Add parallel Print Page Options

10 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider? Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder; thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter Herren. Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker. Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender. Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt." Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge; han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne; han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn; 10 han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer. 11 Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."

12 Rejs dig, Herre! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke! 13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke? 14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper. 15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

16 Herren er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land; 17 du har hørt de ydmyges Ønske, Herre, du styrker deres Hjerte, vender Øret til 18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

11 Jeg tager min Tilflugt til Herren! Hvor kan I sige til min Sjæl: "Fly som en Fugl til Bjergene! Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet. Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"

Herren er i sin hellige Hal, i Himlen er Herrens Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn; retfærdige og gudløse ransager Herren; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl; over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger. Thi retfærdig er Herren, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn!

12 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

Herre, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn; de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte. Hver svigefuld Læbe udrydde Herren, den Tunge, der taler store Ord, dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

"For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger Herren, "jeg frelser den, som man blæser ad."

Herrens Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv. Herre, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.