49 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

² Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, ³ både høj og lav, både rig og fattig! ⁴ Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; ⁵ jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

⁶ Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, ⁷ de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? ⁸ Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum ⁹ - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live ¹⁰ og aldrig få Graven at se; ¹¹ nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre, ¹² deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. ¹³ Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår. ¹⁴ Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela. ¹⁵ I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. ¹⁶ Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela. ¹⁷ Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges; ¹⁸ thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. ¹⁹ Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!" ²⁰ han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue. ²¹ Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.

50 Gud, Gud Herren talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; ² fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans ³ vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; ⁴ han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: ⁵ "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" ⁶ Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

⁷ Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! ⁸ Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; ⁹ jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; ¹⁰ thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; ¹¹ jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. ¹² Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! ¹³ Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? ¹⁴ Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. ¹⁵ Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

¹⁶ Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, ¹⁷ når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? ¹⁸ Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til, ¹⁹ slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. ²⁰ Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; ²¹ det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. ²² Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. ²³ Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

1 Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at forkynde Guds Evangelium, ² hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige Skrifter, ³ om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet, ⁴ kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre, ⁵ ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld, ⁶ iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede: ⁷ Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

⁸ Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi eders Tro omtales i den hele Verden. ⁹ Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu, ¹⁰ idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder. ¹¹ Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes, ¹² det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens Tro, både eders og min. ¹³ Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger. ¹⁴ Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i Gæld. ¹⁵ således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde Evangeliet også for eder, som ere i Rom. ¹⁶ Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og for Græker. ¹⁷ Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der er skrevet: "Men den retfærdige skal leve af Tro."

¹⁸ Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved Uretfærdighed; ¹⁹ thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud har jo åbenbaret dem det. ²⁰ Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås af hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning. ²¹ Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. ²² Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer ²³ og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybende dyr.

²⁴ Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes, ²⁵ de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen. ²⁶ Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige, ²⁷ og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden og optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, på sig selv. ²⁸ Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige, ²⁹ opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed; ³⁰ Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige; Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre, ³¹ uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige; ³² - hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men også give dem, som øve det, deres Bifald.