Salme 140-142
Dette er Biblen på dansk
140 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Red mig, Herre, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, 3 der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. 4 De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela. 5 Vogt mig, Herre, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. 6 Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela. 7 Jeg siger til Herren: Du er min Gud, Herre, lyt til min tryglende Røst! 8 Herre, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. 9 Opfyld ej, Herre, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! 10 Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! 11 Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! 12 Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! 13 Jeg ved, at Herren vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. 14 For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.
141 Herre, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; 2 som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! 3 Herre, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! 4 Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. 5 Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
6 Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. 7 Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. 8 Dog, mine Øjne er rettet på dig, o Herre, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! 9 Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; 10 lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.
142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.
2 Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, 3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. 4 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. 5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. 6 Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! 7 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; 8 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.