Añadir traducción en paralelo Imprimir Opciones de la página

32 Salig den, hvis Overdtrærdselser er forladt, hvis Synd er skjult: saligt det Menneske, Herren ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.

Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem, thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela. Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for Herren!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela. Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå. Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig. Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig. 10 Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på Herren, omgiver han med Nåde. 11 Glæd jer i Herren, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!

33 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; lov Herren med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!

Thi sandt er Herrens Ord, og al hans Gerning er trofast; han elsker Retfærd og Ret, af Herrens Miskundhed er Jorden fuld. Ved Herrens Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. Al Jorden skal frygte for Herren, Alverdens Beboere skælve for ham; thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. 10 Herren kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; 11 Herrens Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. 12 Saligt det Folk, der har Herren til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

13 Herren skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn; 14 fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden; 15 han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.

16 Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft; 17 til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke. 18 Men Herrens Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden, 19 for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid. 20 Herren bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold; 21 thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.

22 Din Miskundhed være over os, Herre, så som vi håber på dig.

34 Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.

Jeg vil love Herren til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund min Sjæl skal rose sig af Herren, de ydmyge skal høre det og glæde sig. Hylder Herren i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn! Jeg søgte Herren, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler. Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes. Her er en arm, der råbte, og Herren hørte, af al hans Trængsel frelste han ham. Herrens Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

Smag og se, at Herren er god, salig den Mand, der lider på ham! 10 Frygter Herren, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet. 11 Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger Herren, dem fattes intet godt. 12 Kom hid, Børnlill, og hør på mig, jeg vil lære jer Herrens Frygt. 13 Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke, 14 så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig; 15 hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og j ag derefter.

17 Mod dem, der gør ondt, er Herrens Åsyn for at slette deres Minde af Jorden;[a] 16 på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb; 18 når de skriger, hører Herren og frier dem af al deres Trængsel. 19 Herren er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt. 20 Den retfærdiges Lidelser er mange, men Herren frier ham af dem alle; 21 han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes. 22 Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige. 23 Herren forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.

35 Herre, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig, grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig, tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!" Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige, de blive som Avner for Vinden, og Herrens Engel nedstøde dem, deres Vej blive mørk og glat, og Herrens Engel forfølge dem! Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav. Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven. Min Sjæl skal juble i Herren, glædes ved hans Frelse, 10 alle mine Ledemod sige: "Herre, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til; 12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt. 13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved, 14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg. 15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør; 16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig. 17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver. 18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke! 20 Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig; 21 de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!" 22 Du så det, Herre, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig; 23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre, 24 døm mig efter din Retfærd Herre, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig 25 Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!" 26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe. 27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være Herren, som under sin Tjener Fred!" 28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

Notas al pie

  1. Salme 34:17 vers 16 og 17 har byttet plads

Bekendelse og tilgivelse

32 En visdomssang[a] af David.

Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
    hvis synderegister er slettet.
Lykkelige er de mennesker,
    som Herren ikke tilregner skyld,
        de, som er oprigtige af hjertet.

Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
    havde jeg det helt elendigt.
        Jeg sukkede dagen lang.
Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
    jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
    søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
    Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.

Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
    så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
    er du parat til at redde dem.

Herre, du er mit skjulested,
    du skærmer mig fra ulykke.
        Derfor vil jeg juble af glæde.

Jeg vil instruere og undervise dig,
    jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[b]
        Jeg vil give dig min personlige vejledning.
Vær ikke trodsig som heste og æsler,
    der skal tvinges med tømme og bidsel,
        når de ikke vil komme til dig.
10 De gudløse har mange problemer,
    men de, der stoler på Herren,
        oplever hans trofaste nåde.
11 Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
    Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.

Lovsang om Herrens magt og trofasthed

33 Råb af glæde, I, der kender Herren.
    Det er godt at prise og lovsynge ham.
Spil en takkesang på lyren,
    skøn musik på den ti-strengede harpe.
Syng en ny sang for Herren,
    spil smukt på lyren og råb af fryd.

For Herrens bud er gode,
    og alt, hvad han gør, er rigtigt.
Han elsker det rette og gode,
    hans nåde mærkes i hele verden.
Da Herren talte, blev himlen skabt,
    alle stjerner blev til på hans ord.
Han samlede vandet, så det blev til hav,
    han dannede et mægtigt vandreservoir.
Hele jorden bør give ham ære,
    alle mennesker bør vise ham respekt.
Et ord fra ham satte verden i gang,
    på hans befaling blev jorden til.
10 Herren ødelægger folkenes planer
    og forhindrer deres mange intriger.
11 Men Herrens planer står fast for evigt,
    hans tanker bliver altid til virkelighed.
12 Lykkeligt er det folk, som har Herren til Gud,
    dem han valgte som sit ejendomsfolk.

13 Herren ser ned fra Himlen,
    han ser på alle menneskene.
14 Fra sin bolig iagttager han dem alle,
    han holder øje med verdens befolkning.
15 Det er ham, der har skabt dem alle,
    han kender deres motiver og handlinger.
16 En konge sejrer ikke ved sin store hær,
    en helt vinder ikke ved sin egen styrke.
17 Stridsheste kan være nok så stærke,
    det er dog ikke dem, der giver sejren.
18 Men de, der ærer Herren og stoler på ham,
    oplever hans trofasthed og nåde.
19 Han redder dem fra døden
    og hjælper dem i hungersnøden.
20 Vi venter på, at Herren griber ind,
    det er ham, der hjælper og beskytter os.

21 Det er en stor glæde at kende ham,
    vi stoler på hans magt og herlighed.
22 Herre, vis os din trofaste kærlighed,
    til dig alene har vi sat vores håb.

