26 Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på Herren uden at vakle. ² Ransag mig, Herre, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; ³ thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. ⁴ Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. ⁵ Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. ⁶ Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, ⁷ for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. ⁸ Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

⁹ Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, ¹⁰ i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. ¹¹ Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! ¹² Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love Herren.

27 Herren er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? Herren er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes? ² Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender! ³ Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg. ⁴ Om eet har jeg bedet Herren, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i Herrens Hus for at skue Herrens Livsalighed og grunde i hans Tempel. ⁵ Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe. ⁶ Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise Herren.

⁷ Herre, hør mit Råb, vær nådig og svar mig! ⁸ Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, Herre; ⁹ skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud! ¹⁰ Thi Fader og Moder forlod mig, men Herren tager mig til sig. ¹¹ Vis mig, Herre, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld; ¹² giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig. ¹³ Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue Herrens Godhed i de levendes Land - ¹⁴ Bi på Herren, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på Herren!

28 Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. ² Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. ³ Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. ⁴ Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! ⁵ Thi Herrens Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

⁶ Lovet være Herren, thi han har hørt min tryglende Røst; ⁷ min Styrke, mit Skjold er Herren, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

⁸ Herren er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. ⁹ Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!

22 " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!" ² Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger: ³ "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag. ⁴ Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler, ⁵ som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de måtte blive straffede. ⁶ Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede mig. ⁷ Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? ⁸ Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger. ⁹ Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig. ¹⁰ Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre. ¹¹ Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i Damaskus. ¹² Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der, ¹³ kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg så op på ham i samme Stund. ¹⁴ Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund. ¹⁵ Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt. ¹⁶ Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn! ¹⁷ Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse ¹⁸ og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig. ¹⁹ Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig, ²⁰ og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham ihjel. ²¹ Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger."

²² Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke leve."" ²³ Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften, ²⁴ befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham. ²⁵ Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?" ²⁶ Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne Mand er jo en Romer." ²⁷ Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en Romer?" Han sagde: "Ja." ²⁸ Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil." ²⁹ Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev også han bange, fordi han havde bundet ham. ³⁰ Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.