Add parallel Print Page Options

66 Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden, lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang, sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig, al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." - Sela. Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn. Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham. Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela. I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner, han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud! 10 Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv; 11 i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder, 12 lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!

13 Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter, 14 dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden. 15 Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela. 16 Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl! 17 Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge. 18 Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt; 19 visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst. 20 Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!

67 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme. En Sang.

Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os - Sela - for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk. Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig; Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela. Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig! Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os, Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!

Lovsang til den nådige og trofaste Gud

66 Til korlederen: En lovsang.

Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden,
    lovpris hans herlighed og magt.
        Giv ham den ære, han fortjener.
Sig til ham: „Dine gerninger er underfulde, Gud,
    fjenderne viger for din vældige magt.
Hele jorden skal tilbede dig
    og lovprise din herlighed.”

Kom og se Guds undere,
    han gør fantastiske mirakler for sit folk.
Han banede en vej gennem havet,
    så folket kunne gå tørskoet over.
        Lad os juble over hans vældige magt.
Han har herredømmet for evigt og altid,
    han regerer over alverdens folk.
        Kun en tåbe gør oprør mod ham.
Pris Gud, alle folkeslag på jorden,
    lad lovsange lyde til hans ære.
Han holder vores liv i sin hånd,
    han sørger for, at vi ikke snubler.

10 Du brugte ilden til at rense os, Gud,
    som sølv i en smeltedigel.
11 Du fangede os i dit net
    og gjorde os til slaver.

12 Du lod fjenderne underkue os,
    vi gik gennem ild og vand,
men du førte os ud i frihed til sidst
    og gav os fremgang og fred.
13 Jeg vil bringe dig brændofre i din helligdom
    for at opfylde de løfter, jeg gav dig.
14 Jeg vil stå ved de ord, jeg sagde,
    da jeg råbte til dig i min nød.
15 Jeg vil ofre mit fedekvæg til dig.
    Tag imod mine vædderes vellugt,
        duften fra mine tyre og geder.

16 Kom og hør, I, der ærer min Gud.
    Jeg vil fortælle, hvad han har gjort for mig.
17 Jeg råbte til ham om hjælp,
    jeg priste ham med min lovsang.
18 Havde jeg huset ondskab i hjertet,
    ville han ikke have hørt min bøn.
19 Men han lyttede til mig,
    han hørte min tryglende bøn.
20 Jeg priser dig, Gud, fordi du hørte min bøn
    og omsluttede mig med din trofaste kærlighed.

Under Guds velsignelse

67 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang.

Velsign os og vær os nådig, Gud.
    Grib ind og udfør dine undere.
Alle jordens folk vil kunne se, hvem du er,
    når de oplever din magt til at frelse.
Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
    alle verdens nationer skal give dig ære.
Alle folkeslagene skal fryde sig over dig,
    de vil lovprise dig med glædessange,
for alle dine handlinger er retfærdige,
    og du regerer over alle nationer.
Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
    alle verdens nationer skal give dig ære.

Du har velsignet os, Gud,
    og givet os en god høst.
Når Gud velsigner os mennesker så rigt,
    bør alle folkeslag på jorden give ham ære.

Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever? Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands. Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden, Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.

Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære." Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; 10 men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; 11 thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. 12 Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt. 13 Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig. 14 Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. 15 Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. 16 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god. 17 Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig. 18 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; 19 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. 20 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig. 21 Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden 22 Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; 23 men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. 24 Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? 25 Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.

