Add parallel Print Page Options

126 Da Herren hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed det blandt Folkene: "Herren har gjort store Ting imod dem!" Herren har gjort store Ting imod os, og vi blev glade. Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme! De; som sår med Gråd, skal høste med Frydesang; de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg.

127 Dersom Herren ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom Herren ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves. Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne. Se, Sønner er Herrens Gave, Livsens Frugt er en Løn. Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom. Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten.

128 Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje! Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel! Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord. Se, så velsignes den Mand, der frygter Herren.

Herren velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel!