Add parallel Print Page Options

Herrens bolig

132 En valfartssang.

Herre, du husker Davids hengivenhed.
Han gav et højtideligt løfte,
    han sagde til Israels mægtige Gud:
„Jeg under mig ikke ro,
    jeg vil ikke lægge mig til hvile,
jeg vil ikke sove,
    jeg vil ikke lukke et øje,
før jeg har bygget Herren et hus,
    en værdig bolig for Israels vældige Gud!”

Vi hørte i Betlehem,[a] at pagtens ark var blevet set,
    vi tog til Ja’ars marker og fandt den.
Lad os nu bringe den til helligdommen,
    så vi kan tilbede Gud ved hans fodskammel.
Kom, Herre, indtag din bolig,
    på den Ark, der viser din magt.
Må præsterne altid gøre det rette,
    og dit trofaste folk juble af glæde.

10 Du gav et løfte til David og hans slægt.
    Forkast derfor ikke din udvalgte konge.
11 Du lovede David med en ed,
    et løfte, som ikke kan brydes:
„Jeg vil gøre din søn til konge,
    han skal regere efter dig.
12 Og hvis dine efterkommere vil holde min pagt
    og adlyde mine befalinger,
skal din slægt blive ved at regere,
    sidde på tronen til evig tid.”

13 Herren har udvalgt Zion,
    dér ønsker han at bo.
14 „Dette er mit blivende hjem,
    det er her, jeg har valgt at bo.
15 Jeg velsigner byen med overflod,
    jeg giver de fattige mad at spise.
16 Jeg udruster præsterne til deres gerning,
    mine trofaste tjenere skal råbe af glæde.
17 Derfra skal en mægtig konge spire frem,
    fra Davids slægt, som jeg har udvalgt.
18 Hans fjender vil blive til skamme,
    men han selv skal regere i herlighed.”

Det harmoniske fællesskab

133 En valfartssang af David.

Se, hvor smukt og dejligt det er,
    når Guds folk er i harmoni med hinanden.
Det er som den kostbare salveolie,
    der flyder fra Arons hoved
        ned over hans skæg og præstedragt.
Det er som den friske morgendug på Hermon,
    som den livgivende regn på Zions høje.
Dér er kilden til evigt liv,
    den velsignelse, Herren har lovet.

Vågenætter i templet

134 En valfartssang.

Pris Herren, alle I, som tjener ham,
    I, som våger om natten i Herrens hus.
Løft jeres hænder mod helligdommen
    og lovpris Herren.

Herren velsigne jer fra Zion,
    han, som skabte himmel og jord.

Footnotes

  1. 132,6 På hebraisk: Efrata, et andet navn for Betlehem, Davids hjemby. Ja’ar er et andet navn for Jearim, jf. 1.Sam. 7,1 og 2.Sam. 6,2.

Mangel på fællesskab i menigheden

17 Med hensyn til det følgende kan jeg ikke rose jer. Der sker ting hos jer, som gør, at jeres sammenkomster i menigheden er til mere skade end gavn for fællesskabet.

18 Først og fremmest har jeg hørt, at der er splittelser iblandt jer, når I kommer sammen i menigheden, og jeg er tilbøjelig til at tro det. 19 (Det er vel også nødvendigt, at der opstår grupper hos jer, så I kan finde ud af, hvem der har ret.[a]) 20 Når I således kommer sammen for at fejre nadveren, er det egentlig ikke Herrens måltid, I er samlet om. 21 For I tager hver især jeres egen mad og vin frem og skynder jer at sætte det til livs. På den måde er der nogle, der sidder og er sultne, mens andre får for meget at drikke. 22 Hvad er det for noget rod? Har I ikke jeres egne hjem, hvor I kan holde fest, hvis I vil? Hvorfor ser I ned på de andre i fællesskabet og gør dem skamfulde, der ikke har noget at komme med? Hvad skal jeg sige, når jeg hører om den slags? Det kan jeg i hvert fald ikke rose jer for.

23 Det følgende er, hvad jeg har modtaget fra Herren, og hvad jeg også har givet videre til jer: Den nat, da Herren Jesus blev forrådt, tog han et brød, 24 takkede Gud, brækkede det over og sagde: „Dette er mit legeme, som gives for jer. Spis det for at huske på, hvad jeg har gjort.” 25 Efter måltidet tog han også vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som besegler den nye pagt. Hver gang I drikker det, så husk på, hvad jeg har gjort.” 26 Indtil Herren kommer, forkynder I derfor budskabet om hans død, hver gang I spiser af brødet og drikker af bægeret.

27 Det betyder også, at hvis nogen spiser af brødet og drikker af Herrens bæger på en uværdig måde, gør de sig skyldige i synd over for Herrens legeme og blod. 28 Derfor bør man bedømme sig selv, før man spiser brødet og drikker af bægeret. 29 For hvis man deltager i nadveren uden at tage hensyn til, hvad Kristi legeme betyder, så spiser og drikker man sig en dom til. 30 Af den grund er der mange svage og syge hos jer, og nogle sover ind. 31 Men hvis I bedømmer jer selv, inden I spiser, kommer I ikke under Guds dom. 32 Når vi dømmes og irettesættes af Herren, så er det, for at vi ikke skal fordømmes og straffes sammen med verden.

33 Derfor siger jeg til jer, venner: Når I er samlet for at fejre fællesmåltidet, så vent på hinanden og del med hinanden. 34 Hvis nogle er meget sultne, skal de spise, inden de går hjemmefra, så jeres sammenkomster ikke skal bringe straf over jer. De øvrige ting vil jeg tale med jer om, når jeg kommer.

Read full chapter

Footnotes

  1. 11,19 Paulus er muligvis ironisk her.