Løst fra loven

Kære venner, jeg taler nu til jer, som kender de jødiske love. I ved godt, at man kun er undergivet loven, så længe man lever. En gift kvinde er ifølge loven bundet til sin mand, så længe han er i live. Men hvis han dør, bliver hun løst fra den lov, som bandt hende til ham, og hun er fri til at gifte sig med en anden mand. Hvis hun derimod flytter sammen med en anden mand, mens hendes egen mand stadig lever, så bryder hun ægteskabet. Sådan er det også med jer, kære venner. For det første blev I frigjort fra loven, da Kristus døde for jer. For det andet fik I frihed til at binde jer til en anden, og denne anden, som I nu tilhører, er den genopstandne Kristus selv. Det betyder, at I nu kan gøre, hvad Gud ønsker. Dengang vi levede uden Kristus, fik vores syndige tilbøjeligheder næring af lovens forbud og fik os til at gøre ting, som fører til død. Men nu er vi løst fra loven. Vi er frigjort fra det, som bandt os, så vi nu kan tjene Gud på en helt ny måde—ved at lytte til Guds Ånd—i stedet for den gamle måde, som var bundet til lovens bogstav.

Loven var god nok, men kunne ikke overvinde syndens magt

Betyder det så, at loven er af det onde? Nej, aldeles ikke. Havde loven ikke været der til at pege på synden, ville jeg ikke have forstået syndens væsen. Jeg ville ikke have vidst, hvor slemt det er at begære noget, som tilhører en anden, hvis ikke loven havde sagt, at det måtte jeg ikke. Synden brugte altså lovens forbud til at vække alle mulige former for begær i mig. Uden loven har synden ikke den samme magt. Før jeg kendte til loven, levede jeg udmærket. Men da jeg så hørte om lovens forbud, kom der liv i synden, 10 og mit liv blev helt elendigt. Lovens bud, som skulle have givet mig et godt liv, resulterede i det modsatte. 11 Synden udnyttede nemlig lovens forbud til at få mig på afveje, og på den måde blev mit liv elendigt. 12 Altså er loven god, og lovens bud sigter mod det, som er godt, retfærdigt og rigtigt.

13 Jamen, hvis loven er god, hvordan kunne den så føre til sådan en elendighed?—Det var egentlig ikke loven, der gjorde det. Det var synden. I og med at synden brugte det gode til at opnå det onde, blev det klart, hvor ond synden i virkeligheden er.

14 Jeg ved[a] jo godt, at loven er åndelig, men det er jeg[b] ikke, så længe jeg er slave under synden. 15 Så forstår jeg ikke, hvad det er, jeg gør. Jeg gør nemlig ikke det, jeg gerne vil, men derimod det, jeg ikke ønsker at gøre. 16 Når jeg altså gør det, jeg ikke ønsker at gøre, så er jeg enig i, at loven har ret. 17 Og det er egentlig ikke mig, der gør det, men synden, som bor i mig. 18 Jeg må erkende, at der ikke bor noget godt i mit syndige jeg, for selvom jeg har viljen til at gøre det rigtige, har jeg ikke magten til det. 19 Jeg gør nemlig ikke det gode, som jeg ønsker at gøre. Tværtimod gør jeg det onde, som jeg ikke ønsker at gøre. 20 Så når jeg gør det, jeg ikke ønsker, så er det egentlig ikke mig selv, der gør det, men synden, som bor i mig. 21 Så længe jeg lever under syndens herredømme, gælder den grundlov, at når jeg ønsker at gøre det gode, kommer det onde til udtryk. 22 Selvom jeg i mit inderste glæder mig over Guds lov, 23 så finder jeg, at der er en anden lov, der styrer mine handlinger og ødelægger mine gode forsætter. Jeg er taget til fange af synden, som regerer i mit liv. 24 Hvor er det frygteligt! Hvem kan redde mig ud af dette elendige liv, som fører til død?

25 Det, jeg her har beskrevet, er, hvad der sker, når man prøver at tjene Guds lov med sit sind, alt imens man stadig er slave under synden. Men Gud ske lov, at Jesus Kristus, vores Herre, redder mennesker ud af den elendighed.

Footnotes

  1. 7,14 Eller: „Vi ved”.
  2. 7,14 Paulus bruger i disse vers det såkaldt „repræsentative jeg” på græsk. Når han siger „jeg”, tænker han på de jøder, som lever under lovens herredømme, hvilket han selv gjorde engang. Der var en del jøder, som gerne ville have de jødekristne til fortsat at leve under loven.