeg prise og tilbede dig,
    ophøje dig med takkesange.

32 For i dine øjne er dét mere værd
    end at ofre både okser og tyre.
33 Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning,
    vil de glæde sig og fatte nyt mod.
34 For Herren hører den ydmyges råb,
    han foragter ikke dem, han opdrager.
35 Selv himlen og jorden skal prise ham,
    havet og fiskene stemme i med lovsang.

36 Ja, Gud vil redde Jerusalem
    og genopbygge Judas byer.
Hans folk kommer igen til at bo der
    og tager landet i eje som før.
37 Hans tjeneres børn får det i arv,
    de, som elsker Herren, skal bo der.

Footnotes

  1. 68,2 Eller „Måtte Gud rejse sig”. Denne salme er vanskelig at forstå og fortolke, så mange steder er oversættelsen usikker.
  2. 68,19 Teksten er uklar, men ligger til grund for Ef. 4,8.
  3. 69,24 Efter LXX. Hebraisk: „med rystende hofter”. Det er muligvis en beskrivelse af alderdomssymptomer.
  4. 69,29 Eller „de levendes bog”, måske en liste over alle, der er i live.

Nyt liv ved Guds Ånds kraft

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Kristus. For gennem Kristus er jeg[a] blevet sat fri ved den Ånds kraft, som bringer liv, og jeg lever ikke længere under syndens lov, som bringer død. Loven var ikke stærk nok til at sejre over menneskets syndige natur, men Gud gav os sejr. Han sendte jo sin egen Søn ind i denne verden, for at han skulle leve under samme vilkår, som vi syndige mennesker levede under, og han gjorde ham til syndebuk for os alle. På den måde blev synden, som var i mennesket, dømt til døden. Derfor kan vi, som nu lever under Åndens ledelse—og ikke under syndens herredømme—opfylde lovens gode hensigt. De, der lever under syndens herredømme, tænker i syndens tankebaner, mens de, der lever under Åndens ledelse, tænker i Åndens tankebaner. Syndens tanker fører til død, men Åndens tanker fører til liv og fred. Synd er nemlig oprør og fjendskab mod Gud. Synden hverken vil eller kan underordne sig Guds vilje, og de, der lever et liv styret af synden, kan ikke behage Gud. I, derimod, er ikke styret af synden, men af Ånden, hvis ellers Guds Ånd bor i jer. Men de, som ikke har Kristi Ånd, hører ikke Kristus til.

10 Når Kristus bor i jer, skal legemet ganske vist dø engang, fordi synden bragte døden ind i verden, men Ånden giver nyt liv, fordi Kristus tog straffen for al synd på sig selv. 11 Og da Guds Ånd bor i jer, vil han, som oprejste Jesus fra de døde, også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.

12 Altså, kære venner, da synden ikke længere har magt over jer, skal I ikke leve et syndigt liv. 13 Det syndige liv straffes med døden. Men hvis I ved Åndens kraft sætter en stopper for de syndige handlinger, skal I få det evige liv.

Vi er Guds elskede børn

14 Alle, som bliver ledt af Guds Ånd, er Guds børn. 15 Den Ånd, I har fået, gør jer ikke til slaver, for så kom I blot igen til at leve et liv i frygt. Nej, Guds Ånd gør det klart for jer, at I er Guds børn. Det er Guds Ånd i os, der gør, at vi kan kalde ham vores far. 16 Det er Guds Ånd, der bekræfter over for vores egen ånd, at vi virkelig er Guds børn.

Guds herlighed bliver os til del

17 Da vi nu er blevet børn af Gud, som Kristus er det, kan vi regne med at få del i alt det, som Gud vil give sine børn. Er vi parate til at lide, som Kristus led, kan vi også regne med at få del i den samme herlighed, som han fik del i. 18 De lidelser, vi skal igennem her og nu, regner jeg ikke for noget i sammenligning med den herlighed, som vi skal opleve engang. 19 Alt, hvad Gud har skabt, længes efter at få del i den herlighed, som hans børn engang skal få. 20 Hele skaberværket lever under håbløshedens åg, ikke fordi det ønskede det, men fordi Gud måtte straffe de første menneskers ulydighed. Dog er der håb. 21 Alt det skabte vil engang blive sat fri fra den nuværende forgængelighed og død og få del i den herlige frihed, som Guds børn skal opleve.

Read full chapter

Footnotes

  1. 8,2 Nogle græske håndskrifter har ordet „jeg”, mens andre har „du”, og andre igen siger „vi”. Det giver ingen forskel i meningen, da „jeg” stadig er repræsentativt som i kap. 7.