² Åh Herre, mine fjender er så mange,
    de er alle imod mig, de gør mig bange.
³         „Gud vil ikke redde ham!” siger de.
⁴ Men Herren er mit skjold og min styrke,
    han gav mig modet tilbage.
⁵ Jeg råbte til ham om hjælp,
    og han svarede mig fra sit hellige bjerg.
⁶ Jeg lagde mig trygt til at sove,
    for Herren skærmede mig med sin hånd.
⁷ Jeg bliver ikke overmandet af frygt,
    om så tusinder af fjender omringer mig.
⁸ Men jeg råber til Herren:
    „Grib ind, Herre! Red mig, Gud!”
Herren ydmyger alle mine fjender,
    det er ham, der bryder de ondes magt.
⁹ Han er den, som redder os.
    Ja, velsign dit folk, Herre!

² Hør mig, Gud, når jeg råber om hjælp,
    for du er en god Gud.
Du har hjulpet mig før,
    når jeg var trængt op i en krog.
Vær nådig imod mig
    og lyt til min bøn!
³ I oprørske mennesker,
    hvor længe vil I krænke min ære?
Hvor længe vil I stræbe efter falskhed
    og foretrække løgn og bedrag?
⁴ I må forstå, at Herren velsigner dem,
    der trofast følger ham.
Han hører mit råb om hjælp,
    han svarer, hver gang jeg kalder.

² Herre, kom os til hjælp.
Der er ingen tilbage, som adlyder dig.
    Man kan ikke opdrive et ærligt menneske.
³ Alle bedrager hinanden,
    de er fulde af løgn og falskhed.
⁴ Herre, gør en ende på al deres smiger,
    sæt en stopper for de pralende ord.
⁵ De siger hovmodigt: „Vore ord giver os magt,
    og vi siger, hvad der passer os!”
⁶ Men Herren svarer:
„Fordi de svage og forfulgte råber til mig,
    vil jeg nu gribe ind og forsvare dem.”

² Hvor længe vil du glemme mig, Herre?—For evigt?
    Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
³         Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
    Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?

Herre, jeg råber til dig om hjælp,
    for du er min eneste redning.
Hvis du ikke griber ind,
    må jeg se døden i øjnene.
² Herre, lyt til min bøn om nåde,
    jeg råber til dig om hjælp
        med løftede hænder mod din helligdom.
³ Lad mig ikke ende som de ondskabsfulde,
    der taler venligt til folk,
        mens de udtænker onde planer.
⁴ Giv dem den straf, de fortjener,
    lad dem lide for deres grusomme handlinger.
        Straf dem for al deres ondskab.
⁵ De ænser ikke Guds veje,
    de følger ikke hans bud.
Derfor vil Gud rive dem ned
    som et hus, der aldrig skal genopbygges.

² Hør min bøn, Gud,
    lyt til mit råb om hjælp.
³         Hør mig og svar mig.
Jeg er ude af mig selv
    og ryster af skræk.
⁴ Mine fjender gør mig bange
    med deres voldsomme trusler.
De er rasende på mig
    og klar til angreb.
⁵ Mit hjerte banker helt vildt,
    dødsangsten overmander mig.
⁶ Jeg er grebet af skræk og rædsel,
    jeg er lammet af frygt.
⁷ Jeg ville ønske, jeg havde vinger som en fugl,
    så jeg kunne flygte og finde fred.
⁸ Jeg ville flyve langt bort,
    slå mig ned i ødemarken og blive der.
⁹ Jeg ville skyndsomst søge ly
    for det voldsomme uvejr.
¹⁰ Skab forvirring hos dem, Herre,
    og forstyr deres planer.
Der er oprør og ufred i byen.
¹¹     Der går vagter på bymuren dag og nat,
        men den virkelige fare kommer indefra.
¹² Der er vold og mord overalt,
    trusler og bedrageri breder sig uhæmmet.
¹³ Hvis det var en fremmed, der rasede imod mig,
    kunne jeg bedre holde det ud.
Hvis jeg blev hånet af mine fjender,
    kunne jeg løbe væk fra dem.
¹⁴ Men det var dig, som jeg troede var min ven,
    du var min følgesvend og min fortrolige.
¹⁵ Vi delte hinandens hemmeligheder,
    vi fulgtes ad i festoptoget til Guds hus.