146 Halleluja! Pris Herren, min Sjæl! ² Jeg vil prise Herren hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. ³ Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! ⁴ Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. ⁵ Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til Herren hans Gud, ⁶ som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed ⁷ og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! Herren løser de fangne, ⁸ Herren åbner de blindes Øjne, Herren rejser de bøjede, Herren elsker de retfærdige, ⁹ Herren vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. ¹⁰ Herren er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!

147 Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig. ² Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel, ³ han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår; ⁴ han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn. ⁵ Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål; ⁶ Herren holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse. ⁷ Syng for Herren med Tak, leg for vor Gud på Citer! ⁸ Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug; ⁹ Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger; ¹⁰ hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand; ¹¹ Herren har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.

¹² Lovpris Herren, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud! ¹³ Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte; ¹⁴ dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme; ¹⁵ han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord, ¹⁶ han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim, ¹⁷ som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham; ¹⁸ han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr. ¹⁹ Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel. ²⁰ Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!

15 Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå, ² ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves. ³ Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter Skrifterne; ⁴ og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; ⁵ og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; ⁶ derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;. ⁷ derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; ⁸ men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne Foster; ⁹ thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. ¹⁰ Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig. ¹¹ Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og således troede I.

¹² Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse? ¹³ Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst. ¹⁴ Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro også tom. ¹⁵ Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses. ¹⁶ Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst. ¹⁷ Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder; ¹⁸ da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt. ¹⁹ Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker. ²⁰ Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. ²¹ Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. ²² Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus. ²³ Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. ²⁴ Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. ²⁵ Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder. ²⁶ Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. ²⁷ Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han" siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt - ²⁸ når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.