Fordelen ved at adlyde Gud

34 En sang af David om dengang, han foregav at være gået fra forstanden foran kong Abimelek, så kongen sendte ham væk.

Jeg vil prise Herren til hver en tid,
    altid fortælle om hans magt og storhed.
Jeg glæder mig over, hvad Herren har gjort,
    lad de forkuede høre det og fryde sig.
Kom og slut jer til mig,
    lad os sammen prise Herren.
Jeg bad Herren om hjælp, og han svarede mig,
    han befriede mig fra al min frygt.
De, som stoler på Herren, skal stråle af glæde,
    for han vil aldrig nogensinde skuffe dem.
Jeg råbte til Herren i min nød,
    og han reddede mig ud af mine problemer.
For Herrens engel redder enhver,
    som ønsker at gøre Guds vilje.
Prøv selv at opleve Herrens godhed,
    lykkelige er de, der søger hjælp hos ham.
10 Adlyd Herren, I, som tilhører ham,
    de, der følger ham, får, hvad de har brug for.
11 Selv stærke løver lider nød og sulter,
    men de, der stoler på Herren, lider ingen nød.
12 Kom, mine børn, og hør, hvad jeg siger.
    Jeg vil lære jer, hvordan man viser Herren ære.
13 I, der gerne vil have et godt liv
    og ønsker jer gode dage,
14 I skal holde jeres tunge i skak
    og ikke lade løgn komme over jeres læber.
15 Hold jer fra det onde,
    gør det gode og stræb efter fred.
16 Herren beskytter de retskafne
    og hører deres bøn om hjælp.
17 Men han er imod dem, der handler ondt.
    Han udrydder dem helt, så de ikke huskes.
18 Han hører de retsindiges råb om hjælp,
    redder dem ud af deres problemer.
19 Herren er hos dem, der føler sig knust,
    han hjælper dem, der er dybt deprimerede.
20 De uskyldige kommer også ud i problemer,
    men Herren hjælper dem igennem dem alle.
21 Ja, han beskytter dem fra alt det onde,
    så de ikke bliver knust derved.
22 De onde må bøde for deres ondskab,
    de, der bekæmper de uskyldige, bliver straffet.
23 Men Herren redder sine tjenere.
    De, der søger ham, bliver ikke straffet.

Hjælp under falsk anklage

35 En sang af David.

Herre, kæmp mod dem, der bekæmper mig.
    Gå i krig mod dem, som angriber mig.
Tag din rustning på, grib dit skjold,
    gør klar til kamp mod mine fjender.
Kast dit spyd og brug din lanse
    mod dem, der forfølger mig.
        Lov mig, at du vil redde mig.
Bring skam over dem,
    der ønsker at slå mig ihjel.
Forvir dem, så de må vende om,
    og deres onde planer mislykkes.
Blæs dem væk som avner for vinden,
    lad din mægtige engel drive dem bort.
Gør deres vej mørk og glat,
    lad din engel forfølge dem.

Uden grund har de sat fælder for mig,
    gravet en faldgrube på min vej.
Men pludselig kommer ulykken over dem,
    de bliver fanget i deres egen fælde,
        de styrter selv i faldgruben.

Så vil jeg glæde mig over dig, Herre,
    jeg vil fryde mig over din frelse.
10 Fra mit hjertes dyb vil jeg råbe:
    Herre, ingen kan sammenlignes med dig.
Du, som redder de svage fra deres undertrykkere,
    frelser de værgeløse fra røveres overgreb.

11 Falske vidner stod frem imod mig,
    anklagede mig for noget, jeg ikke havde gjort.
12 De gengældte godt med ondt
    og gjorde mig helt fortvivlet.
13 Dengang de var syge, sørgede jeg,
    klædte mig i sæk og aske,
bad med bøjet hoved
    og fastede inderligt for dem.
14 Jeg følte det, som var det min egen familie,
    jeg sørgede for dem, som var det min mor.
15 Men da jeg selv kom ud i problemer,
    blev de glade og samlede sig imod mig.
De angreb mig uden varsel,
    bagtalte mig dagen lang.

16 Da jeg snublede, gjorde de nar ad mig.
    De viste tænder som glubske løver.

17 Herre, hvor længe vil du bare se på?
    Grib dog ind og frels mig fra de løver.
        Red mit liv fra de rasende bæster.
18 Så vil jeg offentligt give dig ære,
    prise dig blandt alt dit folk.

19 De blev mine fjender uden årsag.
    Lad dem ikke sejre over mig.
De hadede mig uden grund.
    Lad dem ikke udføre deres onde planer.
20 De ønsker ikke at skabe fred,
    men planlægger ondt mod uskyldige folk.
21 De råber deres anklager imod mig:
    „Ha!” siger de. „Vi så det selv!”

22 Herre, du har set det hele. Vær ikke tavs.
    Lad mig ikke i stikken nu.
23 Grib ind, Herre, og skaf mig ret.
    Min Herre og Gud, før min sag.
24 Erklær mig skyldfri, for du er retfærdig.
    Lad dem ikke sejre over mig.
25 Lad dem ikke sige: „Ha! Det gik, som vi havde håbet!”
    Lad dem ikke tænke: „Nu er det ude med ham!”
26 Gør dem alle skamfulde,
    alle, der fryder sig over min ulykke.
Lad dem, der gør nar ad mig,
    selv blive gjort til grin.
27 Men lad dem, som ønsker mig det godt,
    juble af glæde og sige:
„Lovet være Herren,
    for han hjælper sine tjenere.”
28 Så vil jeg altid mindes din godhed.
    Ja, jeg vil prise dig dagen lang.

Notas al pie

  1. 32,1 På hebraisk: maskil. Ordets betydning kendes ikke med sikkerhed.
  2. 32,8 Det er uklart, om det er Herren eller David, der taler i vers 8-9.