3 En Salme af David, da han flygtede for sin Søn absalom. ² Herre, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig, ³ mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos Gud!" - Sela.

⁴ Men, Herre, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved. ⁵ Jeg råber højlydt til Herren, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela. ⁶ Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi Herren holder mig oppe. ⁷ Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.

⁸ Rejs dig, Herre, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder! ⁹ Hos Herren er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.

4 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af David.

² Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!

³ Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske Tomhed, søge Løgn? - Sela. ⁴ Vid dog, at Herren er mig underfuldt god; når jeg påkalder Herren, hører han mig. ⁵ Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og ti! - Sela. ⁶ Bring rette Ofre og stol på Herren!

⁷ Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft på os dit Åsyns Lys! ⁸ Herre, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over. ⁹ I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, Herre, du lader mig bo alene i Tryghed.

12 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

² Herre, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn; ³ de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte. ⁴ Hver svigefuld Læbe udrydde Herren, den Tunge, der taler store Ord, ⁵ dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

⁶ "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger Herren, "jeg frelser den, som man blæser ad."

⁷ Herrens Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv. ⁸ Herre, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. ⁹ De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

13 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig? ³ Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?

⁴ Se til og svar mig, Herre min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden ⁵ og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner juble, fordi jeg vakler! ⁶ Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! Jeg vil synge for Herren, thi han var mig god!

28 Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. ² Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. ³ Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. ⁴ Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! ⁵ Thi Herrens Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

⁶ Lovet være Herren, thi han har hørt min tryglende Røst; ⁷ min Styrke, mit Skjold er Herren, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

⁸ Herren er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. ⁹ Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!