89 En Maskil af Ezraiten Etan.

² Om Herrens, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. ³ Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. ⁴ Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: ⁵ "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. ⁶ Og Himlen priser dit Under, Herre, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. ⁷ Thi hvem i Sky er Herrens Lige, hvo er som Herren iblandt Guds Sønner? ⁸ En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. ⁹ Herre, Hærskarers Gud, hvo er som du? Herre, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. ¹⁰ Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. ¹¹ Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. ¹² Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. ¹³ Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. ¹⁴ Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. ¹⁵ Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. ¹⁶ Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, Herre, i dit Åsyns Lys! ¹⁷ De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. ¹⁸ Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; ¹⁹ thi vort Skjold er hos Herren, vor Konge er Israels Hellige!

²⁰ Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; ²¹ jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; ²² thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. ²³ Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; ²⁴ jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; ²⁵ med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; ²⁶ jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; ²⁷ mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. ²⁸ Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; ²⁹ jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; ³⁰ jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. ³¹ Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, ³² hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, ³³ da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; ³⁴ men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; ³⁵ jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. ³⁶ Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: ³⁷ Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, ³⁸ stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.

³⁹ Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; ⁴⁰ Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; ⁴¹ du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; ⁴² alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. ⁴³ Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; ⁴⁴ hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; ⁴⁵ du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, ⁴⁶ afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. ⁴⁷ Hvor længe vil du skjule dig, Herre, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? ⁴⁸ Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! ⁴⁹ Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. ⁵⁰ Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? ⁵¹ Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, ⁵² hvorledes dine Fjender håner, Herre, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.

⁵³ Lovet være Herren i Evighed, Amen, Amen!

90 Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. ² Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! ³ Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" ⁴ Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. ⁵ Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; ⁶ ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.

⁷ Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. ⁸ Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys. ⁹ Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. ¹⁰ Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. ¹¹ Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig! ¹² At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!

¹³ Vend tilbage, Herre! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; ¹⁴ mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. ¹⁵ Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! ¹⁶ Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! ¹⁷ Herren vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!

14 Men tager eder af den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke hans Meninger! ² En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun Urter. ³ Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den, som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har taget sig af ham. ⁴ Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er mægtig til at lade ham stå. ⁵ En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind! ⁶ Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren. Og den, som spiser, gør det for Herren, thi han takker Gud; og den, som ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud. ⁷ Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; ⁸ thi når vi leve, leve vi for Herren, og når vi dø, dø vi for Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens. ⁹ Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske både over døde og levende. ¹⁰ Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds Domstol. ¹¹ Thi der er skrevet: "Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud." ¹² Altså skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv.

¹³ Derfor,lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse. ¹⁴ Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det urent. ¹⁵ Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse, for hvis Skyld Kristus er død. ¹⁶ Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet! ¹⁷ Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd. ¹⁸ Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og tækkelig for Menneskene. ¹⁹ Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse! ²⁰ Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød. ²¹ Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød. ²² Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, som han vælger. ²³ Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.