132 Herre, kom David i Hu for al hans møje, ² hvorledes han tilsvor Herren, gav Jakobs Vældige et Løfte : ³ "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje, ⁴ under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile, ⁵ før jeg har fundet Herren et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!" ⁶ "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark; ⁷ lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!" ⁸ Herre, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark! ⁹ Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd! ¹⁰ For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"

¹¹ Herren tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone. ¹² Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone! ¹³ Thi Herren har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig : ¹⁴ Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket. ¹⁵ Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød, ¹⁶ dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd. ¹⁷ Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe. ¹⁸ Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!"

133 Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen: ² som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning, ³ som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker Herren Velsignelse ned, Liv til evig Tid.

134 Op og lov nu Herren, alle Herrens, som står i Herrens Hus ved Nattetide! ² Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov Herren! ³ Herren velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.

¹⁷ Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre. ¹⁸ For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det. ¹⁹ Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder. ²⁰ Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver. ²¹ Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig. ²² Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke. ²³ Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog Brød, ²⁴ takkede og brød det og sagde: "Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!" ²⁵ Ligeså tog han og,så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!" ²⁶ Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer. ²⁷ Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod. ²⁸ Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet og drikke af Kalken! ²⁹ Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legenet. ³⁰ Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen. ³¹ Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte. ³² Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden. ³³ Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på hverandre! ³⁴ Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg kommer.