18 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David, som sang Herren denne Sang, dengang Herren havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.

² Herre, jeg har dig! hjerteligt kær, min Styrke! ³ Herre, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn! ⁴ Jeg påkalder Herren, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

⁵ Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, ⁶ Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; ⁷ i min Vånde påkaldte jeg Herren og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører! ⁸ Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. ⁹ Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. ¹⁰ Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; ¹¹ båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger; ¹² han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. ¹³ Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer. ¹⁴ Herren tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder. ¹⁵ Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem. ¹⁶ Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre, for din Vredes Pust. ¹⁷ Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, ¹⁸ frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. ¹⁹ På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men Herren blev mig til Værn. ²⁰ Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

²¹ Herren gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld; ²² thi jeg holdt mig til Herrens Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud ²³ hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig. ²⁴ Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde. ²⁵ Herren lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje! ²⁶ Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, ²⁷ du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. ²⁸ De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

²⁹ Ja, min Lampe lader du lyse, Herre, min Gud opklarer mit Mørke. ³⁰ Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde. ³¹ Fuldkommen er Guds Vej, lutret er Herrens Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

³² Ja, hvem er Gud uden Herren, hvem er en Klippe uden vor Gud, ³³ den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig, ³⁴ gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene, ³⁵ oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen! ³⁶ Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor; ³⁷ du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke. ³⁸ Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, ³⁹ slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod. ⁴⁰ Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig; ⁴¹ du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen. ⁴² De råbte, men ingen hjalp, til Herren, han svared dem ikke. ⁴³ Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.

⁴⁴ Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk; ⁴⁵ hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig; ⁴⁶ Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul. ⁴⁷ Herren lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud, ⁴⁸ den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod ⁴⁹ og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. ⁵⁰ Herre, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, ⁵¹ du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.

19 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk. ³ Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide. ⁴ Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres, ⁵ når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt; ⁶ som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane, ⁷ rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.

⁸ Herrens Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, Herrens Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, ⁹ Herrens Forskrifter er rette, glæder Hjertet, Herrens Bud er purt, giver Øjet Glans, ¹⁰ Herrens Frygt er ren, varer evigt, Herrens Lovbud er Sandhed, rette til Hobe, ¹¹ kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft. ¹² Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.

¹³ Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst! ¹⁴ Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder. ¹⁵ Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, Herre, min Klippe og min Genløser!

¹⁷ Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig. ¹⁸ Og da de kom til ham, sagde han til dem: "I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien, ¹⁹ idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser; ²⁰ hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene, ²¹ idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus. ²² Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig, ²³ kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig. ²⁴ Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium. ²⁵ Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget. ²⁶ Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles Blod; ²⁷ thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd. ²⁸ Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod. ²⁹ Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden. ³⁰ Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig. ³¹ Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År, Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer. ³² Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede. ³³ Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon. ³⁴ I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig. ³⁵ Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: "Det er saligere at give end at tage." ³⁶ Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem alle. ³⁷ Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham. ³⁸ Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.