Add parallel Print Page Options

Jerusalems skæbne

129 En valfartssang.

Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig
    —lad hele Israel gentage det:
Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig.
    De angreb mig, men overvandt mig ikke.
Min ryg er mærket af dybe sår,
    som var den pløjet med en plov.
Men Herren er retfærdig,
    han satte en stopper for deres mishandling.

Alle, der angriber Zion,
    vil blive slået og tvunget til at vende om.
De er som græsset, der vokser på taget,
    det visner og dør, før det bliver til noget.
Det fylder ingenting i høstfolkenes hænder,
    der er ikke nok til at binde et neg af.
Ingen, der går forbi dem, vil sige:
    „Herren velsigne jer!”

Herren er villig til at tilgive

130 En valfartssang.

Herre, jeg er dybt fortvivlet.
    Hør mit råb, oh, Gud!
        Lyt til min tryglende bøn!

Hvis du holdt regnskab med alle vore synder,
    hvem kunne da undslippe dommen?
Men jeg ved, du er villig til at tilgive,
    og det ansporer mig til ærefrygt.
Jeg venter på, at du griber ind, Herre,
    jeg ser frem til, at du taler til mig.
Jeg længes mere efter at høre fra dig,
    end nattevagten længes efter daggry.

Israels folk, sæt jeres håb til Herren,
    for han er trofast og barmhjertig.
Han står parat til at frelse,
    han vil redde os ud af syndens morads.

Hvilen i Gud

131 En valfartssang af David.

Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt,
    jeg knejser ikke med nakken,
jeg siger ikke mere, end jeg kan stå inde for,
    jeg har ikke urealistiske forestillinger,
        men jeg har fundet hvile og ro i dig.
Som et lille barn er trygt hos sin mor,
    har min sjæl fundet hvile hos dig.

Israel, sæt trygt jeres lid til Herren,
    stol på ham evigt og altid.

11 Følg mit eksempel, sådan som jeg følger Kristi eksempel.

Om at finde sin plads og være under autoritet og beskyttelse

Den ros skal I have, at I husker mig og holder fast ved den undervisning og vejledning, som jeg modtog fra Kristus og gav videre til jer.

Jeg vil gerne, at I skal forstå, at ligesom Kristus stod til ansvar over for Gud med sine ord og handlinger, sådan står enhver mand til ansvar over for Kristus, og en gift kvinde står til ansvar over for sin mand.[a] Hvis en mand tildækker sit hoved, når han beder, eller når han profeterer, bringer han skam over Kristus.[b] Men hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, når hun beder eller profeterer, bringer hun skam over sin mand.[c] Hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, er det lige så slemt, som hvis hun får sit hår klippet af. Siden det er upassende for hende at få håret klippet af, må hun forstå, at hun bør tildække sit hoved, når hun beder eller profeterer. En mand bør ikke tildække sit hoved, for han er skabt i Guds billede og til Guds ære, mens en kvinde er skabt til mandens ære. Manden blev jo ikke skabt ud fra en kvinde, men kvinden blev skabt ud fra en mand. Manden blev heller ikke skabt på grund af kvinden, men kvinden blev skabt på grund af manden.[d] 10 Derfor skal kvinden have en beskyttende autoritet over sig—og ved at tildække sit hoved viser hun over for den åndelige verden, at hun er villig til at underordne sig. 11 Men i Guds plan har manden brug for kvinden og kvinden brug for manden, 12 for selvom kvinden oprindeligt blev skabt ud fra manden, så er alle mænd siden da blevet født af kvinder, og alle er skabt af Gud.

13 Hvad synes I selv? Er det rigtigt for en kvinde at træde frem for Gud i bøn uden at have noget over hovedet? 14 (Reagerer I ikke imod det, hvis en mand har langt hår, fordi I betragter det som vanærende? 15 Men for en kvinde er det en ære at have langt hår. Det fungerer som et dække fra naturens hånd.) 16 Men hvis nogen gerne vil skændes om det, vil jeg bare sige: Vi har ikke sådan en skik, og det har de andre menigheder heller ikke.

Read full chapter

Footnotes

  1. 11,3 Eller: „kvinden står til ansvar over for manden”. Mere ordret: „manden er kvindens hoved”, hvor hovedet ses som den ansvarlige, styrende del af legemet.
  2. 11,4 Eller: „bringer han skam over sig selv.” Ordret: „bringer han skam over sit hoved.” Det er uklart, hvad „hoved” henviser til her.
  3. 11,5 Eller: „bringer hun skam over sig selv.” Ordret: „bringer hun skam over sit hoved.” I den daværende jødiske kultur var det udtryk for løssluppenhed og oprørskhed for en kvinde ikke at have et dække over hovedet.
  4. 11,9 Jf. 1.Mos. 2,15-23.