Añadir traducción en paralelo Imprimir Opciones de la página

140 Til Sangmesteren. En Salme af David.

Red mig, Herre, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela. Vogt mig, Herre, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela. Jeg siger til Herren: Du er min Gud, Herre, lyt til min tryglende Røst! Herre, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. Opfyld ej, Herre, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! 10 Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! 11 Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! 12 Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! 13 Jeg ved, at Herren vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. 14 For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.

141 Herre, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! Herre, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. Dog, mine Øjne er rettet på dig, o Herre, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; 10 lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.

142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Bøn om beskyttelse

140 Til korlederen: En sang af David.

Herre, red mig fra onde mennesker,
    beskyt mig mod voldelige mænd.
Altid har de ondt i sinde,
    hele tiden skaber de konflikter.
De spiller med tungen som en slange,
    deres ord er som dræbende gift.

Herre, beskyt mig mod de ondes angreb,
    vær mit værn mod de voldsmænd,
        som ønsker at få mig ned med nakken.
Selvsikre mennesker sætter fælder for mig,
    de lægger et net ud og sætter snarer på min vej.
        De ligger i baghold for at fange mig.

Herre, du er min Gud.
    Lyt til min bøn om hjælp.
Ja, Herre, du er min redningsmand,
    du beskytter mig på kampens dag.
Lad ikke de gudløse få deres vilje,
    lad ikke deres onde planer lykkes.
10 Lad dem ikke få held til at omringe mig,
    men lad deres ondskab ramme dem selv.
11 Lad gloende kul vælte ned over dem,
    styrt dem i afgrunden, så de aldrig kommer op igen.
12 Lad ikke løgnere få fremgang i landet,
    lad voldsmænd få deres velfortjente straf.
13 Herre, jeg ved, du vil føre de hjælpeløses sag
    og forsvare de undertryktes rettigheder.
14 De gudfrygtige har grund til at takke dig,
    de retskafne skal bo i din nærhed.

Endnu en bøn om beskyttelse

141 En sang af David.

Herre, jeg har brug for din hjælp her og nu.
    Hør mig, når jeg beder til dig.
Lad min bøn være som røgelse, der stiger op,
    mine løftede hænder som et aftenoffer.

Herre, hjælp mig til at holde min mund
    og være varsom med, hvad jeg siger.
Hjælp mig til at tage afstand fra det onde,
    så jeg ikke roder mig ind i noget forkert
sammen med ugudelige mennesker,
    selv om det nok kan være fristende.
En kærlig irettesættelse vil jeg tage imod
    som forfriskende olie til mit hoved.
Jeg bekæmper det onde med min bøn,
    og når de gudløse ledere styrtes ned fra klippen,
        vil man indse, at jeg havde ret.
Deres knogler vil ligge spredt ved gravens rand
    som sten, der er pløjet op af marken.[a]
Mit blik er rettet mod dig, min Herre og Gud.
    Du er min hjælp og min tilflugt,
        overgiv mig ikke i onde menneskers hænder.
Bevar mig fra deres baghold,
    fra forbrydernes fælder.
10 Lad dem selv gå i fælden,
    og lad mig gå fri.

Råb om hjælp

142 En visdomssang og bøn af David, fra dengang han gemte sig i en hule.

Jeg råber højt til Herren,
    trygler ham om nåde.
Jeg udøser min nød for ham,
    betror ham mine problemer.

Når jeg er modløs og opgivende,
    viser du mig den vej, jeg skal gå,
        for de har sat fælder op alle vegne.
Jeg ser mig omkring til højre og venstre,
    men alle virker så ligeglade,
ingen vil føre mig i sikkerhed,
    ingen er villige til at hjælpe.
Herre, derfor råber jeg til dig,
    du er min tilflugt, mit eneste håb.
Lyt til min bøn, for jeg er i stor nød.
    Red mig, for mine forfølgere er stærke.
Hjælp mig ud af det her fængsel,
    så jeg atter kan takke og tilbede dig.
Når du griber ind og redder mig,
    vil de gudfrygtige samles og takke dig for det.

Notas al pie

  1. 141,7 Eller: „Jeg bliver angrebet hårdt og er døden nær. Jeg føler mig skåret op som en pløjet mark.” Versene 5-7 er nærmest uforståelige i den hebraiske tekst, så enhver oversættelse er enten uforståelig eller et gætteri.

14 Higer efter Kærligheden, og tragter efter de åndelige Gaver men mest efter at profetere. Thi den; som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi ingen forstår det, men han taler Hemmeligheder i Ånden. Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst. Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som profeterer, opbygger en Menighed. Men jeg ønsker, at I alle måtte tale i Tunger, men endnu hellere, at I måtte profetere; den, som profeterer, er større end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at Menigheden kan få Opbyggelse deraf. Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger, hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten ved Åbenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved Lære? Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en Harpe, når de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles på Fløjten eller Harpen? Ja, også når en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede sig til Krig? Således også med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes skal man da kunne forstå det, som tales? I ville jo tale hen i Vejret. 10 Der er i Verden, lad os sige, så og så mange Slags Sprog, og der er intet af dem, som ikke har sin Betydning. 11 Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar for mig. 12 Således også med eder: når I tragte efter åndelige Gaver, da lad det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige derpå 13 " Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han må kunne udlægge det. 14 Thi dersom: jeg taler i Tunger og beder, da beder. vel min Ånd, men min Forstand er uden Frugt. 15 Hvad da? Jeg vil bede med Ånden, men jeg vil også bede med Forstanden; jeg vil lovsynge med Ånden, men jeg vil også lovsynge med Forstanden. 16 Ellers, når du priser Gud i Ånden, hvorledes vil da den, som indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger? 17 Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke. 18 Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger. 19 Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg også kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger. 20 Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod vorder fuldvoksne!

Read full chapter

Vejledning i brugen af tungetale og profeti

14 Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave. De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand. Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det. De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden.

Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger—medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det.

Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning? Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det? Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp? På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.

10 Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. 11 Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden. 12 Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre. 13 Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale.

14 Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra. 15 Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden. 16 Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger. 17 Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den. 18 Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen, 19 men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.

20 Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker.

Read full chapter