Add parallel Print Page Options

13 Til Sangmesteren. En Salme af David.

Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig? Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?

Se til og svar mig, Herre min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner juble, fordi jeg vakler! Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! Jeg vil synge for Herren, thi han var mig god!

14 Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. Herren skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!

Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Herren? Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt. Gør kun den armes Råd til Skamme, Herren er dog hans Tilflugt.

Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Herren vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!

15 Herre, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte; ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven, som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter Herren, ej bryder Ed, han svor til egen Skade, ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.

Et fortvivlet menneskes bøn

13 Til korlederen: En sang af David.

Hvor længe vil du glemme mig, Herre?—For evigt?
    Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
        Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
    Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?

Min Herre og Gud, åh, hør min bøn,
    grib ind og red mig fra døden.
Lad ikke mine fjender gå af med sejren,
    lad ikke mine uvenner glædes over min undergang.

Jeg stoler på dig og din trofasthed.
    Jeg vil juble, når jeg oplever din frelse.
Jeg vil prise dig, Herre, med sang,
    for din underfulde godhed imod mig.

Menneskets ondskab

14 Til korlederen: En sang af David.

Tåberne mener, at Gud ikke findes.
    De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
    ikke én eneste.
Fra himlen ser Herren på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
    Er der nogen, der søger Gud?
Nej, alle er kommet på afveje, fordærvede af synd.
    Ingen gør det gode, ikke én eneste.
„Fatter de da intet?” siger Herren.
„De forsynder sig uden at blinke,
    og de regner slet ikke med mig.”
En dag skal de fyldes af rædsel,
    for Gud er med dem, der adlyder ham.
Onde mennesker undertrykker de svage,
    men Herren er deres beskytter.
Gid Herren ville sende sin frelse fra Zion
    og redde Israels folk.
Når Herren griber ind og genrejser sit folk,
    så bliver der jubel og glæde i Israel.

De gode kan nærme sig Gud

15 En sang af David.

Herre, hvem kan få adgang til din helligdom?
    Hvem har lov at opholde sig hos dig på det hellige bjerg?

De, som har et godt ry
    og altid handler ret.
De, som taler sandhed af et oprigtigt hjerte
    og nægter at bagtale andre.
De, som ikke foruretter deres næste
    eller taler ondt om andre.
De, som tager afstand fra de gudløse,
    men ærer dem, der adlyder Herren.
De, som holder deres løfter,
    selv om det koster dem dyrt.
De, som ikke kræver urimelige renter,
    når de låner penge ud.
De, som nægter at tage imod bestikkelse
    for at afgive falsk vidneudsagn.
De, som lever ret,
    har intet at frygte.

21 Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jeg også se Rom." 22 Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.

23 Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen. 24 Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste. 25 Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde. 26 Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder. 27 Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket." 28 Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!" 29 Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig. 30 Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke. 31 Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret. 32 Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare komne sammen. 33 Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en Forsvarstale til Folket. 34 Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!" 35 Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede? 36 Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende. 37 Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere eller bespotte eders Gudinde. 38 Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten! 39 Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling. 40 Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab." 41 Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.

Read full chapter

Uroligheder og modstand i Efesos

21 Derefter besluttede Paulus under ledelse af Helligånden at rejse gennem Makedonien og Akaja til Jerusalem. „Og når jeg har været dér, må jeg videre til Rom,” sagde han. 22 Han sendte sine to hjælpere, Timoteus og Erastos, i forvejen til Makedonien, mens han selv blev endnu en tid i provinsen Asien.

23 På den tid opstod der en del røre i Efesos omkring dem, der blev kaldt „Vejen”. 24 En velstående forretningsmand ved navn Demetrios havde mange folk i arbejde med fremstilling af små sølvkopier af Artemistemplet. 25 Han sammenkaldte til et møde med alle byens øvrige sølvsmede og sagde til dem: „Mine herrer! I ved alle, at vi tjener godt ved at lave vores sølvting. 26 I har også hørt om den mand, der hedder Paulus. Han har fået en masse mennesker både her i Efesos og i hele Asien til at tro på, at de guder, vi fremstiller, ikke er sande guder. 27 Ikke alene giver det vores erhverv et dårligt ry, men der er fare for, at vores store gudinde Artemis’ tempel vil miste sin betydning, og at den gudinde, som hele Asien, ja hele verden, dyrker, vil blive vanæret!” 28 Den tale satte blodet i kog hos folk, og de begyndte at råbe: „Stor er efesernes Artemis!” 29 Ophidselsen bredte sig, og snart var hele byen i oprør. Alle stormede mod friluftsteatret. De greb fat i Paulus’ to rejsekammerater, Aristark og Gajus fra Makedonien, og slæbte dem med for at anklage dem. 30 Paulus ville også selv være gået hen på teaterpladsen, men disciplene holdt ham tilbage. 31 Desuden sendte nogle af provinsens ledende mænd, som var venner med Paulus, bud til ham om ikke at sætte livet på spil.

32 Inde i teatret råbte og skreg folk i munden på hinanden, og det hele var én stor forvirring. De fleste var ikke engang klar over, hvad de var der for. 33 Nogle af jøderne fik øje på Alexander. De satte ham hurtigt ind i sagen og fik ham skubbet frem. Han vinkede med hånden og forsøgte at komme med et forsvar. 34 Men da alle kunne se, at han var jøde, råbte de i kor i næsten to timer: „Stor er efesernes Artemis!” 35 Til sidst lykkedes det byrådets formand at berolige dem så meget, at han kunne få ørenlyd. „Borgere i Efesos!” råbte han. „Alle ved, at Efesos er centrum for tilbedelsen af vores berømte Artemis, hvis billede faldt ned til os fra himlen. 36 Når det er en kendsgerning, som ikke kan diskuteres, så er der ingen grund til at blive foruroliget eller gribe til overilede handlinger. 37 I har ført de mænd herhen, skønt de hverken har stjålet noget i templet eller har hånet vores gudinde. 38 Hvis Demetrios og hans sølvsmede har en klage imod dem, er der domstole og fastlagte dage for retsmøder, og dommerne kan straks tage sig af sagen. Lad os derfor bruge de lovlige instanser. 39 Og hvis I har andre ting at klage over, så kan det ordnes ved et lovligt indkaldt folkemøde, 40 for vi risikerer at blive anklaget for oprør efter det, der er sket i dag. Der er ingen fornuftig grund til at lave sådan et spektakel.” Med disse ord fik han forsamlingen opløst.

Read full chapter